Koncerter skal opleves på hjemmebane

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1c/a6/be/7BBF0231-57-1504018509.jpg
28. August 2017    

På årets Baltic Open Air i Sydslesvig blev det åbenbaret, at folke(lig) metal gør sig bemærkelsesværdigt godt syd for grænsen.

Kunstner
Titel
+ Saltatio Mortis
Dato
25-08-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

Devilutions udsendte blev fredag den 25. august lokket med til Baltic Open Air i Slesvig til noget, som viste sig at være om ikke ligefrem et kulturchok, så dog en gedigen omgang kulturudveksling.

Festivalen blev afholdt i weekenden ved den gamle danske by Hedeby lige syd for Slesvig. Festivalen har da også på behørig vis taget vikinger og vikingeskibe som sine vartegn. Turens formål var at opleve de to tyske bands Saltatio Mortis og In Extremo, der begge spiller en lettilgængelig metal baseret på middelaldermusik tilsat en omgang elektriske instrumenter.

Devilution har for år tilbage anmeldt udgivelser fra In Extremo, hvilket ikke ligefrem faldt ud til bandets fordel. Men et er jo plader, noget andet koncertsituationer.

Både Saltatio Mortis og In Extremo benytter sig traditionen tro i vid udstrækning af traditionelle instrumenter som sækkepiber, fløjter, lyrer, harper m.v., men tilsat almindelige trommer, bas og guitar. Begge bands synger samtidig primært på tysk, selvom Saltatio Mortis har enkelte sange på engelsk, og In Extremo ikke kan holde sig helt fra indimellem at bryde ud i russisk.

I modsætning til nordiske folkemetal-bands som eksempelvis Ensiferum og Finntroll er Saltatio Mortis og In Extremo noget mere mainstream i udtryksformen. Her er der ikke tale om growl, skrig eller det, der bare ligner. Til gengæld er Saltatio Mortis og In Extremo vanvittigt populære i hjemlandet Tyskland. Begge bands kom til festivalen med hver deres førsteplads på den tyske hitliste for deres respektive seneste album fra sidste år.

Medlevende performance
På forhånd var kendskabet til Saltatio Mortis relativt begrænset med bandets livealbum ’Manufaktum III’ fra 2013 som eneste referenceramme. Dette album, der er akustisk og lider lidt under en noget spinkel vokal og en masse tysk snak imellem sangene, havde ikke gjort uudslukkeligt indtryk, så det var med begrænsede forventninger, at der blev taget opstilling blandt det ganske talrigt fremmødte publikum.

Live med fuld elektrisk opstilling gjorde Saltatio Mortis det imidlertid ret overbevisende. Sanger Alea der Bescheidene har måske ikke verdens bedste vokal, men det kompenserer han fint for med en medlevende performance, hvor han blandt andet gennemførte en hel sang båret af publikum gennem mængden.

Bedst er bandet, når der for alvor spilles igennem med bombastisk trommerytme bakket op af de to sækkepiber. Det er ganske imponerende, hvordan traditionelle akustiske instrumenter faktisk kan få musikken til at rocke, når der virkeligt trykkes igennem.

Bedst når mest rå ...
In Extremo har lidt flere år på bagen end Saltatio Mortis og har i den forbindelse nok gennemlevet en forandring frem mod en lidt mere slagerpræget tilgang til blandingen af middelalderinspireret musik og metalelementer. Bandet har inkorporeret såvel irsk folkemusik som traditionel tysk og russisk musik og gjort det til noget meget tysk og popvenligt musik.

Som omtalt har vi her på redaktionen i forgangne tider tilkendegivet vores udtalte mishag mod denne blanding. Når det så er skrevet, er bandets seneste studiealbum, det storhittende ’Qui Pro Quo’, dog ikke uden visse gode sange, der også indarbejder udmærkede metalliske elementer.

... Værst som tysk Lars Lilholt
Live er In Extremo bedst, når bandet finder ind til kombinationen af den oprindelige fusion mellem middelaldermusikken og den rå elektriske guitar- og baslyd. Mere kritisk er det, når der går for meget folkelig populærkultur i fremførelsen, hvor bandet tenderer til at lyde som en tysk udgave af Lars Lilholt Band.

Men når In Extremo er gode, er de faktisk rigtigt gode. Og selv når det hele kammer noget over med slagersange som ’Lieb Vaterland, Magst Ruhig Sein’, ’ Sternhagelvoll’ og ’Küss Mich’, bliver man sgu lettere grebet af stemningen blandt publikum og må tage sig i ikke at skråle med på sit bedste skoletysk.

Det er nærliggende at sammenligne In Extremo med vores egne Volbeat, i hvert fald når man tænker på, hvordan de har udviklet sig. Hvor In Extremo har rødder i metal blandet med middelaldermusik, har Volbeat, som det er velkendt, rødder i metallen parret med rock’n’roll og country. Men for begge gælder det, at udviklingen går mod et mere og mere folkeligt udtryk, hvor der tilsyneladende arbejdes i højere og højere grad med noget, hvor publikum kan være en del af festen og kan skråle med. De to bands har også det tilfælles, at de ikke kan afstå fra at hive ”rigtige” metalfolk ind over musikken fra tid til anden. Ligesom Volbeat har In Extremo også gjort brug af Mille Petrozza fra Kreator, som medvirker på sangen ’Unsichtbar’ fra albummet 'Sterneneisen'. Ligeledes har In Extremo eksempelvis fået Hansi Kürsch fra Blind Guardian til at skråle med på ’Roter Stern’ fra albummet ’Quid Pro Quo’.

Tyskervenlig lyd
Bemærkelsesværdigt er det, at to bands som Saltatio Mortis og In Extremo, som formentlig ikke ville trække ret mange til en koncert i Danmark, er så voldsomt populære, bare man tager nogle få kilometer syd for den dansk-tyske grænse. Begge bands har dog også en udpræget ”tysk” tone og rytme. Uanset hvilket tempo sangene spilles i, har de en lidt marchagtig stil. Der var mange fremmødte til koncerterne, der bød på det helt store show med ild, fyrværkeri og konfettikanoner. Og det var et voldsomt engageret publikum, der skrålede med fra start til slut.

På den baggrund var det god oplevelse af overvære koncerterne på de to bands' hjemmebane. Også selv om musikken ikke lige er den, der ligger først for, når der skal lyttes hjemme ved højttalerne.

Saltatio Mortis  ***
In Extremo  ***

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her