Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metalkaravanens stop i Aalborg

Populær
Updated
Metalkaravanens stop i Aalborg
Metalkaravanens stop i Aalborg
Metalkaravanens stop i Aalborg
Metalkaravanens stop i Aalborg
Metalkaravanens stop i Aalborg

MTV Headbangers Ball Tour 2011 ramte Studenterhuset i Aalborg fredag aften og med tre af de store danske navne, blev det til en varm og tung aften.

Kunstner
Titel
Headbangers Ball Tour 2011
Dato
16-09-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
3

Konceptet MTV Headbangers Ball Tour blev undfanget tilbage i 2007, og har siden da været en fast tradition i det årlige koncertrepertoire for metalfolket. Hvert år finder arrangørerne bag konceptet nogle danske bands, der tilsammen udgør en rigtig god appetitvækker hos det loyale metalpublikum. I år har man valgt tre af de helt store navne. Mercenary, Artillery og Hatesphere. Det burde næsten være overflødigt at præsentere de tre navne, der hver især har sat Danmark på det internationale landkort hvad angår heavy metal.

Lige fra da Artillery spillede thrash i de tidlige 80'ere, til da Mercenary i de tidlige 90'ere spillede dødsmetal og senere udviklede sig til et multifacetteret band med tonsvis af hits på samvittigheden og videre til århusianske Hatesphere, der nu i mange år har leveret en brutal blanding af thrash og dødsmetal på de helt store scener såvel herhjemme som i udlandet. Alle tre bands nyder stor anerkendelse herhjemme og internationalt, og det er derfor noget af en fangst, at man har kunnet få dem til at spille sammen på de lidt mindre spillesteder rundt om i landet. Men sådan er MTV Headbangers Ball Tour. Det er en hyldest af og til metalmiljøet. For det hele starter og slutter på de små spillesteder!

MERCENARY

Når vi er i Aalborg har Mercenary hjemmebane. Det var her bandet blev undfanget og de har gennem snart 20 år leveret utallige skelsættende koncerter på dette sted. Lige fra da Kral startede bandet, til da Sandager-brødrene blev introduceret, Kral forlod bandet, Sandager-brødrene lige så og til nu her i 2011 hvor Jacob, Rene og Martin udgør en sammentømret trup, der holder fanen højt. Med den anmelderroste 'Metamorphosis' i ryggen skulle de for Gud ved hvilken gang fylde Studenterhuset med deres musik.

Og lige fra åbneren 'Bloodred Shades' og videre til 'Memoria' var der knald på. Godt nok var der en smule tekniske problemer med guitarerne, der gjorde, at leadguitarist Martin Buus måtte skifte guitarer næsten mellem hvert nummer, men niveauet blev alligevel holdt højt. Rene var i godt humør som indpisker, og når hjemmedrengene synger med på hver en strofe, så tror pokker, at forsangeren smiler ud til publikum.

Mercenary har denne aften, helt forståeligt, stor fokus på sangene netop fra seneste 'Metamorphosis' og krydrer det selvfølgelig med nyklassikeren 'Endless Fall' samt 'Firesoul', som man har svært ved at forestille sig ryge ud af en koncert med Mercenary. Teknikken drillede en anelse, men i vante rammer blev det alligevel til en god koncert med Aalborgs største eksportsucces på metalfronten.

ARTILLERY

Efter Mercenary var det så op til veteranerne fra Artillery om at føre publikum videre denne fredag aften. Da de går på scenen er det til store bifald, og da de sætter i 'Monster' er det med fuld damp på alle kedler. Rytmesektionen i bas og trommer ser efterhånden lidt bedagede ud, og selvom trommeslageren så ud til at lide bag gryderne, så holdt han takten på forbilledlig vis og Artillery sled sig rutineret gennem deres sange.

Den "nye" forsanger gør det også rigtig godt. Hans energi smitter af på alle omkring ham, og hans flotte vokalspektrum gør, at han kan frasere bedre end nogen anden denne aften. Det er ingen hemmelighed, at han har Iron Maidens Bruce Dickinson som inspirationskilde, og skulle man vælge én, så var det heller ikke noget dårligt valg! Guitararbejdet hos Artillery er, som altid, en usvigelig sikker præstation, og gennem '10.000 Devils' og afsluttende 'Terror Squad' må selv nye publikummer overgive sig, og anerkende disse aldrende herrer for deres bidrag til dansk metal, samt overvære det faktum, at de stadig kan fyre den af. Godkendt indsats.

HATESPHERE

Arrangørerne har gemt det tunge skyts til sidst. Af de tre er der ingen tvivl om, at Hatesphere spiller det tungeste musik. Med sublime plader som bl.a. 'The Sickness Within' er Hatesphere en etableret force i dansk tungmetal. De har, igen igen, en ny forsanger i folden, der skal tage over hvor Bredahl og Noller slap. Han går på med krum hals og kræver sin plads på scenen, hvilket er rart at se. Ikke noget med at stå med hatten i hånden, men derimod frem og angribe og vise, at her hører han til. Derudover har Hatesphere også den dagsorden denne aften, at de skal promovere deres kommende album 'The Great Bludgeoning' en smule.

Pepe fremfører sin musik, som vi kender ham. Fuld fart på det lange hår, der sjældent får lov at hænge stille ned over skuldrene, mens guitaren bliver brugt, som var det sidste chance for at slide i strengene. Som altid positiv indstilling og et stort smil på læben fra bandets omdrejningspunkt. Med bl.a. sange som den helt nye 'Smell of Death', 'Coming of Chaos', 'Forever War' og afsluttende 'Sickness Within' kan Hatesphere uden problemer lire et stensikkert set af. Pepe og co. fik introduceret deres nye forsanger samt to nye sange (førnævnte 'Smell of Death' og 'Venom'), og kunne bagefter være tilfredse med deres indsats.

Efter tre fine, danske bands på plakaten kunne efterfesten så ellers fortsætte på RockCaféen i Jomfru Ane Gade, hvor flere af de optrædende også gjorde deres entre. En hyggelig aften med velkendte toner i ørerne og håret. Lige som det skal være på en fredag i Aalborg.

Det spillede de i Aalborg:

HATESPHERE:
Lies and Deceit
500 Dead People
Hate
Smell of Death
Only the Strongest
The Coming of Chaos
To the Nines
Drinking With the King of the Dead
Forever War
Venom
Floating
Sickness Within

ARTILLERY:
Monster
When Death Comes
Mi Sangre (The Blood Song)
By Inheritance
The Challenge
10.000 Devils
Khomaniac
Terror Squad

MERCENARY:
In Bloodred Shades
Memoria
Through the Eyes of the Devil
River of Madness
Endless Fall
Black Brigade
On the Edge of Sanity
The Follower
Firesoul