KTDF 2018: Et hovednavn værdigt

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/76/75/96/-XTJ5140-51-1536403588.jpg
08. September 2018    

Tyske Venenums atmosfæriske, progressive og rå dødsmetal var et frisk pust på Kill-Town Death Fest. Fredag aften fyldte de den store scene ud på en måde, som var et hovednavn værdigt.

Kunstner
Spillested
Dato
07-09-2018
Trackliste
1. ’Entrance’
2. ’Merging Nebular Drapes’
3. ’The Nature of the Ground’
4. ’Lunar Tombfields’
5. ’Trance of Death Part I: Reflections’
6. ’Trance of Death Part II: Metanoia Journey’
7. ’Trance of Death Part III: There Are Other Worlds…’
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Man ved sådan set godt, hvad man går ind til, når man ser plakaten til Kill-Town Death Fest: Det er brutal og oldschool dødsmetal i faretruende mængder, og derfor kan man godt bruge et afbræk fra råddenskaben i ny og næ.

Det afbræk fik man fredag aften, da Venenum gik på Pumpehusets hovedscene klokken 21 sharp. Den tyske gruppe fik et gennembrud, da de sidste år albumdebuterede med ’Trance of Death’, der blev mødt af en fremragende reception i undergrunden. Vi fremhævede dem selv som et af dødsmetalscenens nye, spændende navne i vores artikel om 2017's debutanter, og succesen skaffede dem også tourslots med navne som Tribulation, Watain og Danmarks egne darlings Slægt.

Venenums rå og alligevel atmosfæriske dødsmetal trækker på elementer fra både psykedelia og 70’er-prog og det gav en kærkommen afveksling til den kværnende dødsmetal, som Pissgrave og Ascended Dead havde stået for forinden.

Ensomt og mørklagt
Til lyden af en ensom cello, der spillede en drævende melodi i mol, gik bandet på scenen. Med dæmpet belysning og det faste kirkegårdshegn foran trommesættet var stemningen sat, og da den båndede intro (med titlen ’Entrance’) klingede ud, blæste gruppen de raffinerede og hæsblæsende ’Merging Nebular Drapes’ og ’The Nature of the Ground’ fra ’Trance of Death’ ud over publikum. Man kunne formode, at bandet ville spille hele albummet fra start til slut, og det var også næsten tilfældet, men et enkelt nummer blev skåret ud til fordel for den skæve ’Lunar Tombfields’ fra gruppens første udgivelse, en selvbetitlet ep, fra 2011.

Forsanger og bassist F.S.A.’s ansigt var konstant mørklagt og gemt væk under en stor manke af mørkt, krøllet hår, hvilket gav en anonymitet til hans fremtoning, der klædte musikken. Guitaristerne var mere udadvendte, og særligt den enes udseende, med Les Paul-guitar med lynmotiv på guitarremmen, stort overskæg og synligt brysthår over den lavt udskårne (eller bare slidte) T-shirt under læderjakken gav gruppen et mere klassisk og glamlignende look.

En årsag til gruppens appel skal muligvis findes i deres valg af mere klassiske Gibson- og Epiphone-guitarer, der har en mere tyk og rocket lyd end den high-gainede, der kendetegner mange andre bands i genren. Venenum spiller stadig rå dødsmetal, hvor de går efter struben, men guitartonen farver deres lyd i en mere rock-lænende retning.

Favnende bredde
Det kom særligt til udtryk under ’Trance of Death’-sangtrilogien, der strækker sig op mod en halv time, hvor den pink, blå og grønne belysning satte et psykedelisk og drømmende skær over de instrumentale ekskursioner. Særligt ’Trance of Death Part II: Metanoia Journey’ var frydefuld med sine skarpe guitarmarkeringer, bløde baslinje, melodiske leads og det afsluttende proggy, harmoniserede riff. Det eneste, der manglede, var sådan set bare hammondorglet, der på indspilningen fylder baggrunden ud.

Bredden blev yderligere tydeliggjort i tredje sektion, ’Trance of Death Part III: There Are Other Worlds’, hvor bandet tegnede kontrasterne op i et progressivt udstyrsstykke, der strakte sig over et kvarter og bevægede sig fra et hakkende hovedriff over melodiske mellemspil, før det hele kulminerede i en hvirvelvind af blastbeats og høj flangereffekt.

At placere Venenum på hovedscenen var den rigtige beslutning, da det samme show sandsynligvis ville have fremstået amputeret på underetagens lille scene. Deres musik viste samtidig en bredde, som mange af de andre bands på programmet ikke besidder, hvilket var et frist pust, men som også helt naturligt fyldte hele salen ud. Det kan godt være, Venenum står længere nede på årets plakat, men de spillede, som var de et hovednavn.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil