Lipid lemlæstede Aarhus Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/c8/93/99/lipid-rmf-79-1491639841.jpg
08. April 2017    

Tre kvarters total triumf. Lipid spildte ikke tiden, men spillede tværtimod røven ud af bukserne og viste sig fra deres bedste side.

Kunstner
Spillested
Dato
07-04-2017
Genre
Trackliste
1. Blame it on Reality
2. Dark Humanity
3. Dressed in Fear
4. Nice Day on the Road
5. Stay Awake
6. Hagridden
7. God We Have Slain
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

”Der er gået 11 år siden den sidste plade, men til sommer indspiller de endelig en ny,” sagde konferencier Leifur Nielsen, før Lipid blev råbt ind på scenen.

Det vejlensiske band gjorde det klart fra start: Lipid er værd at vente på!

Den nye skæring ’Blame It on Reality’ bed sig øjeblikkeligt fast i Atlas’ publikum, som hvis Slayer, Exodus og Testament fik en bastard, og bæstet gik amok på gæsterne med frådende mund og skarpe tænder.

Kompositionen af thrash og groove kan nemt køre ud ad det kedsommelige og klichéfulde spor. Men ikke hos de her jyder. Her kommer den klassiske formel til sin fulde ret og kulminerer konsekvent med Thomas ”Hævi” Møllers kontrollerede spasmer på spaden.

Nu skal man være varsom med mærkater, men heller ikke være fedtet af frygt for at ramme forkert, så jeg tør sgu godt udråbe den 28-årige musiker til at være blandt eliten af sin generations guitarister.

Soloen i ’Blame It on Reality’ blev formidabelt eksekveret sammen med John Smedemark og Søren Ryans tonserbund og Søren Pedersens riffing, og gruppen har i det hele taget taget hul på et nyt kapitel i karrieren.

Lipid ser sig ikke tilbage. De stormer frem! Og de fortsatte på fuld styrke over i ’Dark Humanities’ – endnu en ny fuldtræffer med saft og kraft og et mellemstykke med ren guitar og melodiøse twin-soli, som kom i fin kontrast til kompositionens hårde hug.
 
Fra det nye til det bedste fra de helt tidlige dage med ’Dressed in Fear’ og ’Nice Day on the Road’ over de senere års suveræne ’Hagridden’, der rev publikum rundt i en heftig omgang moshpitting, og ’God We Have Slain’, som satte et effektivt punktum for den tre kvarter lange, intensive metalmassakre. 

Koncerten mindede en om den styrke, der er i korte festivalsæt, når et band giver den hele armen fra start til slut. Her var ingen nerver. Kun spilleglæde. Kun et åbenlyst ønske om at få det meste ud af minutterne.

Især Søren Pedersen fik krøllet halsmusklerne helt i bund og holdte sig ikke tilbage fra hive al luft ud af lungerne, så frontmanden sjældent er hørt growle med så megen pondus – og spillestedets glimrende lyd og volumen på 100 decibel hjalp absolut på oplevelsens sejr.

”Fight for metal”, stod der på Lipids T-shirts i bandets tidlige år. Det mantra har jyderne tydeligvis ikke glemt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her