Mageløse Marilyn Manson Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d9/06/bb/-XTD4655-1-1510836390.jpg
17. November 2017    

Den store provokatør er tilbage i topform, og i Helsingør beviste den næsten 50-årige antikristne superstjerne, hvorfor han fortsat er aktuel.

Spillested
Dato
15-11-2017
Trackliste
1. Revelation #12
2. This Is the New Shit
3. Disposable Teens
4. mOBSCENE
5. Kill4Me
6. Deep Six
7. The Dope Show
8. Sweet Dreams (Are Made of This)
9. Tourniquet
10. We Know Where You Fucking Live
11. Say10
---
12. The Beautiful People
13. Cruci-Fiction in Space
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

“But now I'm not an artist, I'm a fucking work of art,” sang rockstjernen på sangen '(S)aint' fra 2003-albummet ‘The Golden Age of Grotesque’. Det er ingen hemmelighed, at Marilyn Manson har et enormt ego, men de seneste mange år har han hverken kunnet leve op til den sætning på plade eller live.

En onsdag aften i Helsingør skulle dog vise sig at blive Mansons store comeback. Jovist, Devilutions udsendte havde store forventninger, da vi som det eneste danske medie var glade for hans show på årets Wacken Open Air, der bevægede sig lige på grænsen af det socialt acceptable og chokerende. Hans mange besøg på dansk jord har ikke just været tilfredsstillende de sidste mange år, hvilket gjorde koncertgængerne denne aften en smule nervøse.

Et kvarter efter det annoncerede starttidspunkt lød de sidste toner af David Bowies ‘Ziggy Stardust’, hvilket må siges at være decideret punktligt i forhold til hans vanlige forsinkelser. Mansons karakteristiske skrig skar tværs gennem Hal 14, blot for at blive modtaget af et hav af skrigende publikummer bestående af en god del yngre kvinder. For selvom hans storhedstid er ovre, har den amerikanske rockstjerne beholdt sin status som et af de største sexsymboler, den mørkere ende af musiklandskabet har set – også selvom han indtager scenen i en specieldesignet kørestol. Lige netop denne detalje viste sig at være det smarteste træk, Manson har foretaget i sin sene karriere.

I september var han ude for et sceneuheld under et show i New York, der kostede ham et brækket skinneben og ankel. Men i stedet for at aflyse resten af årets koncerter valgte han på bedste Dave Grohl-manér at fortsætte touren.

Under åbningsnummeret ‘Revelation #12’ fra hans seneste udspil ‘Heaven Upside Down’ virkede ideen dog en anelse tvivlsom, da hans fastlåsthed fremstod svært malplaceret i forhold til den dynamiske musik. Som det altid er tilfældet med Manson, sørgede han dog for, at æstetikken i det mindste var i orden; hans majestætiske, gotiske og raffinerede kørestol gav ham en aura af autoritet, og hans skinnende trechcoat et hint af dysterhed, der hurtigt ledte tankerne over på Mason Verger-karakteren fra TV-serien ‘Hannibal’. Med sine fire elegante, sortklædte og velsoignerede musikere, der virkede meget sobre sammenlignet med hans normale plateausko- og kludbærende slæng, havde bandet et voksent og noget nær intellektuelt udtryk, der trods den gennemgående æstetik og det imponerende lysshow – designet af Gojiras lystekniker, Nicolas Riot – varslede om et show af en anden karakter end normalt.

Men som Manson gør det bedst, tog han pis på alt og alle. Efter en veloverstået omgang af singalong-hittet ‘This Is the New Shit’, rejste han sig op fra tronen med hjælp fra sine to mandlige assistenter, der passende nok var iklædt operationsklæder. Og så gik showet ellers for alvor i gang. Med en krykke på knæet, støtte fra mikrofonstativet, kostumeskift, adskillige kommentarer om sin tilstand og et hav af oneliners skød Manson det ene perfekt gennemførte hit efter det andet afsted. Foruden de nyere album kom vi også godt omkring bagkatalogets perler fra ‘Holy Wood (In the Shadow of the Valley of the Dead)’ og ‘Mechanical Animals’.

Under sen-90’er-hymnen ‘The Dope Show’ gik halvdelen af bandets lyd, og selvom de håbede på, at problemet ville blive løst, mens de spillede videre, var det bare ikke tilfældet. Efter nogle få spydige kommentarer fra hovedpersonen gav teknikerne grønt lys til, at bandet kunne spille videre, hvilket de gjorde, præcis hvor de slap. Præcisionen var faktisk så uhyggeligt nøje, at det efterlod tvivl om, hvorvidt det var et planlagt stunt. Og hele showet taget i betragtning,ville det ikke vække den store overraskelse; koncerten var nemlig planlagt ned til mindste detalje i alle dens elementer, der var centreret omkring Mansons midlertidige handicap. Foruden hans to mandlige lægeassistenter, der forblev på scenen hele aftenen, indebar det også brugen af en hospitalsbriks under klassikerne ‘Sweet Dreams (Are Made of This)’ og ‘Tourniquet’ og at blive kørt rundt på scenen i en traditionel kørestol under den to måneder gamle single ‘We Know Where You Fucking Live’.

Marilyn Mansons absolut største styrke er hans måde at udnytte en given situation på, hvorvidt det kommer til udtryk gennem hans tekstunivers eller sceneshow, og uanset hvilken skala eller niveau det er på. Han har et fascinerende talent for at vende det almene til det bizarre på en sofistikeret måde. Han er den fødte performer, der tager det bedste og mest pompøse fra underholdningsverdenen, blot for at vende det mod sig selv. Han er en samfundskritiker i forklædning, og hans show og persona er ironisk og fuldstændig gennemtænkt. Showet i Helsingør var ingen undtagelse.

I næsten tyve år har en af Mansons mærkesager været den amerikanske våbenlovgivning. Da han i 1999 blev falsk anklaget for indirekte at have ansvaret for Columbine-massakren, medvirkede han i en af Michael Moores mest kendte dokumentarer, ‘Bowling for Columbine’, hvor han forklarede situationens paradoksale absurditet. Det er en sag, han i løbet af sin karriere er vendt tilbage til, ikke mindst på sin nuværende tour, hvor han til en koncert i USA endda havde en riffel med på scenen. Provokerende og chokerende, mente mange, men det er jo Mansons kendetegn, og med alle de offentlige skyderier, der har fundet sted verden over de seneste år, kan det næppe komme bag på nogen, at rockstjernen endnu engang udtrykker sin holdning gennem radikale, men yderst effektive metoder.

Det danske publikum fik dog en alternativ og mere blød manifestation i form af to gigantiske revolvere som udsmykning bagerst på scenen, og ikke mindst ved koncertens afslutningssang, ‘Cruci-Fiction in Space’ fra 2000. Det var til stor skuffelse for mange i publikum, der i stedet havde håbet på en mere storladen slutning i form af balladen ‘Coma White’ fra 1998, som det har været tilfældet ved tidligere europæiske koncerter.

Det er ganske vist ærgerligt at gå glip af en af Mansons smukkeste sange, men ‘Cruci-Fiction in Space’ må siges at være en kærkommen overraskelse, der foruden sin sjældne optræden til en koncert vel nok er en af de mest samfundskritiske og ikke mindst relevante sange, den amerikanske rockstjerne har skrevet. “This is evolution / The monkey, the man, and then the gun”, lyder catchphrasen og omkvædet, der i al sin enkelthed og kortfattethed satte hele aftenen i et større perspektiv og kontekst.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her