Intimkoncert for titusind
Populær
På trods af Forumarrangements størrelse, gjorde kontakten mellem Volbeat og publikum koncerten til noget helt særligt.
- Maybellene i Hofteholder
- Hallelujah Goat
- 16 Dollars (Med Jacob Øelund, Taggy Tones)
- Heaven Nor Hell
- Guitar Gangsters & Cadillac Blood
- Soul Weeper
- Who They Are
- Evelyn (med L.G. Petrov, Entombed)
- Mary Ann's Place (med Pernille Rosendahl, The Storm)
- Sad Man's Tongue
- We
- 7 Shots (med Mille Petrozza, Kreator og Michael Denner, Mercyful Fate)
- I Only Wanna Be With You
- Pool of Booze, Booze, Booza
- A Warrior's Call (med Mikkel Kessler)
- Still Counting
- The Gardens Tale (med Johan Olsen, Magtens Korridorer)
Ekstra:
- Fallen
- Thanks (med fans)
- The Human Instrument
Volbeat kan i dette efterår fejre fem-årsjubilæum for albumdebutten 'The Strength/The Sound/The Songs'. Selvom bandet har en historie der går forud, må man alligevel sige, at det er gået stærkt for denne københavnske kvartet, for på fem år er det blevet kendt i hele den frie verden, og kan derfor prale af at være Danmarks pt. mest sælgende band i ind- og udland. Og med den stigende formkurve for øje, kan det kun være et spørgsmål om tid, før de vipper Aqua af pinden som Danmarks mest sælgende nogensinde.
Uvant er det i hvert fald at være vidne til en vaskeægte dansk metallisk massesucces som Volbeat, for nok har dansk metal gjort det godt med band som Mnemic, Hatesphere og Raunchy, men slet ikke i samme omfang. Med Volbeat er man i en helt anden koncertarrangementsliga, hvilket er godt hvad angår god lyd og overdådigt lysshow, men desværre også lader sig smage på øllet, der bestemt ikke er tykkere end det i Parken (...), og et sikkerhedsopbud der er i omfang og arrogance er gearet til et præsidentbesøg. (Ikke noget med at bandet lige skal igennem publikum for at nå scenen og i øvrigt hilse på gamle venner på vejen – de tider er for længst forbi for Volbeat og fansene.)
En dybfølt kontakt
Det giver uundgåeligt en distance mellem publikum og band, sammenlignet med gamle dage, hvor Volbeat spillede for de samme 100 sortklædte røvhuller på byens små steder. Men stjerne-setuppet taget i betragtning, var Volbeat og især Michael Poulsen skide go' til at gøre den distance så lille som mulig. Kontakten mellem publikum og ham var i den grad til stede, og skyldes nok, at København bare ER Volbeats hjemmebane. Stoltheden over at have drevet det så vidt kunne ses, og taknemmeligheden til publikum – fra de førbenævnte sortklædte til en bredere rockglad skare – blev flere gange udtalt. Man var ikke i tvivl om, at det var dybfølt. At kommunikationen foregik på det moderlige danske, hjalp nok også på umiddelbarheden, frem for at skulle diske op med amerikanske rock-klicheer som Volbeat ellers benytter sig af udenlands.
Med metallen i ryggen
Volbeats succes skyldes i høj grad evnen til at favne bredt musikalsk, og derved få fat i flere forskellige publikumstyper, hvad man i øvrigt kunne se på de mange forskellige der var tilstede i Forum. Metallen leverer tyngden, mens både rockabillyen, poppen og punkrocken kan høres i melodierne, så der skulle være noget for enhver smag, uden det bliver for støjende. At Volbeat har bevæget sig lidt væk fra heavyen, kan man høre i udviklingen af udgivelserne siden debuten, men alligevel var det metalbands der varmede op. Skal man være positiv, kan man deri lægge, at Volbeat er sig sine rødder bevidst, skal man være negativ kan man mistænke bandet for at ville låne lidt farlighed fra rigtige metalbands.
The Kandidate er i hvert fald ikke kompromisernes holdeplads, men stormer ud over thrashstepperne, hvad der nok ikke vandt dem så mange fans denne aften, da numrene nok er for umelodiske og lyden i Forum for dårlig til detaljerne i musikken kunne høres. Set fra et metallisk synspunkt, har de dog fat i noget, som måske ikke helt er forløst endnu, men som bestemt kommer mere til sin ret på en kæmpescene som den i Forum, end på de mindre scener banden ellers spiller på.
Bedre klædte svenske Entombeds musik Volbeats. Eller i hvert fald Volbeats fans. Entombed spillede hvad man kunne kalde et dødsblues'et sæt, for her var tyngden i højsædet, og den faldt nok i bedre jord, end kandidatens fræserier. Den legendariske frontmand, L.G., var i sit vanlige skrutryggede hopla, og det skulle man se mere til under Volbeats 'Evelyn', hvilket var et mere sjovt indslag end egentlig godt.
Gæsteoptrædener var der en del af fra forskelligt hold og efter bokseren Mikkel Kessler, ville man næppe have undret sig over dansende bjørne på scenen heller. Især nummeret '7 Shots' skal dog fremhæves, da Mille fra Kreator og Michael Denner fra Mercyful Fate var med, hvilket gik noget bedre end 'Evelyn' - for ikke at sige "helt i orden!"
Og det var var det samlede indtryk for hele koncerten "Helt i orden!" med en lille djævelsk tilføjelse: "fanme", for showet emmede af professionalisme og numrene blev leveret med en tjekket ro, men først og fremmest var det nærkontakten mellem Volbeat og de mange fremmødte, der gav os københavnere glæden ved at være hjemmebane for et band af Volbeats størrelse.