Årets stærkeste line-up? Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/18/2f/12/-DSF8796-31-1449480207.jpg
06. December 2015    

Fire stærke bands, tre gennemførte præstationer, flot fremmøde. Alt i alt en forrygende onsdag aften i Pumpehuset.

Kunstner
Titel
+ The Shrine + Horisont + Satan's Satyrs
Spillested
Dato
02-12-2015
Genre
Trackliste
Lord of The Sky
Pale Blues eyes
Stolen Dreams
Goddess of Dawn
Doomsday Machine
Black Sun
Last Living Dinosaur
The Old Man
Living in Your Head
Into The Night
Forgotten Past
Creature of The Demon
Purple Sage
Koncertarrangør
Karakter
5

Onsdag aften i Pumpehuset stod i nostalgiens tegn med fire rockbands af den gamle skole. Og selvom onsdag for mange plejer at være en svær dag at komme til koncert, var der talstærkt fremmøde i den lille sal i Pumpehuset. Det skulle vise sig at være en fortræffelig ide, for sikke et line-up!

Fuzz-tung bikerrock

Første levende billede var amerikanske Satan’s Satyrs, opkaldt efter Al Adamsons biker exploitation-film af samme navn. Og deres beskidte og skramlede proto-punkrock må også siges at være det perfekte soundtrack til denne type film, da der, fra aftenens første tone slås an, dannes billeder af støvede landeveje og usoignerede, denimklædte rockertyper for ens indre øje. Også de tre unge mænd på scenen ligner noget direkte fra sentresserne med trompetbukser og langt, vildt hår; elementer, der sammen understøtter følelsen af en autentisk og gennemført live-oplevelse.

Satan's Satyrs er mere tighte live end forventet og leverer en god omgang korrumperet bluesrock med et livesæt af mange gode sange – heriblandt et par fra den seneste plade ‘Don’t Deliver Us‘, der er underholdende, men det er selvfølgelig de gamle kendinge, der for alvor trækker op.

5/5

Proggen har overtaget

Satan’s Satyrs havde sat standarden for aftenens efterfølgende koncerter højt, og svenske Horisont virker vagt tis sammenligning gennem de første par numre, der er taget fra deres nyeste album ‘Odyssey’. En usædvanlig ting for bandet, der har været de andre bands på plakaten overlegne de sidste par gange, de har gæstet Danmark. En del af dette skyldes nok i høj grad bandets genreskift til en synth-styret og progressiv rock.

Det er imidlertid ikke, fordi Horisont spiller dårligt. For de er trods udskiftning af guitaristen Tom Sutton (ex-Church of Misery, Night Viper) lige så tighte og velspillende, som de plejer at være, og progelementerne virker isoleret set godt nok. Der er bare ikke samme slagkraft i de nye numre, og forsanger Axel Söderberg virker hæmmet af og gemt væk ved siden af synthesizeren, da der ikke er meget plads på scenen. Sikke en skam!

De spiller desværre mest fra ‘Odyssey’, men da de endelig, sidst i sættet, starter ‘Writing on the Wall’, er de som et helt andet band, både hvad angår energi og lyd. Energiskiftet er til at mærke i publikum, der bryder ud i jubel. Og vi får endnu en sang eller to af samme støbning som "i gamle dage". Men selvom de får alle med til sidst, virker det lidt for sent, og Horisont når ikke helt at redde den trods et godt forsøg lige før målstregen.

2/5

Tider flyver, når man hygger sig

Aftenens tredje band er The Shrine, der ligesom Satan’s Satyrs kommer fra USA og spiller lige ud ad landevejen og let punket rock ‘n’ roll med et konstant glimt i øjet og et slet skjult smil på læben. Og således også denne aften i Pumpehuset. Der bliver smilet, joket og grinet fra scenen, og The Shrine er aftenens første band til sådan for alvor at komme ud over scenekanten og interagere med publikum, hvilket giver deres show et charmerende og forfriskende særpræg.

Kombinationen af dette, gode sange, fine musikalske præstationer og godt med guitarlir og sustain gør, at The Shrines scenetid flyver afsted og er ovre, nærmest før man får set sig omkring.

4/5

Sortklædt perfektion

Aftenens hovednavn entrer scenen klædt helt i sort og tager plads side om side, med trommeslageren "Tiger" i midten og helt fremme på lige linje med henholdsvis bassist "Dragon" og guitarist og sanger "Lupus". Men da den berlinske trio begynder at spille, virker Pumpehusets lille sal pludseligt som alt andet end monokromatisk, og aftenens sidste show er et sonisk syretrip, der kælende maler publikums øregange med psykedelisk rock i særklasse.

På Kadavars sætliste i aften er der lige som hos Horisont fokuseret på det nye materiale, og over en tredjedel er sange, de ikke har spillet i Danmark før, men modsat deres svenske kollegers nye materiale blander det sig for Kadavar fint med det gamle.

Det er svært at finde noget negativt at sige om Kadavars udmærkede præstation, ud over at de er meget stillestående på scenen; sangene blev leveret med indlevelse og følelse.

5/5


Trods en mestendels skuffende koncert fra Horisont var onsdag aften i Pumpehuset en overvældende kraftpræstation af fire dygtige og oplevelsesværdige bands. Kom snart igen!

Læserkommentarer

Jeg synes de og Kadavar var aftenens absolut stærkeste kort.

Det nye Horisont (4/5) materiale lyder som Horisont, men en videreudvikling der netop er mere progget. I nogle af numrene, altså.

Vokalen var ikke så stærk, som den er oplevet tidligere, men om det skyldes sygdom eller slid, eller, som jeg og konen begge mente, en manglende teknik der er ved at indhente ham (at han ikke støtter nok med mellemgulvet), skal jeg ikke kunne sige med fuldstændig sikkerhed. Men indsatsen generelt var forrygende efter vores mening.

Satans Satyrs (2/5) hørte vi gudskelov ikke så meget af, og The Shrine (3,5/5 var meget ujævne, men til gengæld meget på, og det trækker op. Kadavar (5/5) var en kraftpræstation. Men sådan er smag og behag jo så forskellig.

Godt nok uenig i vurderingen af Horisont

Jeg synes de og Kadavar var aftenens absolut stærkeste kort.

Det nye Horisont (4/5) materiale lyder som Horisont, men en videreudvikling der netop er mere progget. I nogle af numrene, altså.

Vokalen var ikke så stærk, som den er oplevet tidligere, men om det skyldes sygdom eller slid, eller, som jeg og konen begge mente, en manglende teknik der er ved at indhente ham (at han ikke støtter nok med mellemgulvet), skal jeg ikke kunne sige med fuldstændig sikkerhed. Men indsatsen generelt var forrygende efter vores mening.

Satans Satyrs (2/5) hørte vi gudskelov ikke så meget af, og The Shrine (3,5/5 var meget ujævne, men til gengæld meget på, og det trækker op. Kadavar (5/5) var en kraftpræstation. Men sådan er smag og behag jo så forskellig.