Copenhell 2018: Når lyden er en bitch

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/aa/48/84/-R7A2068-copy-31-1529955013.jpg
25. Juni 2018    

Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.

Kunstner
Dato
20-06-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
2

Forventningerne var store, inden de seje gamle tøser fra L7 stod klar til at bitche på Københelvede. Efter 15 års dvale genopstod bandet i 2014, og selvom det stadig langt overvejende er de gamle klassikere fra 1990erne, der dominerer sætlisten, så dokumenterer diverse liveoptagelser, at bandet bestemt stadig har biddet fra dengang. Nogen kalder dem grunge, andre punk, andre igen en del af riot grrrl-bevægelsen, men der er ingen grund til at indgrænse L7 mere end dette, for de skiftende genrebetegnelser er blot et udtryk for alle de virkemidler, bandet spiller på.

Det er dog relativt få sange, der har vundet de bredere massers gunst, såsom 'Shitlist', der pryder lydsporet til Mickey og Mallorys drabelige restaurant-scene i 'Natural Born Killers', og 'Pretend We're Dead', deres eneste reelle hit. Det var snarere den vrede og råstyrke, som gennemsyrede deres mest hyldede album 'Hungry For Stink' og 'Bricks Are Heavy', der som helhed har overlevet tidens tand bedre end mange andre hårdtslående bands fra den periode.

Det var i særdeleshed Donita Sparks, der i de gamle dage bar bandet frem med sin skærebrænderrøst og snerrende attitude. Således også i dag. Håbede vi.

Selvom den ellers ganske habile tungrocker 'Andres' lagde ud, skulle der gå et helt kvarter, før det overhovedet var muligt at høre vokalen. 'Fuel My Fire' har også en mere krads vokal, der givetvis i sig selv gjorde den mere hørbar, og selvom den da også står ud som et af koncertens absolutte højdepunkter, så er det altså utroligt, at lydmanden ikke lader til at gøre noget for at rette op. Forsøg med at rykke rundt til to andre steder tættere på scenen bekræftede kun dette indtryk.

Der er ingen tvivl om, at drivet fortsat stråler ud af de aldrende rockbitches. Jovist, punkelementet var nedtonet for en mere hårdtrockende attitude, men det er tydeligt, at de ikke blot er gendannet for at skumme fløden. De gør det af lyst, og spilleglæden stråler stadig ud af dem, in sync med deres pittoreske hårfarver. Det hjælper dog umådeligt lidt, når L7 er så båret af Donita Sparks' rå vokal, og bandet denne aften må se sig til takke med at køre den hjem overvejende instrumentalt. Det var numrene ganske enkelt ikke stærke nok til at kunne bære, og således blev dette længe ventede syn desværre en blodfattig affære uden den store forløsning. 

Enkelte nye numre såsom 'Dispatch from Mar-A-Logo' og 'I Came Back to Bitch' gjorde intet for at få bandet ud af suppedasen, og det var først den afsluttende totrins-raket i form af førnævnte 'Pretend We're Dead' og lukkeren 'Shitlist', der vakte genkendelse og overlevede den fortsat fraværende vokal. Det må stå hen i det uvisse, om det ene og alene var lydmanden, der havde mistet fokus, eller om Donita Sparks også havde en dårlig dag, men under alle omstændigheder var det med længder den dårligste lyd, Copenhell havde at byde på i 2018, og det kunne L7 ikke selv gøre noget for at ændre på.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her