Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra autopilot til tornado

Populær
Updated
Fra autopilot til tornado
Fra autopilot til tornado
Fra autopilot til tornado
Fra autopilot til tornado
Fra autopilot til tornado
Fra autopilot til tornado
Fra autopilot til tornado
Fra autopilot til tornado

Det startede trægt ud i Vega, og alt tydede på en gengivelse af Copenhell-gaberen i 2016, hvor Megadeth blot leverede varen acceptabelt uden at bide fra sig. Men det skulle ændre sig.

Kunstner
Titel
+ Metal Church
Spillested
Dato
02-08-2017
Genre
Trackliste
1. Hangar 18
2. Skin o' My Teeth
3. The Threat Is Real
4. She-Wolf
5. Trust
6. Fatal Illusion
7. Conquer or Die!
8. Lying in State
9. Poisonous Shadows
10. Tornado of Souls
11. Post American World
12. A Tout Le Monde
13. Sweating Bullets
14. Dystopia
15. Symphony of Destruction
16. Mechanix
17. Peace Sells
18. Holy Wars... The Punishment Due

Metal Church:
1. Fake Healer
2. In Mourning
3. Needle and Suture
4. Start the Fire
5. Gods of Second Chance
6. Badlands
7. Beyond the Black

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Alt er, som det skal være foran Vega tirsdag aften, når nogle af de største har sørget for et udsolgt spillested, selvom karrieren har varet i over 30 år.

Køen går helt fra indgangen til Store Vega ned til hjørnet ved Enghavevej, og i skyggen af fire enorme tourbusser høres den sædvanlige småsnak af underspillet specialviden, hvor der liste obskure detaljer om et velkendt, men ikke populært, album op, samtidig med at klassikerne nedrakkes: Dem vi skal ind og høre om ganske få minutter i form af Megadeths omsiggribende bagkatalog, der senere skal vise sig at blive aftenens redning.

Men først Metal Church. Bandet, der startede et par år inden Megadeth kom til i 1983, ligeledes i Californien, før de rykkede til Aberdeen i Washington, hvor de blev naboer til en række grunge-bands. De måtte hurtigt se sig overhalet af Megadeth og med årene mange andre. De havde ellers fat i den lange ende og knaldede insisterende døren op til scenen med deres debutalbum 'Metal Church' i 1984, båret af tidens lyd med rivende guitarriffs og høj fart, ledt an af David Waynes karakteristisk aggressive highpitch. 

Wayne blev i 1988 afløst af Mike Howe, der var med på de tre næste album, inden Metal Church splittedes, blev gendannet, splittedes igen. I 2015, godt femogtredive år efter den første akkord blev slået an, var Howe på banen igen efter cirka tyve års stilhed og har således været en del af Metal Church siden. 

De lagde skarpt ud præcis kl. 20.00 med ørehængeren 'Fake Healer', der netop er blevet genindspillet i år som duet med Queensrÿches Todd La Torre og udgivet d. 28. april på albummet 'Classic Live' – og i øvrigt har været fast åbner på sætlisten siden genoptagelsen af koncertativiteterne i forbindelse med udgivelsen af 'XI' sidste år, og dermed også siden Howes genkomst; han sang den originalt på 'Blessing In Disguise' i 1989.  

Det var dog hverken Howe, eller ophavsmand og guitarist Kurdt Vanderhoof, der stjal billedet under den korte opvarmningstjans. Leadguitarist Rick van Zandt spillede gennemført tight og progressivt, med stram og dynamisk opbakning fra trommeslager Stet Howland (tidl. W.A.S.P), der netop har tilsluttet sig Metal Church i forbindelse med deres resterende sommerkoncerter, da Jeff Plate efter 12 år forlod bandet i marts. 

Trods en rimelig repræsentation af numre fra tidlige udgivelser nåede det ydmyge band ikke helt ned på de bagerste rækker. Om det var Howes lettere forcerede interageren eller slet og ret numrene i sig selv, der ikke vakte genklang hos det talrige publikum, er svært at præcisere uden at adspørge hver enkelt. 

Howe fremstod en anelse malplaceret foran det drevne band, som han godt nok selv har haft del i at bære frem, men hvor det alligevel skinnede igennem, at netop bandet har været væsentligt mere aktive på scenen end han selv i de sidste tre årtier. 

Det blev et knap tre kvarter langt velafrettet spark fra fortiden, der lød som en energisk kombination af Iron Maiden, Accept og momentvis Metal Church anno 1984. 

Motoren skulle lige blive varm
Efter en halv times forventningsfuld sitren i det mørke, stopfyldte Vega, åbenbarede Dave Mustaine og co. sig efter det sidste og passende pausenummer, Rainbows, 'Long Live Rock N' Roll'. 

Selvom publikum masede rundt nede foran scenen i ukritisk begejstring, skete der ikke rigtig noget magisk på scenen. Det var standard Megadeth, der har turneret i snart halvandet år efter udgivelsen af 'Dystopia' – og med det sagt var det ikke nødvendigvis dårligt.

Bundniveauet er som så ofte godkendt, og det er ikke noget nyt i den sammenhæng, selvom allestedsnærværende Dirk Verbeuren er forholdsvis ny på trommetaburetten, og guitarist Kiko Loureiro ligeledes er tiltrådt for blot to år siden og kun har medvirket på albummet, der har navngivet igangværende tour, der fortsætter indtil november i år. 

Så det var et hørbart sammenspillet band, der leverede en jævn times forventeligt højspændingslir i den konforme ende af skalaen. Alt eksekveredes uhyrligt præcist, og synkoperne sad perfekt. Alligevel manglede der reel nerve – præcis som på Copenhell i 2016, dog her med et ekstra glimt af nærvær. 

For midt i det hele sker der noget. Publikum rykker tættere på hinanden foran scenen, og Mustaine er pludselig kontaktbar under den store manke. Indtil nu har Kiko Loureiro markeret sig, brilleret mest og fået passende plads til sine veldrejede udfoldelser, men efter 'Sweating Bullets' kommer der liv på scenen. Efter alt at dømme grundet sætlistens udvikling til det mere velkendte.

Loureiro holder sit imponerende niveau, og han og Mustaine kører et fræsende parløb både i 'Symphony of Destruction' og gennem resten af koncerten. Da riffet til 'Mechanix' straks efter sætter ind, er taget ved at blæse af Store Vega. Hvem skulle have troet det, bare en time tidligere? 

Efter halvanden time sluttede ekstasen af med 'Holy Wars', godt trukket op af sætlisten og energien i den sidste halve time, hvor alt var, som man kunne ønske sig. 

Du kan se eller gense hele koncerten her: 
&t=4514s