Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Jysk thrash med nye fuldtræffere

Populær
Updated
Jysk thrash med nye fuldtræffere
Jysk thrash med nye fuldtræffere
Jysk thrash med nye fuldtræffere
Jysk thrash med nye fuldtræffere

Klassikerne kom på stribe, men det var de nye numre, der forsikrede om, at Lipid stadig har forrygende format til at føre gruppen frem og ikke kun eksistere på fortidens bedrifter. Fra Viborg var der lovende support fra Beyond the 9th.

Kunstner
Dato
27-01-2017
Genre
Trackliste
Blame It on Reality
Dark Humanity
Nice Day on the Road
Prevail Through Loss
Hagridden
God We Have Slain
Stay Awake
Paralyzed Civilization
Leave the Weak Behind
Cathartic Rage
Cows Ablaze
Ekstra:
Dressed in Fear
Fotograf
Daniel Pilgaard
Karakter
4

Det er muligt, at Vejle er kendt for sin traditionsrige fodboldklub, men hvor holdet i snart to årtier har fedtet rundt i første division, så har den jyske by ingen problemer med at være følge elitens niveau, når det gælder heavy metal.

Mere nøjagtigt thrash metal, som byens stolthed Lipid har eksekveret siden 1994.

Godt nok med et par år på pause, men deres lokale popularitet var ikke til at tage fejl af ved genkomsten i efteråret 2014. Foran knap 300 publikummer genvandt Lipid respekten med en til dels udskiftet besætning, som ophavsmand Søren Pedersen siden har ført kvartetten videre med. Og kommet godt omkring med: Fra shows i udlandet til Metal Magic Festival over Viborg Metal Festival – Lipid mangler efterhånden kun at skrive sig ind i Copenhells kapitler.

Det sker forhåbentlig, at Lipid kommer bredere ud, for Vejle-gruppen lever ikke kun længere videre på fortidens flammer. Gendannelse forpligter før eller siden og kræver ny benzin på bålet – og brændbart materiale var der rigeligt af under fredagens koncert på det lokale spillested Bygningen. Der var dømt metalliske tredjegradsforbrændinger med især de to nye numre, der åbnede koncerten. Lipid lyder ikke som Metallica, Sepultura og Overkill, men gruppen har giganternes lyd i sig.

Forskellen er væsentlig. Faktisk altafgørende i skellet mellem kopister og eget koncept.

Lipid har deres egen stil. Og først i den finder vi netop formlen. Fra de introducerende riff, når farten bygges op, og vokalen sætter ind som nyrehug, eller de til forførende mellemstykker med ren guitar og harmonisk guitarbattle, som den nye skæring ’Dark Humanity’ bød på mellem leadguitarist Thomas Møller og frontmand Søren Pedersen.

Det nye materiale kom med erfaringens selvtillid og evnernes indiskutable format. Over hele linjen fra de to guitarister til trommeslager Søren Ryan og bassist John Smedemark. Og selvsagt sad bagkataloget i skabet, mens publikum væltede rundt i det. Fra ’Nice Day on the Road’, der allerede kom tidligt i sættet, over ’Hagridden’ og ’Paralyzed Civilization’ til ’Cows Ablaze’ og klassiske ’Dressed in Fear’ sluttede seancen mod midnatstid.

Sådan går man aldrig forgæves til Lipid, også selv om man går glip af numre som ’He Who Hates All’, ’My Final Pain’ eller ’Spontaneous Human Combustion’. Tiden var ellers til det. Men sådan er Lipid langt fra alene om at stoppe festen på højdepunktet og give folket en tredje halvleg i stedet for et enkelt ekstranummer.

Der skal faktisk ikke mere til, før publikum forlader kampens hede med opfattelsen af en fed koncert til en fuckin’ fed koncert. 15 minutter mere – hvor svært kan det være?

Vejle-Viborg: 3-1

Forskellen var tydelig mellem hjembyens erfarne spillere til opvarmningens nyere hold fra Viborg. Beyond the 9th har små fem års historie bag sig og stadig til gode at komme op i øverste række herhjemme.

Men potentialet er der. Selvom om gruppen vælger den hårde vej med fare for at spænde ben for sig selv.

Det er ikke så meget den åbenlyse mangel på rutine og sammenspil. Mere ambitionerne om at ville mere, end man kan score mål på, for nu sjaske rundt i jargonen.

Det er en svær disciplin både at ville synge rent, growle, spille melodisk, grinde derudad med helvedes fart og få det hele til at spille sammen. Det kræver nosser at prøve, men det koster også at forsøge.

Der er helt sikkert kvaliteter at komme efter, når man lytter til studieversionen af ’Into Despair’, men de kom ikke til deres ret på scenen – uden dog at falde helt igennem.  Beyond the 9th kan noget. De vil noget. Og de skal endelig bare øve sig på det