KTDF 2018: Det sublime dødsskrig

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/43/05/db/-XTD4571-97-1536759892.jpg
10. September 2018    

Necrowretch leverede torsdagens mest solide indslag med rå attitude, overlegent samspil og en zombie på overarbejde.

Kunstner
Spillested
Dato
06-09-2018
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Necrowretch er i al sin væsentlighed et enmands-band styret af guitaristen med det sigende navn Vlad. Bandet startede omkring 2008, og efter en årrække med demoer indspillet af Vlad på egen hånd, blev Necrowretch til en fuldbyrdet gruppe på debuten fra 2013, 'Putrid Death Sorcery', som overvejende var mere rendyrket død, På de efterfølgende udgivelser, især på den tredje og nyeste 'Satanic Slavery', er der så skruet up for Vlads black metal-inspirationer, hvor han selv fremhæver Marduk og Impaled Nazarene som nogen af de væsentlige inspirationskilder. 

På en festival som Kill-Town Death Fest, hvor død i så høj grad er en fællesnævner for hele lineuppet, skar det hurtigt igennem, at Necrowretch har en mere sort indgangsvinkel til genren. Der er skruet behændigt op for blastbeatene, vokalen er mere snerrende end de forudgående indslag, og sidst, men ikke mindst, minder trommeslager Ilmar med sine blanke kontaktlinser og evigt himmelvendte ansigt mest af alt som en zombie på overarbejde. Tempoet er højt fra første sekund, og når de undtagelsesvis inddrager mere rene toner i lydbilledet, er det da også kun undtagelsesvis for at bryde med det vante, men ikke desto mindre leveres selv disse afbræk fejlfrit. Melodierne fungerer, og soloerne sidder lige i skabet, men Necrowretch er her ikke for at lefle. Det virker tværtimod som en ubarmhjertig dødsmaskine, der tonser af sted med viljen til at dræbe alt på sin vej, og her må Ilmar igen nævnes for sin maskinelle perfektion, koblet med armbevægelser, der kunne gøre Animal fra Muppet Show misundelig.

Der blev ikke spildt et sekund af koncertens 45 minutters varighed på den mindste snert af sløvsind eller fejltrin. Alt var koordineret til punkt og prikke, og et par ekkoer på vokalen vækkede minder om de mørke 90ere, da det var et af de smarte påfund, man brugte, hvis man ville tilføje lidt ekstra stemning til outroen. Et billigt trick, der stadig fungerer, når det bruges med måde, hvilket Blood Incantation kunne have lært noget af senere på aftenen.

Gravkistestemningen holdt fra start til slut. En fremragende booking, der leverede varen i et drabeligt tempo med rå attitude og overlegent samspil. Hvad mere kan man ønske sig?

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil