En Fandens passivt-aggressiv karl Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/cf/be/a1/Untitled-30-1493195362.jpg
26. April 2017    

Det er ikke nogen hemmelighed, at King Dude er svært glad for whisky. Det har ikke altid en god effekt på hans shows, men tilfældet var denne aften det stik modsatte.

Kunstner
Spillested
Dato
25-04-2017
Genre
Trackliste
1. Holy Christos
2. I Wanna Die at 69
3. Death Won't Take Me
4. Deal With the Devil
5. Our Love Will Carry On
6. Jesus in the Courtyard
7. Fear Is All You Know
8. Silver Crucifix
9. Sex Dungeon (USA)
10. Swedish Boys
11. Desolate Hour
12. Rosemary
---
13. Who Taught You How to Love
14. Black Butterfly
15. The Heavy Curtain
16. Miss September
Forfatter
Karakter
4

Der var en anelse spændt stemning i Pumpehuset, inden King Dude gik på scenen. Han seneste udspil ‘Sex’ fra oktober sidste år er en ganske imponerende plade, der er en anelse mere rocket end bagkataloget, men som stadig mestrer en mørk og dyster atmosfære, og ikke mindst melankolske ballader. Og selvom King Dude egentlig er på turné med netop dette album, har han på tidligere besøg i landet ikke altid spillet med fuldt band eller fokuseret på musikken, men i stedet på sin Jack Daniels-flaske og at fortælle fordrukne anekdoter.

Det var derfor en lettelse, da han gik på scenen ledsaget af bassisten Lee Newmann, guitarist og keyboardspiller Tosten Larson samt trommeslager August Johnson, og bandets kulsorte, elegante og matchende outfits var endnu et bevis på, at King Dude havde i sinde at gennemføre en god og seriøs koncert, der er hans plader værdig.

Og netop seriøs må sige at være den korrekte betegnelse for koncertens første halvdel. Der var ikke meget indledende snak inden første nummer ‘Holy Christos’, åbningsnummeret på ‘Sex’, og faktisk skulle der også gå et par numre, før King Dude overhovedet åbnede munden for andet end at synge. Med en stærkt passivt-aggressiv attitude udbrød den luciferiske dark folk-mester: “Shut the fuck up! What the fuck, man?! Shut up!” mellem opførelsen af det ældre og mere balladeprægede materiale. Han blev ganske frustreret og gal over en gruppe ølpåvirkede fans, der stod og snakkede under hans stille numre. King Dude havde satset på anden en atmosfære, hvilket fik ham til at kaste sig over den uåbnede Jack Daniels-flaske, der stod ved siden af hans mikrofonstativ.

Da alkoholen var godt implementeret i blodomløbet, blødte den amerikanske kunstner gevaldigt op – jo mere alkohol han fik, jo rarere blev hans person, og pludselig forstod man, hvorfor han altid bærer spiritus på sig.

Koncerten tog en langt mere afslappet drejning, der tillod både musikere og publikum at komme ind i den alsidige atmosfære, King Dudes diskografi rummer. Der var både plads til det melankolske, det dystre og det dansabelt post-punkede, hvor stemningen og det musikalske udtryk gik hånd i hånd i et gotisk og afdæmpet satanisk univers, hvor King Dudes to personligheder – den seriøse musiker og den fordrukne entertainer – var i smuk overensstemmelse.

Efter ‘Rosemary’ fra 2015-pladen ‘Songs of Flesh & Blood – In the Key of Light’ og knap 45 minutters koncert gik bandet af scenen. Der skulle gå et par minutter, før King Dude alene gik op på scenen igen, og publikum kunne ånde lettet over, at koncerten ikke helt var slut endnu – selvom den måske burde have været det. Timingen af ekstranumre virkede ikke særlig god i praksis; indtil videre havde sætlisten været for kort til, at bandet overhovedet kunne tillade sig at holde pause, og de ekstra sange var for mange til, at de overhovedet kunne fungere som deciderede ekstranumre. Timingen var ganske enkelt off.

Når det så er sagt, blev koncertens ekstranumre leveret med lige så stor overbevisning som resten. ‘Who Taught You How to Love’ blev leveret af King Dude solo og Drab Majesty, et af aftenens opvarmningsbands, hvis forbilleder uden tvivl er David Bowies Ziggy Stardust og start-90’ernes Twiggy Ramirez. Med blåt hår, sort hættekåbe, runde solbriller, mørk læbestift og sølvglitrende ansigtsmaling gav Drab Majesty sangen og koncerten et ansigtsløft med en hyldest til det anderledes og mærkelige, der var en perfekt match og afsæt til de afsluttende sange. Således blev koncerten afsluttet med en energisk fremførelse af ‘Miss September’, som samtlige publikummer ikke kunne undgå at danse til.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her