Danmarks mest oversete metalband
Populær
En syngende lussing var, hvad man fik på en kølig aften i Bygningen, hvor der ingenlunde var ladt noget koldt tilbage foran den gyngende scene, der dannede fundament for to yderst veloplagte bands.
1. Destroy the Meek
2. See What I See
3. Prepare For War
4. Ghost
5. Army Of Darkness
6. Napalm In The Morning (Sodom cover)
7. Death In Fire
8. Future Void
9. God From The Machine
Lipid
1. Hagridden
2. Hostile Takeover
3. He Who Hates All
4. Cathartic Rage
5. God We Have Slain
6. Prevail Through Loss
7. Silence of Death
8. The Final Countdown
(Europe cover)
9. Dressed in Fear
10. Nice Day on the Road
11. Chaos World
12. Paralyzed Civilization
13. Spontaneous Human Combustion
14. Cows Ablaze
Der var lagt i ovnen til en optimal aften med, befriende nok, kun to bands på Bygningens personliggørende scene, der passende bringer musikere og publikum i intim spytafstand af hinanden.
Impalers har vi med rette omtalt i store vendinger, og de er blevet vel modtaget på albumfronten såvel som på livescenen af Devilution. Hverken energiniveau, spilleglæde eller kompetence manglede hos de jyske opkomlinge, der gav den hele armen igennem en sætliste, der bød på en blandet varieté af både det nye og forrige album.
Som skrevet før, er der hentet så rigeligt med inspiration fra Kreator, Sodom og Destruction blandt flere, men Impalers skal have lov til at stå i deres eget lys, som de står der og synkronheadbanger i bar mave og heavyvest. Det var indtagende på den lave scene, men i længden blev det en anelse ensformigt, og det udmærkede sæt i Vejle blev reddet af kvartettens smittende spilleglæde, der ikke lod sig gå ubemærket hen.
Oplevelsen af at køre på autobahn med Impalers havde trods mange fine elementer enkelte afsavn. Heriblandt viljen til at diktere fra trommestolen, som den tamburmajor man i grunden er, når man sidder der. Ikke meget kan binde et udtryk sammen hos et band, som attituden der emmer fra tønderne. Her savnedes de store armbevægelser fra Rasmus Kjær, der nok basker præcist til trommeskindet med en vis tyngde, men grundet det høje tempo ikke får markeret sig så gennemtrængende, som man kunne ønske, men i stedet hænger efter den mere end insisterende og legende leadguitarist Thomas Carnell.
Lyden var ikke med Impalers denne aften, og baggearet stod og dirrede faretruende skingert i et decibelleje på hasteoperationsniveau, mens kvartetten thrashede igennem med et ivrigt publikum.
Karakter: 3
Et hak opad
Som byens hjemvendte sønner betrådte scenen, blev der en anderledes tæthed oppe foran. Blot otte måneder tidligere fejrede Lipid 20-årsjubilæum på spillestedet Saga, og netop rutinens fundament var en fremtrædende kvalitet hele vejen igennem den kraftfulde og svedfrembringende demonstration, koncerten skulle vise sig at være.
Dette skønt både leadguitarist og trommeslager næsten lige er tiltrådt tjansen, men med blot tre ep’er og en enkelt fuldlængdeudgivelse er bagkataloget også overskueligt at sætte sig ind i. Aftenens joker viste sig at være sidstankomne Søren Ryan, der fra ende til anden var en rendyrket fryd for øregangene og katalysator for talrigt stampende fødder. Her var armbevægelserne ingenlunde for små.
Anmeldelsen skulle have sluttet med følgende statement, men det kan lige så godt siges først som sidst: Lipid må være et af de mest oversete bands i dansk metalhistorie. Om det så skyldes manglende evner eller viljen til selvpromovering, står hen i det uvisse, for pakken fejler så sandelig ingenting.
Musikalsk er bandet skruet umanerligt stramt sammen omkring den gennemgående frontmand og guitarist Søren Pedersen, og liveversionen lørdag aften i Bygningen var en sjælden fornøjelse fra start til slut. Lige fra gruppens tidlige og udødelige klassikere ’Dressed in Fear’, metalhymnen ’Nice Day on the Road’ og den tunge og medrivende ’Paralyzed Civilization’ til ”nyere” numre som ’He Who Hates All’ og ’Silence of Death’. Helt nyt materiale fra den kommende plade fik vi dog ingen forsmag på. Nuvel, sætlistens 14 numre var i sig selv nok til, at Lipid holdt bygningen som gidsel i knap 90 autentiske metalminutter. Lidt signalfejl i teknikken trak dog af og til lidt af tempoet ud ad kurs og behagede tydeligvis ikke frontmanden. Ærgerligt nok, for ellers var der ikke en finger at sætte på bysbørnenes musikalske bombardement.
En tjans på Copenhells lille scene ville nok være den helt rigtige saltvandsindsprøjtning for Lipid, der virkelig synes at spille bedre, end de nogensinde har gjort gennem de seneste tyve år. Måske de passende får buddet til næste år. Indtil videre kan man opleve dem, dagen før Copenhell starter d. 17 juni, på UnderWerket i Valby sammen med Luicidal, X Teenage Rebels og Stokes.
Karakter: 4
'My Final Pain' fra 'Deliver Us from Evil' (2006)