Mennesker eller maskiner
To af branchens ældste akter indenfor dødsmetal gæstede København en god torsdag aften.
Til lyden af introen på PA’en og med en smøg i kæften spankulerede Ola Lindgren rundt på scenen på nærmest fraværende vis, og samtidig nærmest nonchalant og arrogant.
Få sekunder yderligere gik, og Grave, som han er i front for med sin guitar og gutturale opstød, var i gang. Grave viste, at der ikke behøves særlig påtaget ond attitude og mørkt image for at spille bundsolid, rykkende og herlig dødsmetal. Som svenskerne har for vane var der masser af lækre gamle sange fra bandet fx ”You’ll Never See” og ekstranummeret ”Into The Grave”.
Det var fedt og solidt, og Olas growls var præcise og utroligt tydelige uden at miste brutalitet. Selvom der blev råbt fra publikum efter ”Soulless”, gjorde bandet rigtigt i at springe den over, for det generelt høje tempo, de valgte sange var i, havde gjort at netop dette langsommere og simplere dødsmetal-hit ville have været lidt malplaceret denne aften.
2 måder at fyre sit show af på
Hvor Grave med sin musik og en tilbagelænet, men alligevel autoritær attitude fik vist, at selv det mest minimalistiske show kan grovrykke, så valgte ligeledes svenske Zonaria at gøre det på anden vis, da de forinden havde stået på scenen. Stilen var melodisk black/dødsmetal, og headbangingen på scenen var konstant.
Lyden var ikke helt fantastisk, hvilket til dels havde med den distortede bas at gøre. Der slap simpelthen for meget ”fingerlyd” igennem, når bassisten slog tonerne an. Men uanset dette blev det hurtigt bevist, at bandet har ganske mange fine riffs til at akkompagnere de storladne keyboardflader, som bandet havde kørende samtidig over PA’en. Og især de unge metalfans så ud til at nyde musikken og hoppede voldsomt rundt.
Polsk præcision
”Are you ready to die? This is YOUR night! Copenhagen!”. Således startede polske Vader ud med mægtige Peter i front på ondt growl og 6-strenget raseri, og spillede voldsomt tight og professionelt. Og det selvom medlemmerne kun har spillet sammen her fra 2008. Ja, Peter er eneste oprindelige medlem og generalen, der ved sin blotte tilstedeværelse dikterede det fine fremmøde i The Rocks lokaler til massiv headbanging.
Fra starten gik det hastigt derudaf, og selvom det så ud til at glæde de fleste, så kunne lidt mere variation måske godt have været ønsket. Det kom heldigvis senere i sættet med aftenens vinder ”Dark Transmission” og også den korte og lidt anderledes Vader-sang i ”Carnal”.
Det kørte som en militaristisk præcis maskine, og selvom det var vanvittigt imponerende, så var det måske også lidt showets akilleshæl. For selvom man ikke var i tvivl om at bandet nød at spille, så manglede der alligevel en anelse mere indlevelse. At det var mennesker og ikke maskiner, man fik den fede dødsmetal fra.