Copenhell 2018: Storsmilende sejrherrer

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/24/17/78/-XTJ9440-92-1530174014.jpg
23. Juni 2018    

Livløs kom, så, skruede op for bolletoget, drak publikum ned og besejrede al tvivl, man måtte have om bandets leveringsdygtighed, med en fremragende præstation lørdag middag på Hades.

Kunstner
Dato
23-06-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Baest nedlagde Pandæmonium for et par år siden. Bersærk gentog bedriften fredag aften, og lørdag eftermiddag var det tid til sidste skud i den nye århusianske tretrinsraket af himmelstormere, Livløs. Man kunne frygte, at kvintetten, der blot albumdebuterede for fire måneder siden, ville have svært ved at åbne den noget større Hades-scene lørdag klokken kvart over et, hvor størstedelen af festivalpublikummet nok lige knap havde rejst sig fra fredagens perlerække af musikalske udskejelser.

Og undskyld, Livløs. Undskyld, jeg tvivlede. For bandet er en energieksplosion af melodisk, groovy metal med smag af død og thrash og alt derimellem, der blot bliver bedre og bedre for hver gang, de optræder. ’Blood & Despair’ åbnede festen, hvor forsanger Simon Olsen kommanderede horderne foran scenen med største lethed fra første tone. Bag ham fløj den næsten lige så energiske bassist Søren Frambo frem og tilbage og pumpede stemningen op, flankeret af guitarduoen Breinbjerg og Posch, der bevogtede flankerne på scenen.

”Vi er Livløs fra Aarhus, og det her er verdens største slås-og-bolle-fest”, proklamerede Olsen, inden ’Sheets’ bragede løs, og folk strømmede til det, der efterhånden var ved at udvikle sig til en lille fest i festen. Livløs evner, på samme måde som eksempelvis Olsens andet band Baest, at starte en folkelig fest uden på noget tidspunkt at give køb på intensiteten og brutaliteten i musikken. Det er knivskarpt og gennemført metallisk håndværk og i betragtning af, at bandet er relativt nyt og kun har et enkelt album i bagagen, tør man slet ikke tænke på, hvor langt de potentielt kan drive det.

Inden vi når så langt i fortællingen, bragede Livløs ’Noctum’ af, hvilket for alvor fik pitten for de indviede oppe foran i gang. Mens de første par rækker blev drukket ned af Livløs’ hype-men, der fløj rundt og hældte Arnbitter i det tørstige publikum (”vi er jo fra Aarhus, ikkå”), kunne rækkerne længere nede bagved nyde det potente og bragende metaltog af lige dele brede smil og musikalske kindheste, der bragede ud fra scenen. Den brutale salve af uptempo-død, der udgøres af ’The Sickest of Seeds’, skruede op for tempoet i pitten, der formentlig sjældent er set så tidligt på tredjedagen på Refshaleøen.

Den melankolske og dystre ’Into Beyond’ bød på en gæstevokal fra Bersærks Casper Popp, der ligeledes selv havde leveret endnu en imponerende dansk metalpræstation aftenen før. Kommandøren Simon Olsen proklamerede en wall of death til Livløs’ afslutningsnummer, den groovende ’Passenger’, der er leveringsdygtig i lige præcis den rigtige mængde tunge breakdowns, som kan starte en fest til enhver festival. Publikummet bragede sammen efter bedste beskub, og støvet væltede op fra den knastørre festivalplads og indhyllede band, scene og publikum i en stor, uigennemtrængelig sky af metallisk fællesskab og enhed.

Hvad der dog stod lysende klart, da de sidste toner ringede ud, var, at Livløs endnu engang havde formået at imponere og at levere et show, som mange af genrens langt større navne kun kan drømme om. Og samtidig formåede at gøre det med en ydmyghed og en taknemmelighed, der fik publikum til at føle, at det virkelig var dem, der førte bandet frem. Det var imponerende og langt mere, end man kunne have håbet på. Selv efter Livløs’ ganske høje standarder.

Undskyld, jeg tvivlede, Livløs.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her