Masser af Maidenklassikere
Iron Maidens første forsanger, Paul Dianno, var tilbage på et velbesøgt The ROCK, hvor der var masser af Maidenklassikere til det feststemte publikum.
Personligt ville jeg godt kunne forstå, hvis Paul Dianno var en smule irriteret over, at folk først og fremmest kommer for at høre numre fra hans fortid i Iron Maiden. Men, udover at påpege, at han faktisk helst ville spille sine egne numre, så var der ingen bitre miner, og han gik frisk til sagen og lagde ud med "The Ides Of March" og "Wratchild" fra Maiden-pladen "Killers". Derefter gik det derudaf, med skiftevis numre fra de to første Iron Maiden plader (den anden er debutten "Iron Maiden" fra 1980, året før at "Killers" udkom - Red.), som han nåede at medvirke på, og numre fra hans betydeligt længere solokarriere. Vi fik serveret lækre versioner af "Prowler", "Murders in the Rue Morgue", "Remember Tomorrow", min personlige favorit fra den tid, "Killers", "Phantom of the Opera" og som lækre ekstranumre, det instrumentale "Transylvania" samt "Running Free". Maiden med growl Da jeg aldrig har hørt noget fra Paul Diannos solokarriere, så var det lidt af en overraskelse for mig, at hans egne kompositioner faktisk fungerede rigtigt godt. De er en smule hårdere end det, han lavede i Iron Maiden, og det klæder hans vokal, der er blevet en smule rusten med tiden - endda så rusten at han, med rimelig succes, growlede enkle stykker. Og selvom det måske ikke kan anbefales Bruce Dickinson at give sig i kast med samme projekt i Maiden, så passede det udmærket ind i musikken her. Men alligevel var det som om tempoet blev trukket lidt af koncerten, når Diannos egne numre blev frembragt af det godt sammenspillede svenske backingband. Det var de klassiske Maidennumre, der holdt et entusiastisk publikum i gang, og hverken ikke en veloplagt Paul Diannos eller et lige så veloplagt og entusiastisk band, kunne gøre noget ved, at størstedelen af publikum var kommet for at høre Maiden-klassikere. Atomkrig og Arsenal-chikane Dette ødelægger dog på ingen måde helhedsindtrykket. Paul Dianno såvel som hans band, nød at spille samtlige numre, og Dianno virkede kun lidt bitter, da han fandt plads til at udtrykke sig om Muhammed-tegninger i knapt så diplomatisk vendinger, der, såfremt han havde været dansk udenrigsminister, formentlig havde startet en hellig atomkrig mod Danmark. Heldigvis blev han glad igen, da han kunne fortælle, at hans favorithold West Ham havde vundet dagens kamp i Premier League, og ved samme lejlighed fandt han det også passende at nedgøre en Arsenal-fan blandt publikum. Afslutningsvis skal der også lige skrives et par ord om det danske band Pick Up, der havde fået tjansen som opvarmningsband, og udover rimeligt langt umotiverede pauser mellem numrene, slap de rigtigt godt fra det. Desværre sad denne skribent fast i den ganske lange kø ved indgangen, så han gik glip af omtrent halvdelen af danskernes sæt, og det udelukker lidt muligheden for at komme med en fornuftig anmeldelse og karakter.