Mere Hale end storm
Populær
I sidste uge leverede amerikanske Halestorm en indledningsvis god koncert i Pumpehuset, der dog løb ud i sandet med American Idol-fraseringer og overflødig trommeekvilibrisme.
Love Bites (So Do I)
You Call Me a Bitch Like It's a Bad Thing
Dirty Work
Straight Through the Heart (Dio cover)
Innocence
Rock Show
Break In
Familiar Taste of Poison
(Trommesolo)
Daughters of Darkness
Mz. Hyde
Dissident Aggressor (Judas Priest cover)
It's Not You
I Get Off
Ekstranumre:
Here's to Us
I Miss the Misery
Star*Rats
Dansk-svenske Star*Rats stod for opvarmningen denne aften og havde delvist held med at få folk varme. Deres ”hard fuckin’ rock” led lidt under ulden lyd. Men det undskylder ikke, at bandet slet ikke fandt hinanden de første par numre. Timingen var OFF. Måske det var grunden til, at bandet aldrig rigtig fandt fodfæste og udstrålede det fornødne overskud, der ville få publikum til for alvor at tro på dem. Samtidig hjælper det ikke, at jeg generelt har et lidt anspændt forhold til danske hard rock/rock n’ roll-bands, hvilket Star*Rats desværre ikke rykkede ved denne mandag. Jeg tror blot, vi danskere må erkende, at det er en genre, vi ikke kommer til at beherske.
Halestorm
Man kan ikke påstå andet, end at søskendeparret Lzzy og Arejay Hale vækker opsigt fra scenen. Førstnævnte med en dragende og alsidig vokal. Sidstnævnte med et trommeshow a la The Mad Drummer, Steve Moore, som mange kender fra youtube-klippet ’this drummer is at the wrong gig’. Efter en ellers solid åbning på koncerten, hvor Halestorms mest rockede sange, så om ’Freak Like Me’ og hittet ’Love Bites (So Do I)' blev fyret af, løb bandet imidlertid langsomt tør for krudt, og det hele kammede desværre over i et svulstigt Hale-show.
Først blev Lzzy efterladt alene på scenen med et keyboard under nummeret ’Break In’, og så tog den dilettantiske vokalonani, som vi kender den fra diverse sangkonkurrencer, for alvor fat. Dette fortsatte koncerten ud. Utrolig syndt, når man nu lige havde forelsket sig i hendes rå rockvokal, der til tider tangerede en decideret metalvokal – en god en af slagsen tilmed.
Som søskende de delte, og Arejay blev efter det følgende nummer ligeledes sendt alene på scenen for at give en ganske sjov og underholdende, men for så vidt ikke særlig velspillet trommesolo. Man kunne ikke undgå at trække på smilebåndet, men hånden på hjertet var det mest mindeværdige et sæt overdimensionerede trommestikker.
Der blev endvidere plads til et par covernumre af henholdsvis Dio og Judas Priest. De blev eksekveret ganske habilt, men det er mig stadig en gåde, hvorfor de overhovedet blev en del af denne aftens sæt. Det var da også umiddelbart efter Dio-coveret af ’Straight Through the Heart’, at filmen begyndte at knække, og rockshowet blev til et show, hvor der skulle plejes nogle egoer. Unødvendigt.
I stedet burde Halestorm overvejende skrive sange i tråd med netop ’Freak Like Me’ og ’Love Bites (So Do I)' og nedjustere antallet af radiovenlige ligegyldigheder, for derved også at kunne bibeholde dampen under hele det ’Rock Show’, de selv synger om, men mangler at leve op til. Den kant, bandet viste i koncertens begyndelse, klædte dem nemlig langt bedre end deres forfald til gennemtærsket amerikansk poprock, som koncerten sluttede med.