Metallicas balancegang Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/36/c4/7a/22595_H1W5751_1339371619.jpg
07. Juni 2012    

Det store metalorkester balancerer på en knivsæg mellem at ville være familierockorkester og metalmusikkens allerstørste. En svær opgave, selv for Metallica.

Kunstner
Dato
06-06-2012
Distributør
Genre
Trackliste
1. Hit the Lights
2. Master of Puppets
3. The Shortest Straw
4. For Whom the Bell Tolls
5. Hell and Back
6. The Struggle Within
7. My Friend of Misery
8. The God That Failed
9. Of Wolf & Man
10. Nothing Else Matters
11. Through the Never
12. Don't Tread On Me
13. Wherever I May Roam
14. The Unforgiven
15. Holier Than Thou
16. Sad But True
17. Enter Sandman
---
18. Blackened
19. One
20. Seek & Destroy
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Horsens har været hjemsted for adskillige store koncerter gennem de seneste år. Horsens & Friends har været dygtige til at trække de helt store trækplastre til byen og har dermed profileret sig kulturelt i forhold til de andre middelstore provinsbyer i og omkring trekantsområdet. Seneste skud på stammen er mægtige Metallica. Med det nedlagte statsfængsel som bagtæppe kunne det næppe være bedre iscenesat om man havde haft Martin Scorsese med inde over.

Selve pladsen bærer dog klart præg af, at den ikke har været anvendt til store koncerter før. Den har bekymrende niveauforskelle, der ikke ligefrem gjorde arrangørerne mere populære end de i forvejen var, da det kom frem, at dem allerbagerst havde svært ved at se såvel scene som storskærme. Disse udfordringer får man forhåbentlig styr på til næste gang. Publikumssammensætningen fortjener også et par ord med på vejen. Før i tiden kunne man afkode hvilke mennesker, der ville være blandt publikum ved bare at tage et hurtigt kig på de bands, der er på plakaten. METALLICA. Det må sgu da være dem med det lange hår, der tager til sådan noget, ikke? Ih, nej. De kronragede med kamphundesweatere er der skam også med deres overtatoverede, oversminkede og underfrankerede kærester, ligesom hele familier med små og store børn ses mellem de fremmødte. Det er umuligt at sætte alle 40.000 i én bås, for i Horsens er diversiteten stor.

Gode Gojira, middelmådige Mastodon

Første band på scenen er franske Gojira. I modsætning til vores anmeldelse af samme turnepakke i Oslo, hvor de ikke fik så kærlige ord med på vejen, synes jeg faktisk Gojira gjorde en ganske hæderlig figur i Horsens. De startede i hvert fald rigtig flot ud og gjorde det eneste rigtige, der er at gøre for et opvarmningsband, der kun har en halv time til at profilere sig i; læg ud med de stærkeste kort! Når man skal vinde nye fans, er det smartest at starte stærkt ud, for hvis ikke din musik fænger i første sang, kan du være sikker på, at interessen er lig nul når man når til sidste nummer. Det forstår franskmændene. Gojira åbnede med den fabelagtige 'Oroborus', hvis riff er særegent og fængende.  Det fangede i hvert fald mig og så blev resten af deres show egentlig bare en rar oplevelse. Gojira kæmpede med en alt for lav lyd, men det var de ikke ene om, skulle aftenen senere vise.

Efter 'Oroborus' satte de i den mindst lige så populære 'The Heaviest Matter Of the Universe' og da fik også trakteret med 'Flying Whales' senere i deres show. Nuvel, Gojira er bestemt ikke allemandseje i provinsen, men jeg synes at jeg oplevede ganske fin opbakning helt oppe foran. De nåede ikke helt ud til de yderste, dyre madboder, men de kom nok ud over scenekanten til, at jeg var underholdt. Ingen tvivl om, at deres progressive metal har det svært på så stor en scene, hvor nuancerne sommetider drukner i mudret lyd og fadølståger. Ikke desto mindre kan de være godt tilfredse med deres indsats i Horsens.

Knap så godt synes jeg at Mastodon slap fra det. Jeg er enig med min kollega på redaktionen i, at de lægger for stor fokus på den rockede 'The Hunter'-plade, men når det nu er den, de turnerer på ryggen af, er det jo som sådan ikke specielt overraskende. Det ærgerlige for Mastodon er bare, at den ikke er vild nok til at få et publikum, der venter på Metallica, op fra græsset. Igen var lyden lav, og det gør det svært for nok så velmenende amerikanske musikere at piske en stemning op. Efter nu at have hørt Mastodon som opvarmning for netop Metallica nogle gange, undrer det mig, at begge bands vedbliver at gøre det til en tradition. Mastodon lød ikke godt i Forum og gjorde det heller ikke i Horsens. Bandet og dets musik er såmænd godt nok. Men som bagtæppe til Metallica har jeg endnu en god koncert med dem tilgode.

Sceneopsætning med godt udsyn

Efter aftenens sidste sceneskift begynder tonerne af Ennio Morricones velkendte filmmusik så at vælte ud af højtalerne og alle ved, hvad der så skal ske. Metallica går på scenen. Lige efter manuskriptet troner Lars Ulrich frem på sit trommesæt og skriger ud til publikum for at gejle de 40.000 fremmødte tilskuere op. Det lykkes. Og så sætter de ellers i 'Hit The Lights' skarpt efterfulgt af mægtige 'Master Of Puppets'. James Hetfield er i særdeles godt humør og interagerer godt med publikum, mens Rob Trujillo og Kirk Hammett flankerer og kommer godt rundt på scenen for at nå hele koncertpladsen.

