Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lektion i coolness

Populær
Updated
Lektion i coolness
Lektion i coolness
Lektion i coolness
Lektion i coolness
Lektion i coolness

Med et show der både var meget indadvendt og pågående, triumferede Clutch på The Rock.

Kunstner
Spillested
Dato
19-11-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Clutch har aldrig været kendt for det store sceneshow, og alligevel får orkestret fra Maryland folk til at komme i hobetal til koncerterne, hvilket også var tilfældet denne aften på det undergangsdømte The Rock.

Det må vidne om noget ganske potent musik, så lad os starte med at give den et par ord med på vejen, selvom det faktisk kan volde nogle problemer, for nogen fasttømret genre er den ikke rundet af. Rock er det selvfølgelig, og dertil skal lægges nogle bluesede, funkede, groovede og boogiede elementer, som tilsat en gang halvfjerdsermetallisk tynge bliver til det ganske ligefremme og appetitlige udtryk som Clutch står for.

Og det var frem for alt denne sprængfarlige blanding, der begejstrede et totalt fyldt spillested. Stor tilbagelænet rutine udstrålede bandet, og det leverede en gang præcist skårne, finurligt drejede tungriffs, med en manisk instisterende Neil Fallon i front – sjovt som den mand på én og samme gang kan virke utrolig nærværende og samtidig fjern. Det sidste er nok fordi han ikke særligt ofte henvender sig direkte til publikum, men med himmelvendte øjne snarere virker som om, han påkalder sig de mægtigste af rockens guder. Resten af bandet er ganske stillestående målt efter rockstandarder, men fordi det spiller så pisse blæret, og denne gang i øvrigt havde husket at skrue op for guitaren, så blev det en lektion i coolness.

Som sagt var koncerten lang og numrene mange, og publikums reaktion var fra start til slut overvældende, men det var særligt numre som 'Cypress Groove', 'Burning Beard' og 'Electric Worry' der fik en særligt begejstret hujen med på vejen, og det vidner om perioden i midtnullerne, hvor numrene er fra, nok har været Clutchs mest kreative, men at bandet som live-act er lige præcis dér, hvor det bør være, viste denne lørdags rockudladning til fulde.