Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mayhems historiske vingesus

Populær
Updated
Mayhems historiske vingesus
Mayhems historiske vingesus
Mayhems historiske vingesus
Mayhems historiske vingesus
Mayhems historiske vingesus
Mayhems historiske vingesus
Mayhems historiske vingesus
Mayhems historiske vingesus

Mayhems fremførelse af hele mesterværket 'De Mysteriis Dom Sathanas' på den svenske Black Christmas Festival var på papiret en særlig begivenhed. I aftes gjorde de begivenheden ikke bare særlig, men historisk, efter en noget nær overmenneskelig koncert.  

Trackliste
1. Funeral Fog
2. Freezing Moon
3. Cursed in Eternity
4. Pagan Fears
5. Life Eternal
6. From the Dark Past
7. Buried by Time and Dust
8. De Mysteriis Dom Sathanas
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
666

Den kutteklædte skikkelse står i en tilstand mellem trance og forbandelse. Ansigtet er sminket lighvidt og lyser op i det violette lys, der falder på scenen. Gravrøsten er hæs og har noget diabolsk over sig.

”The past is alive! The past is alive!”, snerrer den og fremkalder et vingesus fra musikhistoriens sorteste kapitel.

Fredag aften til Black Christmas Festival i Norrköping blev der skrevet nye linjer til det. Men det handlede ikke om de mord og kirkebrande, det velkendte kapitel om norsk black metal blev kendt for.

Det handlede om musikken – Mayhems milepæl ’De Mysteriis Dom Sathanas’ fra 1994, som de for første gang spillede i sin helhed.

Af gode grunde er det den eneste plade, de aldrig har været på turné med. Historien om Mayhem er næppe gået nogen forbi. Den bliver fortalt igen og igen. Om sangeren Dead, der begik selvmord. Om guitaristen Euronymous, der brændte kirker ned sammen med bassisten Varg Vikernes, som han senere blev myrdet af i 1993.

Da Vikernes blev idømt 21 års fængsel for drabet i maj 1994, udkom ’De Mysteriis Dom Sathanas’ blot en uge senere. Mens retssagen blev det afsluttende punktum i de drabelige år af fortællingen om Mayhem og norsk black metal, ender ’De Mysteriis Dom Sathanas’ samtidig som genrens musikalske kulmination.

Pladen er black metallens Sixtinske Kapel – kunstværket over dem alle, hvor kronen på værket blev Deads afløser, Attila, som Euronymous beundrede og var fan af i det ungarske kultband Tormentor.

44-årige Attila Csihar er 21 år senere stadig i særklasse og sendte et kollektivt kuldegys igennem publikum, som han stod der på scenen og skreg ”the past is alive!” i omkvædet til ’Pagan Fears’. Her var vi halvvejs igennem pladen, der blev sparket i gang med en intro af foruroligende lyde.

Katedralen Nidarosdomen i Trondheim, der pryder pladens monokrome cover, lyste op i skæret af det violette og koboltblå lys på det store bagtæppe. Den dystre symbolik var sigende for showet, der fremstod som en invitation til et hinsidigt mørke, hvor kaos hersker.

Men der var kontrol over illusionen, da ’Funeral Fog’ først satte musikken i gang. Hellhammer kunne på intet tidspunkt ses under koncerten bag sit gigantiske trommesæt.

Men han kunne høres! Og mindede fra starten publikum om, hvorfor han er en af musikhistoriens vildeste trommeslagere. Han satte et rasende vanvid i ’Funerals Fog’s tempo, som langt overgik pladens. Utroligt nok. De to guitarister, Teloch og Ghul, – naturligvis også iført kutter – og vildmanden Necrobutcher på bas høvlede sangens ikoniske riff af med samme overmenneskelige fart, uden at en tone sneg sig ud af takt.

Scenen blev lagt i sort, og en skinnende fuldmåne lyste op i showets dekoration. Vi vidste, hvad der var i vente. Det store øjeblik med klassiske ’Freezing Moon’, som Dead skrev teksten til. Og Deads stemme rungede såmænd også ud i salen med optagelsen af Deads intro til nummeret under Mayhems berømte koncert i Leipzig i 1990.

”When it's cold, and when it's dark, the Freezing Moon can obsess you”, lød Deads hvæsende stemme på bånd, mens Attlia stod med ryggen til publikum foran sit alter og flyttede rundt på kopper, der kom op røg fra.

’Freezing Moon’ gik rent ind. Det gjorde alle otte numre. Fra de kendte klassikere til de mere sjældne. ’Life Eternal’ krøb helt under huden, da Teloch genskabte Euronymous’ dystre klang under soloen – kun Mayhem synes at kunne gøre Døden så indbydende.

De 700-800 publikummer i salen virkede også alle til at være fanget af Mayhems hypnotiserende overgreb. Og ingen lod til at være i tvivl.

Det annoncerede show var ikke længere blot en begivenhed på papiret. Den var blevet til virkelighed. Den var blevet historisk med et fandenivoldsk format fra start til slut.

Hvor der blev tændt sorte fakler langs hele scenen, før pladens afsluttende titelnummer lukkede showet, og Attila messede sig igennem tekstens latinske påkaldelse af Satan. Og lur mig om ikke det lykkedes, da en svovlduft bredte sig og en stemme hviskede 666 i undertegnedes øre.

Opdatering:
Koncerten blev i december 2016 officielt udsendt på vinyl, cd, streaming samt dvd under titlen 'De Mysteriis Dom Sathanas Alive' – her er det 'Freezing Moon'!