Halvhjertet israelsk indsats
Populær
De israelske dødsmetallere fra Sonne Adam virkede opgivende foran små 50 mennesker på en våd onsdag aften, hvor flere legendariske bands spillede for fulde huse på samme tid.
Der var stort set tomt på Stengade 30, da danske Mold skulle gå på scenen kl. 22 den samme onsdag aften, som såvel legendariske Suffocation som psykedeliske Roky Erickson var i byen. ”Det er overgrunden mod undergrunden”, konstaterede en af aftenens koncertgæster, og udmeldingen virkede ikke helt skudt ved siden af. At det samtidig pissede ned udenfor hjalp næppe på fremmødet.
Mold trak tiden ud og gik forståeligt nok på en halv time forsinket. Det unge dødsmetalband har kun et par år og to demoer på bagen, hvilket skinnede igennem under showet, der ikke strakte sig meget over de tyve minutter. Københavnergruppens stil er brutal og klassisk død af den gamle skole, meget identisk med Københavnske Undergangs. Og med den heftige og drabelige musik virker Mold til at være på rette spor, hvor der bestemt er potentiale til at rejse sig op fra undergrundens ukendte mørke.
Men de rette mennesker bliver sgu næppe imponeret over et band, hvor et guitarskift inkluderer, at spaden først skal hives frem fra kassen og derefter stemmes. Vil man ud over scenekanten og frem i verden, skal man styr på sit gear og være forberedt på den type velkendte udfordringer - længere er den bare ikke.
Ingen israelsk revanche
Israelske Sonne Adam har tidligere gæstet Danmark på Kill-Town Death Fest, hvor lyden angiveligt var helt af helvedes til. Denne aften var lyden såmænd ganske glimrende – og fint høj! – men det blev ikke just til revanche for bandet. Der var maksimalt 50 mennesker til koncerten, og det virkede ikke opløftende på israelerne, der ellers kom godt fra start, men flere gange tabte pusten, hvilke medførte, at energiniveauet dalede.
Musikken er klassik old-school død og doom, hvor der ikke er langt til det tidlige Paradise Lost, Abruptum eller Darkthrone og Thorns, som Sonne Adam spiller covernumre af. Inspirationskildernes numre blev dog ikke spillet under koncerten, som ikke sneg sig op på mere end ni numre. Det startede glimrende, hvor koncertens første nummer lagde en brutal bund, inden bandet gik over i ’I Sing His Words’ fra gruppens eneste fuldlængdealbum, ’Transformation’ fra 2011. Hvis man skal hive ét nummer frem for at demonstrere, hvor meget depressiv pondus der er i musikken, er nummeret veloplagt. En dyster og brutal skæring, der er fuld af had til verden og mennesket. Frontmand og guitarist Davidov tæskede sin Gibson Les Paul, mens hans dybe growl lød som et ekko fra helvede. Og sådan fortsatte den hårde stil over i ’Sonne Adam’ fra samme album og ’Bestow the Crown of Death’ fra ep’en ’Doctrines of Dark Devotion’.
Tabte pusten
Herefter virkede det, som om nogen hev stikket ud af bandets energikasse, hvor headbanging og indlevelse i musikken blev afløst af deprimerende blikke ned på instrumenterne. En grum udgave af ’Apocalypse’ løftede dog niveauet, men temmelig forgæves, da der på tidspunktet ikke var meget mere end 30 mennesker tilbage på spillestedet.
Bandet spillede et sidste nummer og forlod i al hast scenen, og selv Devilutions begejstrede Franco havde ikke held til at få bandet tilbage, da han snuppede mikrofonen og skreg efter mere død. Og på under et minut efter sidste nummer var der stort ikke en sjæl tilbage på spillestedet. Ærgerligt, når et band med musik af seriøs brutal kaliber ikke kan trække flere til, og endnu mere ærgerligt, når musikkerne tydeligt lader sig påvirke af det og leverer en halvhjertet indsats.