Journey i triumftog
Populær
Journey kørte aftenen hjem i overbevisende triumf med hit på hit på hit. Og en Neal Schon i overdådig topform.
2. Ask The Loney
3. City of Hope
4. Stone In Love
5. Edge of the Moment
6. Lights
7. Open Arms
8. Chain Of Love
9. Escape
10. Wheel In The Sky
11. Be Good To Yourself
12. Faithfully
13. Don't Stop Believing
Ekstra:
14. Anyway You Want It
Hvem var så bedst: Journey eller Foreigner? Det spørgsmål er debatteret voldsomt i min vennekreds, både den rigtige og den på Facebook. Og det blev også debatteret heftigt i minutterne efter den forrygende dobbeltkoncert i Vega tirsdag i sidste uge.
De to melodiske hardrockbands, der om nogen banede vejen for den mere rockede del af den AOR-genre, der voksede sig stor i 1980'erne, Foreigner og Journey, havde lagt vejen forbi Vesterbro og den efter amerikanske stadionforhold minimale Vega for at give det voksne publikum et par omgange af det, der bare var dejligst i ungdommen. For goddamn mange år siden.
De leverede, begge bands. Fornemt, overbevisende, stærkt, høj klasse - og stor spilleglæde, ikke mindst.
Efter Foreigners tour de force gennem hits og rockere fra et imponerende bagkatalog, eksekveret af et i dén grad levende band, frygtede man, at Journey ville ligger under for dén indsats.
Men det kom på ingen måde til at ske.
Åbneren 'Separate Ways (Worlds Apart)' cementerede Journeys status som formentlig dét væsentligste AOR-band på denne jord. Storslået, powerfuldt, lige i skabet - og leveret med lige dele professionalisme og glæde ved mødet med et ellevildt publikum.
Ud over at vi fik en god omgang hits fra kataloget, havde Journey også modet til at lade stor fortid være stor fortid i tre numres tid. De tre stærkeste fra årets sensationelle album, 'Eclipse', fik vi nemlig også: 'City of Hope', 'Edge of the Moment' og 'Chain of Love'. Tre numre, der holder høj, høj kvalitet og som sagtens kan gøre sig på niveau med 'Stone In Love', 'Escape' og føromtalte 'Separate Ways (Worlds Apart)'.
Aftenens stjerne var så ubetinget guitarist Neal Schon. En herre, der kører de fleste baglæns på røv og albuer ud af enhver scene. Fordi han er perfekt i sin ekvilibrisme. Fordi han bare har leadlyden over alle leadlyde. Og fordi han - væsentligst af det hele - får sjæl, nerve og indlevelse til at gå op i en højere enhed med sine uovertrufne færdigheder på gribebrættet.
Med sig havde han keyboardman og melodisnedker par excellence, Jonathan Cain, og de to leverede melodier, harmonier og et gåsehudsfremkaldende lydbillede. Og den coole rytmesektion med stålmanden Ross Valory på bas og den yderst levende og denne aften slet ikke lead-syngende Dean Castronovo.
Og hvad så med vores lille, filippinske ven, Arnel Pineda? Vokalisten, der er udset til at løfte arven efter fænomenale Steve Perry. Stemmemæssigt var han en stor, stor oplevelse. Ikke en tone sad forkert. Og han kæmpede en fornem kamp for at holde gang i den på scenen.
Men hans manglende rutine som performer fornægtede sig ikke. Han skulle have taget sig en tur ud blandt publikum under Foreigner-koncerten for at opleve, hvordan en fest sættes i gang og holdes kørende. Foreigners Kelly Hansen sørgede mesterligt for dén sag i første del af dobbeltkoncerten. Arnel Pineda havde noget sværere ved at lade sin performance komme helt ud over scenekanten.
Men skråt op. Det var små skønhedspletter på en fænomenal koncertopevelse.
Men hvem var så bedst, Foreigner eller Journey? Det er egentlig helt unødvendig at svare på det spørgsmål, for de to hold leverede to koncerter, som var væsensforskellige og suveræne ud fra hver deres forudsætninger. Foreigner rockede og festede igennem. Journey overbeviste rent musikalsk og melodisk, og for denne anmelder var genkendeligheden størst her.