Mere end deathcore
Populær
Betraying the Martyrs var ikke mærket af en hård turneplan og spillede både energisk og hjerteligt.
Hvis ikke du allerede ved det, så er Betraying the Martyrs et ganske lovende deathcore-band fra hovedsageligt Paris og med en engelsk frontmand. Og flittige er de. Siden 30. januar har de optrådt hver eneste fucking aften, og det fortsætter de med til og med den 1. marts.
Det bør afføde respekt, og især når de som i torsdags i Pumpehuset formåede at holde dampen oppe foran, hvad der for dem bør være et skuffende fremmøde. Ok, man kunne indvende, at rutinen også var på spil, og det ikke kun var spilleglæde, der drev lokomotivet fremad. Men så skal de i hvert fald have, at de agerede professionelt. Kontakten mellem især frontmand Aaron Matts og publikum var både god og hjertelig, og bandet var i det hele taget livligt at se på hele vejen igennem. Publikum kvitterede da også med at leve særdeles godt og energisk med. Der var næsten blot en moshpit og kun ganske få, der overværede koncerten stillestående.
Betraying The Martyrs spiller overordnet set deathcore, og det gør det både præcist og energisk – ret godt, med andre ord – men da også denne genre er ved at være lidt... skal vi kalde det ”tilredet”?, så er det temmelig forfriskende, at de har tilføjet nogle progelementer, så de også kan farve musikken med nogle andre stemninger, end hvad genren ellers byder på. Bedst lykkedes dét, når keyboard og vokaler smeltede sammen hen over den tunge og præcise bund. Det var i disse situationer, at Betraying the Martyrs lykkedes bedst. Værre stod det til med nogle af de mere gængse melodiske metalcore-passager. Ud over at de musikalsk set var mere metervare, så var de heller ikke udført fantastisk.
Men det ændrer ikke det samlede indtryk af et band, der både har evnen og arbejdsmoralen til at nå langt, da de både har nogle genrefornyende ideer, turnéknokler uden synlige mén i deres optræden og frem for alt har en god og karismatisk fremtoning – selv på Pumpehusets lille og skæve foyerscene. Helt i mål er de godt nok ikke – hvad fremmødet bl.a. vidner om – men godt på vej, det er de sgu!