Roskilde '17: Man gjorde et band fortræd Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/db/34/42/19423975-1861672357489368-4385891411341658297-n-40-1499249169.png
03. Juli 2017    

Atmosfærisk black metal som baggrundsmusik for Rød Stues skødesløse Bazardi Breezer-fest var en nitte. Den lalleglade fest ødelagde musikken, da islandske Auðn søndag aften spillede på Rising. 

Kunstner
Dato
25-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Over de seneste år har den islandske undergrundsmetalscene rykket på sig. Mens snakken i mange år hovedsageligt har koncentreret sig om Sólstafir og Ham, når man skulle vende den rock- og metalmusik, der kommer fra den europæiske østat og højslette, kan man i dag snildt føje The Vintage Caravan og Svartidauði til listen, uden at nogen føler sig udenfor. Snakker man om islandsk metal med folk, der har fingeren på pulsen også i undergrunden, har man de seneste år desuden kunne tilføje Misþyrming, Sinmara og Naðra, der alle tre praktiserer black metal. Dette genreudgangspunkt deler de med Auðn, der befinder sig en tand længere ude i periferien og som det derfor gav perfekt mening for Roskilde at booke til deres up and coming scene Rising i år.

Skønt den islandske kvintet har udgivet kun en enkelt plade tilbage i 2014, har de i forlængelse af det fokus, der de senere år generelt har været på islandsk black metal, så at sige formået at ride med på gletsjerbølgen. Dermed ikke sagt at de ikke har måtte arbejde for det. Det vidner deres 1. plads til Wacken Metal Battle i 2016 om, ligesom man sandsynligvis ikke kommer på plakaten til den prestigefulde Roadburn Festival i Holland, hvor Auðn gav koncert tidligere år, uden at have det i noget.

At Auðn rent faktisk har det i noget, er deres selvbetitlede debutplade i sig selv med til at understrege. Af en debutplade at være er den mere end vedkommende. At de derimod ikke har det i sig, der skal til for at spille i dagslys foran en horde af fulde, lalleglade teenagere og med ekstremt dårlige lydforhold, kan man vel næppe bebrejde bandet. Selv Tom G. Warrior, der i øvrigt stadigvæk har til gode at spille på Roskilde, har bukket under for lignende omstændigheder. 

Som vi har skrevet om også i vores tekster om årets festivalkoncerter med Værket og Baest, gælder det for mange koncerter på Rising, at der forekommer et miskmask mellem musik og publikum. Sådan har det været også de forrige år, men i år var festivitasvællingen eskaleret. På bekostning af musikken, vel at mærke. Den respekt og oplagthed, som de fleste bands møder deres publikum med på Rising, bliver ikke taget imod med lyttende kyshånd, men derimod med øredøvende skrig, mobiltelefonsamtaler og generel ukoncentreret gøgl. Man kan pointere, at det måske ikke adskiller sig synderligt fra de koncertoplevelser, man kan risikere at støde ind i også på festivalens andre scener. Problemet med Rising er imidlertid, blandt andet, at lyden er så ringe og umanerlig lav, at skal man rent faktisk tage en musikoplevelse med fra koncerten, bliver man nødt til at stå i festlighedernes lalleglade ragnarok. Forsøger man at finde et andet sted at høre musikken fra, bliver koncertbetingelserne kun værre.

Disse omstændigheder bed Auðn groft i røven, da de søndag aften spillede på Rising. Deres stærkt melankolske take på frenetisk black metal kræver en fordybelse, som det med fulde, højtlydende, gruppepresforvirrede teenagere overalt var umulig at finde ind til. Det er skammeligt, at et ellers sympatisk initiativ som Rising og en spændende booking som Auðn falder igennem.

Men respekt til bandet for at være topprofessionelle.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her