Overbevisende dødsmetal til de få Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/eb/3e/01/-DSF4265-98-1489514006.jpg
12. Marts 2017    

Flere burde have oplevet Vastums fede, rå dødsmetal på KB18 i torsdags, for det var en fed oplevelse med et band, der ikke lod til at mene, at begrænset fremmøde betød en døjt, I stedet nød de bare at spille.

Kunstner
Titel
+ Maligner + The Petulant
Spillested
Dato
09-03-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der var en hyggelig, men også en let søvning stemning over KB18 i torsdags. Spillestedets rå rammer med de hårde overflader, der bryder med alle råd om forhold for god lyd, og en lyssætning, der er langt fra inspirerende, er en udfordring for de fleste bands. Når det samtidig krydres med undergrundskoncerter, hvor publikumsantal er langt fra de vel omtrent 200 mennesker, som stedet kan huse, så er det let at ankomme med meget små forventninger til en aften på spillestedet.

Men der er også noget ærligt og meget charmerende over lokalet i den gamle kødby. Noget, som nogle bands får meget ud af til endnu klarere at præsentere sig selv og essensen i det, bandet vil med musikken. Noget, der altså ikke behøver et fedt lysshow, pyro og en nærmest steril lyd, der måske lyder godt, men sådan set også bare lyder som bandets studieproduktioner. Således med amerikanske Vastum, som Killtown Bookings har sørget for at hive til Europa. At der kun var ca. 40 mennesker i salen, betød intet, og bandets intense scenefremtræden sørgede for, at øjnene blev rettet mod scenen og ørerne slået ud for en musik, der kunne mærkes, lugtes og nærmest smages.

Lyden var forbavsende fed til Vastum, hvis dødsmetal havde en råhed som Autopsy og et primalt groove og flere lækre signatur-riffs, der i princip gik igen og igen på samme måde, som Bolt Thrower har deres virkemidler, der gør, at en dødsmetalfan ikke er i tvivl om, hvilket band der spiller. Bassen lå med formidabel fylde i mixet og bakkede på den måde resten af instrumenterne op. I det hele taget et godt skåret mix af lydmanden.

Dødsmetallisk zombie-gorilla
Frontmand Daniel Butler var en fornøjelse at overvære. Hans bevægelser var monotone og mekaniserede som en zombie-gorilla. Mandens fantastiske energi gjorde dog, at det var i en noget upspeedet version. Der blev stampet i gulvet i takt til musikken, banket næver primitivt i egen brystkasse og på flere af publikummernes. Alt sammen med et skævt smil og et varmt, kækt glimt i øjet. Undervejs bad han lydmanden om mere af sig selv i monitoren: "I can't hear myself". Det tror da pokker, når manden sjældent indfandt sig på scenen, men i stedet havde travlt i nærkontakt med publikum, hvor han ofte var langt fra det sted, som monitorerne blæste det dybe growl ud i retning af, og i stedet måtte han høre lyden fra PA-anlægget som os andre. Hvad han måtte savne i lydtryk som performer i forhold til vokalen, var til gengæld helt perfekt for os tilskuere. Han gik klart igennem.

Den ene guitarist stod også for growls, og det var imponerende, at hun på en kop earl grey, eller hvad der nu var i termokanden, kunne growle så ondt, og altså ikke kun stod for solidt riff-arbejde og nogle syrede guitarleads. Den anden guitarist gemte sig mest bag sit hår, men spillede i særdeles upåklageligt og havde også nogle seje leads i mere traditionel metal-stil. Bassens samarbejde med trommerne sørgede for en lækker puls i musikken. Det svingede simpelthen fantastisk.

Vastum var herlige performere, i særdeleshed frontmanden, og det var en fornøjelse at opleve et band, der bare kunne få ens øjne og ører så meget op for musikken, at man glemte alt om den lidt triste rå, kulisse om scenen og det statiske og kedelige røde scenelys. Og ikke mindst det lave fremmøde. Når et band på den måde indfanger alle, der er til stede, så glemmes det hurtigt, at der ikke var mange, og det huskes i stedet blot, at man fik sig en på opleveren med en fed omgang rå og oldschool dødsmetal. Bandets musik havde elementer, der blev gentaget en del, ligesom man havde en fornemmelse af, at bandet aldrig helt forlod midttempoet. Bandet var bare så meget hjemme her og så overbevisende, at større variation egentlig ikke var savnet.

Svenske opkomlinge og dansk rutine
Forinden Vastum havde svenske Maligner og danske The Petulant gjort deres til, at de fremmødte var varme til amerikanernes dødsmetalservering. Maligner spillede deres første show uden for Sverige og virkede temmelig urutinerede, hvad angik sceneperformance. Men bandets thrash metal i ofte hæsblæsende tempo havde helt klart sine momenter, og der var mange fede riff, der sad lige i skabet. Med undtagelse af et par nærmest ubetydelige svipsere spillede bandet rigtigt godt.

Mere rutine var der over The Petulant, hvilket måske ikke er så sært med Lukas og Kræn Meier, der især kendes fra Sacrificial , på hhv. trommer og guitar, og så er Asbjørn Steffensen på vokal og bas jo også godt aktiv med Crocell. Han har i øvrigt også spillet i Mordax med The Petulants anden guitarist. Bandet luftede nyt materiale fra en kommende skive, og det lugter godt af klassisk death/thrash. Bandet fik ikke pisket så voldsom en stemning op, hertil var det stadig først på aftenen og umiddelbart svært at få helt gang i publikum. Men det var solidt, og især Asbjørn Steffensens udmærket varierede vokal fyldte overbevisende i lydbilledet. Det var en sikker performance, der måske lod sig påvirke lidt for meget af, at publikum ikke virkede så vågne endnu. I hvert fald føltes det på nogle punkter, som om bandet var lidt tilbageholdende. Det var synd, for musikken blev spillet så sikkert, at der givet har været overskud til et større arbejde for at nå ud over scenekanten. Den slags er dog svært på et ret tomt spillested, og at Vastum formåede det, siger mere om, hvad Vastum evner, end om, at The Petulant, eller Maligner for den sags skyld, skulle "mangle" noget som helst.


Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her