Maskinel brillans Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0c/69/4b/-XSF4465-84-1481620074.jpg
11. December 2016    

Meshuggah gav fredag aften endnu en opvisning i deres progressive polyrytmik-metal i et udsolgt Amager Bio. Det var, som Meshuggah altid er live – brillant og rutinepræget på én og samme tid.

Kunstner
Spillested
Dato
09-12-2016
Trackliste
Clockworks
Born in Dissonance
Sane
Perpetual Black Second
Stengah
The Hurt that Finds You First
Lethargica
Do Not Look Down
Nostrum
Violent Sleep of Reason
Dancers to a Discordant System
Bleed
-
Demiurge
Future Breed Machine
Forfatter
Karakter
4

Meshuggah er ganske enkelt et enestående band. Siden ’Destroy Erase Improve’ fra 1995 har bandet ubønhørligt fulgt deres vision om at lave banebrydende og futuristisk progressiv metal med en nu kendetegnende excessiv polyrytmik som altoverskyggende grundelement. De har egenhændigt hævet barren for, hvad der rent teknisk er ladsiggørligt i metalgenren, og her 21 år efter gennembruddet står de som et pionerende foregangsband. Imiteret og efterlignet til ukendelighed – men aldrig overgået.

Efter en fireårig albumpause udkom det ottende studiealbum ’The Violent Sleep of Reason’ for blot to måneder siden. Det fik en topkarakter og en række pæne ord med på vejen fra os, og med dét i baghånden var det selvfølgelig relevant med endnu en koncert på dansk grund.

Meshuggah gæster ellers Danmark temmelig ofte. Seneste besøg var på Roskilde Festival i sommer, hvor de havde problemer med at fylde Avalon-teltet en sen nattetime. Og uden at sige noget dårligt om den scene, så fungerede Amager Bio denne fredag aften bare suverænt meget bedre som ramme for den intensitetsudladning, som Meshuggahs musik i bund og grund er. En tætpakket og udsolgt sal giver ganske enkelt en mere fortættet atmosfære end et stort, halvtomt telt.

Øretæskende rytmearbejde
Bandet lagde ud med ’Clockworks’ og ’Born in Dissonance’, begge fra det nye album, før de vendte blikket tilbage mod pladerne ’Chaosphere’ og ’Nothing’ med de mere sjældent spillede numre ’Sane’ og ’Perpetual Black Second’. Og selvom det ikke er nogle af mine personlige favoritter, så er det ikke desto mindre stadig betagende at se et band spille med så maskinel præcision, som det er tilfældet med Meshuggah.

Det var selvfølgelig med den øretæskende nyklassiker ’Bleed’, at salen for alvor begyndte at koge. Nummeret er med sit voldsomt synkoperede rytmiske sammenspil mellem guitarer og dobbeltpedal måske det mest massive, Meshuggah har skrevet, og måske det ypperste, der rent teknisk er blevet præsteret inden for moderne ekstremmetal overhovedet. Her blev det leveret med overlegen militant præcision. Præcis som man kan forvente det.

Der blev svedt, maset, skubbet, moshet, hoppet og headbanget i pitten. Og der blev crowdsurfet i en grad, at det førte til en advarsel fra vagterne (beklager, hvis det var til gene!). Men det kan være svært at holde begejstringen tilbage, når et band spiller så brillant som Meshuggah. Og da de efter at have eksekveret ’Bleed’s drønende rytmearbejde forlod scenen for så at vende tilbage og levere to yderligere stærke kort i form af den massive og muskuløse ’Demiurge’ og den stadig bjergtagende ’Future Breed Machine’, var der dømt kollektiv ekstase. Numrene indeholder hver for sig nogle af de bedste breakdowns i nyere tid. Breakdowns, der uigenkaldeligt kalder på headbanging med hele kroppen, og som fungerer lige godt hver gang.

Professionel mekanik
Ellers er det begrænset, hvor meget Meshuggah reelt selv gør på scenen. Det er ikke det performative element, der er attraktionen ved bandet. De er ikke aktive, udadvendte og showmindede. Der bliver ikke kommunikeret mellem numrene, og der bliver sjældent sagt meget ved koncerternes afslutning.

Det visuelle aspekt til deres shows er faktisk mere eller mindre udliciteret til bandets mindre anerkendte og uofficielle sjette medlem, lysmanden Edvard Hansson. Trofast står han under hver koncert og tæller med i det hjernesmeltende rytmecirkus og akkompagnerer musikken med et betagende lysshow. Det føjer uomtvisteligt en ekstra og vigtig dimension til oplevelsen.

For Meshuggah er i liveregi mest af alt en opvisning i evner og professionalisme. Attraktionen er netop fraværet af de sædvanlige performative elementer. Det er fraværet af interaktioner og personlige relationer. Målet er ikke at se det menneskelige ansigt bag den brutale musik, men at opleve et sammenspil så hyperkomplekst, at det mere ligner kold mekanik end muskler på overarbejde. Det er fascinationen af at opleve og se maskineriet in action.

Det får de fleste Meshuggah-koncerter til at ligne hinanden. Og det får bandet til – i sammenligning med andre grupper som eksempelvis High on Fire tidligere på aftenen – at virke lettere uengagerede, ligesom den aktive turnévirksomhed nemt kommer til at ligne en nødvendig og anonym rutine.

Men at lægge fokus der vil være en fejltagelse, for Meshuggah leverer musikalsk til fulde. Og det gør de hver gang.

Det gør dem enestående i ordets bogstaveligste forstand. Meshuggah står alene, fordi ingen andre kan matche dem.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her