Kvalt i support
Suffocation leverede en sikker, kort omgang blæs der aldrig kom helt op at ringe, men aftenen bød især på enkeltpræstationer der gjorde stort indtryk.
Det er som oftest en god oplevelse at entrere Pumpehuset, hvad de hårdere genrer angår, når bare line-up’et er på plads: Stemningen er fin i den store koncertsal, hvor den faste kerne af metalgængere gerne tropper op når der bliver serveret håndmadder. Måske var det netop prioriteringen af den lille scene nedenunder der efterlod aftenens samlede indtryk som mellemfesent, men alternativet var muligvis ikke eksisterende, da det kræver sine salgstal at åbne den større sal.
I hvert fald ydede den alternative scene med sin underlige lysopsætning ingen af bands'ne nogen støtte. Det lignede mildest talt en overeksponeret technofest. At fronthøjttalerne sidder, så det er svært at bevæge sig uden at generere et feed måtte Suffocation senere sande, og det afføder naturligt nok en stillestående forsanger, ligesom de flotte søjler i midten af rummet synes at fylde det hele. Om ikke andet så udsynet fra den plads man ender på når stueetagen er udsolgt.
Suffocation og Origin havde taget tre support acts med sig på 'End of Humanity Tour' der har varet fra den 5. juli og endte i Tyskland i lørdags. Alle tre bands ligger i afdelingen der kan beskrives som thrash/død med groove og melodiske islæt.
Finnerne slår til igen
Finske Re Armed har cirka 10 år på bagen, og har en klar reference i lyden til svenske As You Drown, hvad brutal dødsmetal angår. Netop som den første fadøl var købt og positionen oppe foran indtaget, tonede oven i en velkendt tung bund, et riff der lød som 'For Whom the Bell Tolls'. Jamen, så vil man have mere! Hvad der gjorde størst indtryk under det korte opvarmningssæt, var bassist Kärtsy Hatakka som ownede både talentet og scenen for de fem tilsammen og sørgede for gedigen underholdning med sin indiskutérbare blærerøvsfaktor.
Unbreakable Hatred var ligeledes hjemsøgt af enmandsopvisning, selv om trioen nu til sammen udgjorde et fint skue, og det er ikke svært at høre at inspirationen er hentet hos Decapitated og Dying Fetus. Dominic Drouin bag tønderne tiltrak sig dog opmærksomheden – én ting er at spille så hurtigt og gøre det godt, men attituden må også stå for sin del: Hans kæmpenæver forvandlede i det høje tempo trommestikkerne til små strikkepinde der stak uvilkårligt ud mellem fingrene på ham, og man havde på fornemmelsen at hvis der bare var garn nok i verden, havde han kunne lire en 50 sweatre af under koncerten. Imponerende spil!
Energiske italienere
Slaughter Denial tager prisen som det mest engagerede supportband. Der var satme nogen der havde glædet sig til at stå på scenen! Og foran den. Og blandt publikum. For første gang i supportafdelingen gik vokalen tydeligt igennem. Til gengæld kunne det ses på flere blandt publikum at musikken nærmede sig den mere tekniske afdeling og det var svært at finde en decideret puls. Numrene bar præg af kontrolleret kaos og trængte ikke rigtig ind under huden på undertegnede, men på de få dedikerede headbangere oppe foran virkede Slaughter Denial som en passende kickstart. Dog ikke mere end at guitaristens konstante fysiske interageren med publikum virkede lidt hul, da ingen bag moshen, som bestod af en 10-15 mennesker, hverken rigtig var i gear eller kendte teksterne. Der ydes dog en vis respekt for at bevise at man sagtens kan spille rå metal med masser af nerve selvom musikernes navne er Fabrizio, Simone, Alessandro og Claudio (!)
Nok om dét. Det var udmærket, men som påpeget af mange mennesker før, så er 5 bands på en onsdag aften bare lige to for meget.
