Kun lige netop acceptabelt
Populær
Accept anno 2012 levede desværre ikke op til forventningerne hin tirsdag i Amager Bio.
2. Hellfire
3. Restless and Wild
4. Losers and Winners
5. Stalingrad
6. Breaker
7. Bucket Full of Hate
8. Monsterman
9. Shadow Soldiers
10. Guitar Solo Play
11. Neon Nights
12. Bulletproof
13. Aiming High
14. Princess of the Dawn
15. Bass Solo
16. Up to the Limit
17. No Shelter
18. Pandemic
19. Fast as a Shark
Encore:
20. Metal Heart
21. Teutonic Terror
22. Balls to the Wall
Fra 1982 til 1986 var Accept med i den absolutte top inden for europæiske heavy metal-bands sammen Iron Maiden, Saxon, Motörhead, Scorpions og Judas Priest. Jeg fik aldrig oplevet Accept den gang, så efter gendannelsen for 3 år siden, som indtil nu har resulteret i to helt habile udgivelser, var det med store forventninger, at jeg ankom til Amager Bio.
Accept begyndte lidt over kl. 20 med ’Hung, Drawn and Quartered’ fra det seneste album ’Stalingrad’. Nummeret satte i gang med en massiv og tung trommelyd, men det blev herefter hurtigt klart, at der var noget helt galt med lyden i Amager Bio denne aften.
Guitarerne overdøvede fuldstændigt alt andet. Særligt var Wolf Hoffmanns guitar særdeles overvældende. Sangeren Mark Tornillo var fuldstændig fraværende i lydbilledet. Jeg troede først, at han havde en rigtig dårlig dag, da der kun kom hæse kvæk fra ham, hvorimod de øvrige bandmedlemmers kor i omkvædene stod tydeligere frem i lydbilledet, men det var formentlig alene lydmanden, der var ansvarlig for, at Mark mere lignede en stumfilmsstatist end frontmand i et metalband.
Sådan fortsatte det de næste 45 minutter, hvorefter der kom en anelse mere styr på lyden. Irritationsmomentet med den helt forskruede lyd blev endvidere understøttet af, at det helt åbenlyst kun var nogle af bandets medlemmer, der var ude for at underholde, hvorimod resten bare var på arbejde. Andenguitarist Herman Frank holdt sig konstant i skyggen med sin guitar, og Mark Tornillo virkede heller ikke som den frontmand der ville sørge for festen. Han undlod stort set kommunikation med publikum og overlod alt initiativ til bassist Peter Baltes og især Wolf Hoffmann, som til gengæld begge så ud til at nyde at være ude at spille. Måske er Tornillo bare overmatchet i sin rolle i Accept. Han så ud til at have særdeles svært ved at synge sangene.
Det skal understreges, at det hele blev bedre midtvejs. Med midttempo-sangen ’Shadows Soldiers’, der også kommer fra ’Stalingrad’, kom der mere substans i programmet. Men det blev desværre hurtigt skudt ned igen med de mest klichefyldte guitar- og bassoloer, som metalgenren kan byde på. Wolf Hoffmann følte sig således ikke for god til OGSÅ at sætte i med ’In the Hall of the Mountain King’ fra Griegs ’Peer Gynt’. Og efterfølgende måtte vi så stå en lang bassolo igennem, og det er da også fint, at Peter Baltes kan spille hurtigt på bas, men når det lyder, som om man slår med en våd avis på et voldsomt upmiket zink-nedløbsrør, så kan det altså være lige meget.
Heldigvis gik det lidt opad imellem og efter disse soloer, hvor sange som ’Bulletproof’, ’Aiming High’, ’Up to the Limit’ og endelig ’Fast as a Shark’, som sidste sang inden ekstranummer, stod som noget af det bedste i koncerten. Men helt godt blev det altså ikke. Det var nok en fejl, at et band med Accepts bagkatalog satsede så meget på de seneste to album. Det var også bemærkelsesværdigt, at der var mange af tilskuerne, som forlod salen og stod i forhallen eller uden for Amager Bio, ligesom det var tydeligt, at publikum allerede fra 3. række og bagud ikke rigtig var med i festen. Som der da heller ikke blev gjort meget for at få publikum med i.
Men der var ikke nogen, der stod og snakkede med hinanden. Selv med en megafon ville man ikke have kunnet gennembryde Accepts massive lydmur.