Konkhra kickstartede Odense
Populær
Veteranerne gik til stålet med 40 minutters dødsmetal, der virkede som en massiv mur i hovedet på de mange publikummer, der ikke vidste, hvad de var gået ind til.
2. Parasite
3. The reckoning
4. Floodgates
5. Eye of horus
6. Warmonger
7. Life eraser
8. Spit or swallow
9. Lions are hungry
10. Heavensent
For år tilbage var Konkhra stort set forsvundet fra scenen. Ingen ny musik og kun en håndfuld koncerter, der ikke var fortidens dominans værdig.
Sidste år genopstod de på Forbrændingen i Albertslund. Drog til Sydafrika og spillede med Behemoth. Åbnede årets Copenhell med gevaldig pondus. Og lørdag stod de foran det velsagtens største publikum, de har spillet for, siden dannelsen i Køge i 1989.
Godt nok var kun 20.000 af de 35.000 betalende gæster ankommet, da klokken slog 18.30. Men alligevel. Det virkede næsten helt surrealistisk , da den velkendte trommeintro satte klassiske ’Facelift’ i gang, og Anders Lundemark og Kim Mathiesen fulgte trop med nummerets fræsende riffs, og Martin Kristensens bas kom buldrede med ind i lydbilledet – alt sammen på en krigerisk lydstyrke, der må have føltes som en massiv mur, der bragede ned i hovedet på de mange publikummer, der tydeligt var uanende om, hvad de OGSÅ var til koncert med.
Hvis det var et sært syn at opleve fra scenen, var det vist intet i forhold til det, de, der stod foran den, så. Nogle forsvandt abrupt i den modsatte retning, andre tog den sanselige udfordring til sig, de få dedikerede foran headbangede løs og smed hornene i vejret, mens en gut på ærkefynsk råbte, om de ikke kunne spille noget hurtigere. Den gav point hos vennerne. Sådan fløj det rundt med kloge bemærkninger, men det hørte hovedpersonerne på scenen næppe noget til.
Konkhra gik til stålet og spillede i 40 minutter med overbevisende selvsikkerhed. Kvartetten var ikke kommet for at falde igennem, men tydeligt for at vise hvordan noget af Danmarks bedste dødsmetal gennem tiden skulle lyde og ikke mindst eksekveres.
Hvor Michael Poulsen kun en enkelt gang bevægede sig ud på rampen, der delte publikum op i midten, anvendte Kim Mathiesen den derimod flittigt til dens formål. Helt ud på enden af den, iført armypants, spaden lavt hængende om livet, og så blev det lange hår ellers svinget demonstrativt rundt, så det næsten var nede og save fjæset af de unge publikummer, der trofast stod og ventede på hovednavnet og lignende nogle, der følte ventetiden pludselig var ekstralang.
Alt imens Lundemark blev stående i ”baggrunden” og growlede sig dyrisk igennem eminente brutaliteter som ’Warmonger’ og ’The Reckoning’. Lyden var ikke perfekt. Bandet kiksede i ny og næ. Men ikke i værre grad end at det var til at se igennem fingre med, og uden at det påvirkede koncerten synderligt.
Bedst blev det mod vejs ende. ”I må gerne synge med på det næste nummer,” kom det kækt fra frontmanden, før ’Life Eraser’ blev sat i gang. Fællessangen udeblev dog, knap så chokerende, og Lundemarks spade måtte udskiftes først i nummeret, men ellers blev klassikeren leveret torpederende tungt. Og efterfulgt af ’Spit or Swallow’ samt lukkeren ’Heavensent’, hvor Mathiesen overbevisende gik James Murphy i bedene.
Fire timer senere takkede Michael Poulsen Konkhra og fortalte, at hans gamle dødsmetalband Dominus’ første koncert var som support for dem i Ringsted for over tyve år siden. Rødderne er ikke glemt hos verdensstjernen. Det maner til respekt. Især for koncertens kendere af Konkhra, der fik en særpræget og gennemført oplevelse i selskab med veteranerne.