Afsked med fjol og kant, kørt ind med penis Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bc/49/ff/-E2P0067-76-1404894152-2-1495542856.jpg
21. Maj 2017    

Hekse og kællingedæmoner blev taget imod med åbne arme, og förtet er hermed lukket i vanlig smagløs stil. Tak for kampen og øllen!

Kunstner
Spillested
Dato
19-05-2017
Trackliste
1. Bitch Demon
2. Spirits
3. Chasing The Skies
4. Year Of The Witch
5. Electric Mountain
6. Moon Sorrow
7. Forest Of The Wicked
8. Like A Stone (Audioslave-cover)
9. Stampede
10. Full Moon Ritual
11. Suneater
12. Thunderbeast
13. Howl
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

Nogle gange opstår kemi ved tilfældigheder. En tilfældig supportgig for Specktors (!), fulgt op af en mini-turné medThe Floor Is Made of Lava for fem år siden vakte iver blandt masserne, og en karton papvodka senere i øveren var deres første EP født. Nu, efter endnu en EP, P3-airplay, tilføjelsen af et par prikker til bandnavnet i bedste Motörhead-ånd og en fuldlængde udgivet tidligere i år, har de fire medlemmer valgt at trække stikket. I vanlig Förtress-stil fodres vi dog ikke med en bedre forklaring, end at forsanger Nicklas er en kæmpe idiot, bassist Bolle er kommet i erhvervspraktik i hundesalonen Studs & Nus og lignende særheder, men da medlemmerne normalt slår deres folder i det nye black metal-ensemble Orm og prog rock-kvintetten Cacafogo, fristes man til at konkludere, at de hellere vil lægge kræfterne andetsteds.
Loppen lagde derfor hus til en afskedskoncert, som kom godt rundt i krogene af diskografien. Inden det kom så vidt, havde retrorockerne fra Sea fået æren af at varme op. Det skulle vise sig at være et kærkomment match.

Med opfølgeren 'The Grip of Time' i bagagen, som udkom for blot en uge siden med positiv omtale, var der således tale om et band, som havde meget på hjerte. Allerede fra første sang, 'Rust', som også indleder albummet, var vi hensat til rockens storhedstid med velskåret beton-riffing og kraftfuld vokal. Der er næppe nogen af disse fyre, der har trådt deres barnesko i 70erne, selvom deres lange hår og svedige stil unægteligt vækker minder om en svunden tid. Frontmand Anders Brink minder mig altid om Glenn Hughes både i kraft og toneleje, og det er unægtelig også en af bandets forcer. Afhængig af lytteren kan det dog godt virke anstrengende i længden, idet vokalen især på den nye plade får mere rum til at komme i fokus, og nogle gange virker det forceret i forhold til de mere enkle sange.

Denne aften på Loppen er dog både charmen, selvtilliden og det lækre garn med dem, og deres moderne take på classic hard rock kommer godt ud over scenekanten. I løbet af den halve times tid, koncerten varede, blev vi også fodret med lidt godter fra den selvbetitlede debut, men størst applaus vandt de dog på deres sejrsrunde af et cover dedikeret til deres venner fra aftenens hovednavn. Her bevægede Sea sig fra Judas Priests 'Sentinel' videre over i Sabbaths 'Sympton of the Universe' og Zeppelins 'Rock And Roll', givetvis letkøbte bonuspoints, men det er jo for mange kongerne, de her flirter med. Og med den værdighed, hvormed Sea leverede varen, kunne musiksnobberiet snildt lægges på hylden, og nakkehåret på flere af de tilstedeværende blev rykket rundt til et par svundne perler, som man ikke længere får chancen for at høre spillet af kongerne selv. Førstesinglen 'The Stranger Within' bør også fremhæves for dens catchiness og ikke mindst det elegante lick i omkvædet. Alt i alt en fin start på en aften i det tunge guitar-riffs navn.

En lille halv time senere vader trommeslager Cato solo ind på scenen i de efterhånden obligatoriske underdrenge, og efter at have vist de potente former frem på lidet yndig vis og blive suppleret med frontmand Nicklas i en art blomstret jakke i bar overkrop, guitarist Simon i cowboyvest og bassist Bolle (!) i glimmer, er man ikke i tvivl om, at humoren i bandet er intakt. Der indledes med singlen 'Bitch Demon', og straks emmer loftet mere af høkere, fællessang og crowdsurfing. Det er egentlig sjovt, at Förtress har fået så meget vind i sejlene, for decideret originale er de ikke, men deres meget direkte og ukomplicerede attitude matchet med det meget lidt selvhøjtidelige udtryk, de har på scenen, er stadig meget charmerende, og når man så er flankeret af et tætpakket publikum, der er tydeligt fortrolige med alle bandets numre, går det hele op i en højere enhed.
Sjovt nok bliver det nye album kun præsenteret indledningsvis i form af de første tre numre, hvor resten af sættet dedikeres til samtlige numre fra deres to ep'er. Deres ældre numre er lidt enklere, men maner så også det mere til skrig og skrål, og så er Nicklas nu engang et stærkt kort som  frontfigur, der både mestrer det kantede udtryk og det bløde svaj i hoften. Catos meget enkle spillestil med meget store armbevægelser lugter måske lidt af, at han ikke er trommeslager, når alt kommer til alt, men slagene sidder, hvor de skal, og der var trods alt ingen musikpoliti til stede denne aften. Gudskelov for det.

Et par dage inden koncerten havde bandet opfordret folk til at foreslå et covernummer, de skulle spille, og således fik vi halvvejs inde i i sættet Cato solo på guitar til at levere en fin fortolkning af nyligt afdøde Chris Cornells hedengangne band Audioslaves 'Like A Stone', hvor han fik mulighed for at vise, at hans stemme kan bære mere end blot den backing-vokal, som han lejlighedsvis supplerer med i Förtress.

Herfra videre over i en af bandets mindre vokalbaserede og mere musikalsk stærke numre 'Stampede' med dertilhørende intens outro, og så er der atter løftede arme i salen. 'Of Bones'-epen får æren af at afrunde sættet uden større slinger i valsen, og inden sidste sang får en fyr i front æren af at få Catos svedige underbukser smidt i hovedet, og så er alt, som det sig hør og bør.

Kapitlet er hermed lukket, formodentlig til glæde for bandet selv, men ikke desto mindre var der fortsat masser af humor gemt bag deres halvplatte tekster og sceneoptræden, og det er lige præcis her, Förtress altid har haft deres force. Musikalsk variation har aldrig været i højsædet. Her kunne der nu også godt have været mere interaktion og snak med publikum, når man tænker på, at det trods alt var en afskedskoncert. Det skal dog ikke overskygge det generelle indtryk af et band, der leverede alt, hvad de havde. Om de vil blive savnet eller ej, må tiden så vise, men der var tilpas mange smadrede glasskår efterfølgende til at dokumentere, at de havde publikum i deres hule hånd.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her