Med følelserne udenpå Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a4/13/35/IMG-1067-77-1485805281.jpg
29. Januar 2017    

Touché Amoré leverede en fin, om end lidt jævn koncert torsdag aften i Pumpehusets lille sal, hvor tunge følelser blev leveret med en energi, der kom langt ud over scenekanten.

Titel
+ Angel Du$t + Swain
Spillested
Dato
26-01-2017
Forfatter
Karakter
3

Der er noget særligt ved at støde ind i den form for post-hardcore, som LA-bandet Touché Amoré spiller. Når man normalt beskæftiger sig meget med det noget mere tilknappede følelsesregister, som metallen arbejder med, hvor udtrykket ofte veksler svagt mellem brutalitet, aggression og vrede, så kan det virke næsten intimiderende at lytte til et band, som så åbenlyst vedkender sig de store og tunge følelser, som Touché Amoré gør.

’Stage Four’, gruppens seneste album, udkom i september, og hele albummet kredser om forsanger Jeremy Bolms følelsesliv, efter hans mor døde af cancer et år tidligere. Albumtitlen kan tolkes som en reference til, at det er bandets fjerde album, men det er også en henvisning til det stadie af cancer, hvor sygdommen spreder sig mest. Tematikken ligger tungt over hele pladen, og Bolms skrigende punkvokal hudfletter sorgen, vreden og fortvivlelsen over pumpende rytmer og luftige guitarer. ”I’m heartsick” er de første ord, der overhovedet udsiges på den – i øvrigt fremragende – åbner ’Flowers and You’, og det fortsætter over de efterfølgende 35 minutter. Følelserne krænges helt ud, og det er musik, der med rette fortjener den emo-betegnelse, som post-hardcoren også fik i sin tid. For Touché Amoré bærer følelserne helt udenpå tøjet.

Holdånd og ærlighed
’Flowers and You’ åbnede også sættet torsdag aften i Pumpehusets lille sal, men koncerten var i langt højere grad præget af det høje energiniveau, der nu engang er kendetegnende for punken. Sangene fra ’Stage Four’ fyldte omtrent halvdelen af sætlisten, men på trods af det følelsestunge indhold er Touché Amorés melodiske post-hardcore stadig solidt funderet i punkens piskende energi. Publikum var der tydeligvis også for at have en fest, hvilket en yderst levende moshpit med crowdsurfing og stagediving bevidnede. Jeremy Bolm gik frem og tilbage på scenen og pegede gang på gang mikrofonen ud mod det fortrinsvist unge publikum, som krampede sig sammen om forsangeren og kæmpede for at få lov til at synge med, ligesom numre som ’Palm Dreams’ og ’Rapture’ inviterede til regulær fællessang. Så trods den individualistiske sorgproces, som ’Stage Four’ skildrer, var koncerten i højere grad båret af hardcorens kollektivistiske holdånd.

Det ændrede dog ikke ved, at Bolm tager de stærkt personlige tekster på ’Stage Four’ op med en vis form for biografisk revisionisme. Den meget melodiske og guitartwangy ’New Halloween’ åbnes på pladen med linjen ”somehow it’s already been a year”, men til koncerten ændrede Bolm så teksten til ”two years”. I den forstand vil Touché Amoré også meget gerne fremstå ærlige, blottede, udkrængede, og det gør de da også. Resten af bandet gør ikke meget væsen af sig, og det gør koncerten til en noget jævn oplevelse, men man tror på Bolm, når man lytter til albummet, når man ser ham live, og når han inden aftenens sidste nummer roser de europæiske fans for at være så dedikerede og siger ”thanks for giving us a place to be other than America right now”.

Slackerattitude og arbejderfræs
Inden Touché Amoré gik på scenen, havde de to opvarmingsgrupper Angel Du$t og Swain leveret et par udmærkede sæt, der på hver sin måde havde rod i punkånden. Swains alt-rockede afart blev leveret med en god portion slackerattitude af fyre, der lignede nogle, der kunne være gået direkte fra settet på Kevin Smiths klassiske film 'Clerks' og op på scenen, og musikken pegede da også mere i retning af Nirvana og Smashing Pumpkins end mod Black Flag og Discharge.

Sidstnævnte inspirationskilder blev dog taget direkte op af hardcore-kvintetten Angel Du$t, der egentlig er fra Baltimore, men ligner nogle bøvede gutter fra den britiske arbejderklasse. Forsangerens ansigt var under hele koncerten tæt på uidentificerbart under sin kaskets skygge, og han hoppede energisk på stedet i sine hvide sneakers til resten af bandets pumpende hardcore, mens mikrofonen gang på gang blev kastet ud mod publikum, der var i fuld pogo-dans.

På plade er Angel Du$t mere varierede, end hvad der kom til udtryk denne aften, og man mistænker dem for enten kun at vælge de korteste og mest energiske numre eller for at tage de stykker fra, der peger for langt væk fra hardcoren. For der var masser af oi!-punket fræs, arbejderattitude og meget lidt melodi og følelsesudkrængning over deres optræden. Og sådan må det jo også gerne være.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her