Metallicas 30 års fødselsdag – Dag 1
Populær
På førstedagen spillede Metallica med et kæmpe overskud, og havde lokket Diamond Head til en semigendannelse, hvilket satte et euforisk punktum for koncerten og udlignede de få skidte momenter.
2. No Remorse
3. The Shortest Straw
4. Leper Messiah
5. The Day That Never Comes
6. Carpe Diem Baby
7. Hate Train
8. Please Don't Judas Me (Nazareth)
9. Wherever I May Roam
10. Sad But True
11. No Leaf Clover
12. One
13. Harvester of Sorrow
14. Damage, Inc.
15. Motorcycle Man (Saxon)
16. The Prince (Diamond Head)
17. It's Electric (Diamond Head)
18. Helpless (Diamond Head)
19. Am I Evil? (Diamond Head)
20. Seek & Destroy
Den første (mandag) aften af Metallicas specielle 30 års-fødselsdagsshows bar præg af en spændthed blandt både publikum og også bandet fornemmede man. I sidste uge beskrev jeg, hvordan aftenerne talte quizzer, diasshow med fødselsdagshilsner og lidt stand-up fra Jim Breuer. Men herudover var der også sat fast tid af til at ære Cliff Burtons minde.
Mandag var valget meget logisk faldet på Cliffs far, Ray Burton, som var nervøs ved at blive overladt alene af på scenen og fortalte et par korte historier, som han selv havde fået fortalt af sin søn i sin tid. Men det var svært at koncentrere sig om den nervøse Rays snak takket være sniksnak iblandt det ikke rasende respektfulde publikum, der ellers eksklusivt bestod af fanklubmedlemmer, specialinviterede venner og branchefolk såsom den feterede Rolling Stone-skribent David Fricke.
Galt gik det, da opvarmningsnavnet gik på. Det var nemlig Apocalyptica – det finske band, der blev berømte tilbage i 1996, da de indspillede en hel plade med Metallica-sange udsat for cello. I 2005 så jeg bandet give en ganske vellykket koncert i Lille Vega, hvor de ellers havde kastet sig ud på dybt vand, skrev deres egne sange og havde fået en trommeslager med, som normaliserede lydbilledet, snarere end tilføjede det noget nyt.
Siden dengang er det dog gået gevaldigt ned ad bakke; de fire finner er røget ud ad en eller anden emo-tangent med eyeliner og der var en art storhedsvanvid at spore i øjnene på manden bag bandet, Eicca Toppinen, og som om dét ikke var nok, så sportede Perttu Kivilaakso da også et par farvede skaterhandsker a la den slags, der normalt sidder på børn halvt så gamle som ham selv.
Britney Spears-sange og toiletsnak med Torben
Det gik da fint nok med covers af blandt andre 'For Whom the Bell Tolls' og 'Fight Fire with Fire', og James Hetfield var da med på scenen og synge 'Nothing Else Matters', men så var der altså også Apocalypticas egen 'I Don't Care' (skrevet af Britney Spears' hitsmed Max Martin!), og så var det ved at være for meget at det gode.
I læ for larmen på toilettet fik jeg en snak med Lars Ulrichs far Torben, som jeg har oplevet et par gange i København – i 2004 på Jazzhouse, hvor han brugte et nedløbsrør som instrument og senest sidste år i Cinemateket, hvor han optrådte med pianisten Søren Kjærgaard (a la
" target="_blank">dette) og viste et par af sine eksperimentalfilm. En interessant mand, hvis lyst til kompromisløse eksperimenter helt klart er ført videre til sønnen.
Jeg mødte også fotografen Harald O, som spillede bas for D.R.I., da de gæstede The Rock for et par måneder siden, og bagefter bandede jeg over Apocalypticas udueligt lange sæt med radiovært og skribent Ron Quintana, som i sin tid fandt på navnet Metallica.
Og SÅ: Metallica
Men altså, Apocalyptica var hurtigt glemt, da Metallica ganske uformelt luntede på scenen uden hverken AC/DC- eller Morricone-intro, og bare gik i gang med 'The Call of Ktulu'. Selvom der var det i forvejen, så gav denne en ekstra helt speciel fornemmelse af klubkoncert på 1200-kapacitetsspillestedet The Fillmore, hvor lyden i øvrigt var helt brillant.