Ufatteligt højt tempo
Allerede under Origins linecheck bliver det klart at det er en helt anden og seriøs brutalitet der er på menuen i sidste afdeling. De har gæstet Danmark før, sidste gang på Stengade i februar, hvor Villumsen var på pletten, men denne aften matchede ikke de 5 flotte stjerner de inkasserede for Stengade-showet, og spilledagen (onsdag), de sære fysiske rammer og et halvslattent publikum bar sin del af skylden. Origins musik er svær at sætte en finger på, men den har karakter og befinder sig, som vi fik for øre, i sin helt egen niche af teknisk død og enten er man til det eller også er man ikke.
Denne aften slog fast at jeg hører til sidstnævnte, desværre, for det er svært ikke at blive benovet over at opleve Origin live og de cementerede trods alt hvorfor de har fortjent pladsen ved siden af Suffocation på plakaten. Der var niveauforskel fra supportbands'ne og igen må bassisten fremhæves. Mike Flores var som i trance og behøvede ikke at værdige sit instrument et eneste blik for at levere en tight og underspillet dominerende chefrolle. Selv afspillet i slowmotion ville hans præstation tage pusten fra de fleste. Han har styr på det og det er fascinerende som bare fanden at se ham give opvisning.
Origin har skiftet forsangeren ud to gange inden for et år og således har sidstankomne Jason Keyser kun ageret frontmand i en kortere periode. Om han er værdig som efterfølger for James Lee som har haft posten i længst tid (2001-2010) er svært at sige, men han gjorde det godt og vokalen kan bære Origins materiale. Han kom tydeligt ud i højttalerne og det er som om ens ansigt hænger i strimler efter han er færdig med at growle én ind i hovedet. Det tager kegler!
Jason var oplagt og gav sig tid til lidt snak mellem numrene. Han var bevidst om at mange var mødt op for at se Suffocation og bekendtgjorde med et grin at de blot var "what do we say in America? Ah, fluffers...." for Suffocation.
Origin spiller afsindigt hurtigt, og det kan være svært at følge med. Til gengæld skaber det kontrast til de få indlagte breaks, der har så afsindigt meget punch, for lige så hurtigt det går, lige så tight spiller de. Ufatteligt nok egentlig, for et blik på opsætningen af trommesættet viste at samtlige bands havde valgt at placere bækkenerne en god del over ansigtshøjde og det er en gåde hvordan man kan nå så højt op i det tempo, men de fik i hvert fald slået fast, hvis ikke via lyden, så med bækkenerne, at der IKKE blev spillet jazz!
Veteranernes styrke
En godt stykke tid efter midnat gik Suffocation på scenen og trods mange timer i fadøllens skær (den vandede Royal som var den eneste fadøl man kunne erhverve sig, har ikke helt fortjent titlen men virkningen er som bekendt....) var publikum klar til at give den en sidste skalle, selv om det ville være synd at sige at noget som helst var på kogepunktet.
Der har været nogen mystik omkring fraværet af forsanger Frank Mullen på touren og dennes stedfortræder, Bill Robinson fra Decrepit Birth (hvor også Suffocations bassist Derek Boyer slår sine folder). Heldigvis var Devilutions udsendte på pletten og opklaringen er at finde i interviewet med Suffocation.
Vokalen var nu i orden, men manglede til syvende og sidst styrken til at holde niveauet hele vejen igennem og med al respekt for joints, og Bills "I’ve heard it smells real good here in Denmark – hint hint hint!" blev snakken om hash trættende i længden. Man stod og savnede lidt gang i den og det samme gjorde han vist selv, for han måtte erkende at det var svært at bevæge sig rundt på scenen grundet mikrofonens forkærlighed for feedback på den lille scenes fronthøjttalere.
Suffocations absolutte styrke skal findes hos leadguitarist Terrance Hobbs. Han er en fornøjelse at se på og lytte til. Suffocation var overlegne fordi materialet samlet set over aftenen både var stærkest og mest interessant. De holdt dampen oppe trods det trætte publikum, og Bill Robinson serverede en længere og med garanti velfortjent takketale til crewet, inden titelnummeret fra det populære album 'Pierced From Within' skulle rykke de sidste kræfter ud af folk. Ikke engang dén kunne dog sætte skub i flere end de forreste i salen og efter blot 50 minutter takkede Suffocation af og forlod scenen uden at spille ekstranumre.