Kongens comeback
Populær
Et gitter havde nær ødelagt koncerten, men i sidste ende sejrede King Diamond og venner alligevel stort i Sverige.
2. Welcome Home
3. Voodoo
4. At the Graves
5. Up From the Grave
6. Let it Be Done
7. Dreams
8. Sleepless Nights
9. Shapes of Black
10. Come to the Sabbath
11. Eye of the Witch
Ekstranumre:
12. The Family Ghost
13. Halloween
15. Black Horsemen
Forventningerne til King Diamonds koncert var naturligvis tårnhøje. Efter 5 års pause fra livet på landevejene, vendte King Diamond endelig tilbage til scenen. Forventningerne blev ikke mindre da han dagen forinden under festivalens pressemøde annoncerede, at showet ville blive hans største og mest spektakulære nogensinde. Så skuffelsen sad som en jernnæve lige i fjæset, da det spektakulære show startede ud på en umådelig hjernedød facon.
Musikken startede såmænd ganske fedt ud med 'The Candle' fra klassikeren 'Fatal Portrait', der blev fulgt op af 'Welcome Home', hvor "Grandma" selvfølgelig blev rullet ind den velkendte kørestol. King Diamonds stemme var helt enkelt suveræn denne aften, og enhver tvivl om dette blev egentlig manet til jorden (!) fra begyndelsen. Fed start på showet tænker man vel så? Bestemt – hvis det ellers havde været muligt at se noget. Jeg har sjældent stået helt forrest til en koncert, og så alligevel være tvunget til at dreje kraniet 180 grader, for at se koncerten på storskærmene i siderne.
Forklaring? Foran scenen havde et knap så intelligent individ placeret King Diamond bag et stort, sort jerngitter, der sammen med den overdrevne brug af røgmaskiner, gjorde det noget nær umuligt at se, hvad fanden King Diamond egentlig foretog sig med den gamle skøge i rullestolen.
King Diamond havde det samme gitter med i Amager Bio i 2006, hvor forholdene var til, at gitteret gav mening. Men på en festivalscene, hvor mørket så småt havde sænket sig, blev det i stedet et irritationsmoment, som der først blev rettet op på efter en halv time da kutteklædte bedemænd i kondisko, kom ind på scenen og fjernede lortet.
Come to the Sabbath!
Da King Diamond endelig blev lukket ud af sit malplacerede fængsel løftede koncerten sig til gengæld op på et niveau der er 666 stjerner værdigt. Fra 'Conspiracy' kom 'Let It Be Done' og 'Sleepless Nights' som perfekte sataniske hymner, mens mareridtssangen 'Dreams' fra 'The Spider's Lullabye' fik en nostalgisk følelse frem i kroppen. Scenen var bygget op i to etager, så King Diamond kunne stå øverst på sit alter og prædike om Satan, mens lysende omvendte kors og et blodrødt pentagram fyldte scenens bagvæg ud.
Netop som man troede det ikke kunne blive mere perfekt, troppede Hank Shermann og Michael Poulsen op på scenen. Med sine karakteristiske solbriller åbnede Sherman op for guitargodteposen, og bandet kastede sig ud i 'Come to the Sabbath', som Poulsens stemme rent faktisk passede glimrende til. Poulsen og Shermann forsvandt igen, og efter den suveræne udgave af denne klassiske Mercyful Fate-sang, blev 'Eye of the Witch' fyret af. Absolut et af de bedste numre kongen har skrevet, hvor tekstlinjerne "Black clouds in the sky dancing before my eyes" passede perfekt til den nu sorte aftenhimmel.
Den fatale familie samlet igen
King Diamond forlod scenen, og ekstranumrene skulle vise sig at byde på flere overraskelser. 'The Family Ghost' fra 'Abigail' blev fantastisk fremført af en velspillende Andy LaRocque, der viste at han er en af de bedste svenske guitarister, der findes. Og apropos seje guitarister, ja, så dukkede Michael Denner frem med sin berømte Flying V-guitar, og Mikkey Dee kom ind og overtog trommerne, til stor begejstring for det tændte publikum. Med undtagelse af Timi Hansen stod hele det originale line up fra debutalbummet 'Fatal Portrait' og spillede 'Halloween'.
Havde man i 1986 sagt til de gutter at de sammen ville stå og spille det suveræne nummer 26 år senere på en mark i Sverige foran tusindvis af begejstrede mennesker, havde de sgu nok rynket på næsen! Det var hele festivalens højdepunkt! Sidste nummer på 'Abigail', 'Black Horsemen' afsluttede den sataniske seance, og forventningerne var efter 100 minutter helt sikkert blevet indfriet. Kongen er stilsikkert tilbage, og trods den irriterende start, var det et mindeværdigt og seriøst comeback fra en af metalmusikkens største skikkelser.