Der var naturligvis en anderledes publikumskontakt, end man oplever til stadionkoncerterne; hele bandet var i højt humør – navnlig James Hetfield – og havde strammet ballerne gevaldigt op til koncerten, fornemmede man. I hvert fald var sammenspillet noget bedre, end det plejer at være, eller også glemte man at fokusere på det, da favoritten 'No Remorse' blev banket udover scenekanten som sang nummer to. I sin fulde version, forstås! Ikke den sædvanligt nedbarberede live-udgave.
Efter flere klassikere, fik vi 'Carpe Diem Baby' fra en af Metallicas ringeste plader, 'Reload', livepremiere, og den swingede faktisk pissegodt, selvom jeg da, ærligt, kan være farvet af, at det var et anderledes og obskurt indslag. Mindre heldig var 'Hate Train' – en kasseret sang fra 'Death Magnetic'-sessionerne, der deler den plades svageste sanges forbandelse; et riffhelvede, alt for mange idéer, alt for lidt fokus, alt for lidt sammenhæng og for meget deja vu. Og endnu mere obskurt blev det med det akustiske cover af Nazareths 'Please Don't Judas Me' fra da Metallica spillede unplugged koncert til Neil Youngs "Bridge School Benefit".
Hetfield-efterligneren, John Marshall, Apocalyptica, Jason, Biff og Diamond Head!
Den (skulle det senere vise sig) obligatorisk gæstemusikerrunde blev åbnet af fanklubmedlemmet John, der spillede ekstraguitar på 'Wherever I May Roam' og tydeligvis har brugt alt for mange timer på at efterligne James Hetfields scenegestik ned til ansigtsudtryk og næver i vejret – ham havde man fået nok af efter en enkelt sang. Han blev da også afløst af den tårnhøje Metal Church-guitarist John Marshall, som har ageret stand-in for Hetfield til de koncerter i 90'erne og 80'erne, hvor han ikke selv kunne spille på den seksstrengede pga. skater- og forbrændingsskader.
Og minsandten om ikke Apocalyptica så dukkede op igen… Denne gang gav det dog god mening at have dem med på S&M-sangen 'No Leaf Clover' og en omarrangeret 'One' var også ganske solid – og da der opstod tekniske problemer med celloerne, spillede Trujillo Cliff Burtons ’Anesthesia (Pulling Teeth)’-solo – men det var altså noget mere tilfredsstillende at få banket 'Damage, Inc.' i fjæset med Jason Newsted tilbage på scenen med bandet!
Og så havde man sgu fløjet Biff Byford fra Saxon ind fra Helsinki for at synge med på NWOBHM-klassikeren 'Motorcycle Man'! Surrealistisk at se ham på den anden side af kloden så kort efter den festlige Saxon-koncert i Amager Bio!
Og netop som man troede, det ikke kunne blive vildere, så traskede en anden flok NWOBHM-helte på scenen – nemlig Brian Tatler og Sean Harris! Lars Ulrich har mange gange udtalt, at han næppe ville være blevet inspireret til at danne Metallica, havde det ikke været for d'herrers Diamond Head. Og man forstår godt den 15-16 årige Lars, der fulgte bandet i tykt og tyndt da de gav den gas i slut-70'erne og i 1980 udgav mesterværket 'Lightning to the Nations' (desuden lige udsendt i en anbefalelsesværdig deluxe-udgave!)
Hvad der gjorde det hele så meget desto mere unikt, var, at Tatler for syv år siden fyrede Harris, der ellers ved siden af klassikerriffene var bandets klare force. Siden har flødebollen Nick Tart taget brodden af enhver Diamond Head-koncert, jeg har oplevet. Men nu stod de der altså sammen igen, Brian og Sean, med Metallica, der jo som bekendt at coveret det meste af 'Lightning to the Nations', som vi fik fire sange fra: 'The Prince', 'It's Electric' (premiere), 'Helpless' (i fuld længde) og selvfølgelig 'Am I Evil?' (i fuld længde!)
Man fornemmede især på Lars Ulrich, hvor meget indslaget betød for ham, og det var altså også 20-25 rene minutter i heavy metal-himlen, som eliminerede koncertens mere svage øjeblikke. Tatler og Harris blev på scenen til 'Seek & Destroy', hvor alle aftenens gæster, samt Soul Rebels blev inviteret på scenen for at lukke den tre timer lange koncert i en regn af balloner og konfetti.
Overvældende var det.
Se flere videoer fra Fillmore-koncerterne
" target="_blank">HER!