For Metallicas scene med en stor bue ud på pladsen gør, at rigtig mange har mulighed for at komme tæt på. Området inde midt i scenen er så fyldt med folk fra Metallicas fanklub, hvor undertegnede selv er så heldig at opleve koncerten fra. Røster vil, at lyden også hos Metallica var for lav helt nede bagved. I 'Snakepit' var den ganske fin. Intet at sætte en finger på dér.

Sjusket spil samles op

Men det var der på Metallicas spil. Sommetider ræsede de så hurtigt af sted, at de kom ud af takt, men det skal siges, at det er nogle drevne herrer, så de fanger hurtigt hinanden igen og kommer videre uden at det bliver alt for slemt. Det værste eksempel er i 'Sad But True' i koncertens sidste halvdel, hvor Hetfield skal lægge op til Kirks solo og videregivelsen af depechen sker på en noget uskøn måde, der betyder, at guitarsoloen falder mellem hænderne på Kirk og ned på græsmarken. James og Kirk kigger på hinanden og smiler overbærende. De ved godt den er gal. Men pyt med det. Det er tid til 'Enter Sandman', der velsagtens er omdrejningspunktet for hele aftenens koncert.

For denne turne er jo en hyldest til pladen 'Metallica' fra 1991, hvorfra de store hits som netop 'Enter Sandman', 'Sad But True', 'The Unforgiven', 'Wherever I May Roam' og 'Nothing Else Matters' stammer. Den bliver spillet baglæns og slutter derfor af med den sang, der pludselig gjorde dem til hvermandseje i starten af halvfemserne, den sang, der katapulterede dem frem til at kæmpe mod navne som Nirvana, Guns N' Roses og Pearl Jam om samtlige teenageres gunst i '91. Ingen er her 21 år senere i tvivl om, hvem der sejrede. Det gjorde Metallica. I overbevisende stil.

Metallica på rutinen

Knap så overbevist er denne anmelder dog af Metallicas koncertoptræden denne aften i Horsens. For nok er James & co. yderst veloplagte, men de spiller tilbagelænet og på rutinen. Ikke hvad vi har vænnet os til efter fem forrygende koncerter i Forum tilbage i '09, eller den magtpræstation de leverede på Ullevi Stadion i Göteborg sidste sommer. Det er som om, at maskinen "Metallica" kører på autopilot.

Siden introduktionen af 'livemetallica.com' i 2004, hvor samtlige koncerter kan downloades få dage eller uger efter de har fundet sted, er hele opsætningen blevet stiv og maskinel. Det skal passe ind i et forprogrammeret format. De fratager noget af det spontane og giver ikke store muligheder for overraskelser. For fans, der har set Metallica spille live flere gange før, bliver det hele lidt forudsigeligt. De fans er der efterhånden en del af.

Cirkus, øltelt eller metalkoncert?


Til Metallicas uforbeholdne ros skal det siges, at de kompenserer for dette ved at rotere kraftigt i deres sange hver aften. Tilbage i '09 da de jævnede Forum fem aftener i træk var det hele 33% af setlisten, der var forskellig fra aften til aften. Her står Metallica markant ud i forhold til andre store navne, der fuldstændig religiøst fremfører samme show aften efter aften (f.eks. AC/DC, Iron Maiden m.fl.). Men Metallica selv falder også i den rille, hvor de spiller samme plade hver aften. James Hetfields 'spontane' udbrud til publikum mellem sangene er nøje indstuderede replikker, der leveres på præcis samme tidspunkt hver aften. Kun ordene 'Horsens', 'Oslo', 'Paris' og 'Helsinki' skiftes ud fra aften til aften.

Læg dertil, at familiehyggen og fællessangen midt i 'Enter Sandman' var noget af det værste hø, jeg længe har hørt til en Metallica koncert og du har en anmelder, der i den grad følte, at det her mere og mere minder om et omvandrende cirkus, der skal underholde den gennemsnitlige pøbel i stedet for at sparke røv på metalpublikummet. Der er altså sket noget med Metallica siden koncerterne i Forum i 00'erne.

For Metallica tog helt pynten af klimaks i netop 'Enter Sandman' ved at gøre det til en slags 'Vi sejler op ad åen', hvor man arm i arm i et øltelt sidder og vugger og hygger sig med mormor og ungerne. Det havde jeg ikke set komme. Heldigvis retter de op på det ved at levere tre fantastiske ekstranumre i form af 'Blackened', 'One' og 'Seek and Destroy'. Så var vi tilbage i velkendt farvand. Og det klæder Metallica meget mere, end Hetfields 'syng med og gentag hvad jeg siger'-leg med publikum, der her i 2012 altså er blevet kørt lidt for langt ud.

Savner bid

Metallica balancerer efter min mening på en knivsæg lige p.t. Deres styrke er deres usandsynligt stærke bagkatalog af nogle af de bedste sange skrevet i hårdrockens historie. Aftenens setliste var noget nær perfekt, når man godkender præmissen om, at de 12 af sangene stammer fra én plade. Men opsætningen virker for indstuderet og for folkelig. Det er rart at se Hetfield være så glad og positiv og det stråler ud af ham, at han elsker at præstere for os. Men samtidig savner man det bid, der var i Metallica dengang de var vrede og nærmest spyttede musikken ud i hovedet på os.

Nu er det kun Lars Ulrichs saftevand, der i ny og næ havner i gabet på en dedikeret fan, der vil gå gennem ild og vand for at gribe en trommestik. Men meget sigende, så må han nøjes med lidt saftevand. Tja. Lysshowet under 'One' var dog rigtig flot.



Læserkommentarer

Hahahah....Det er sikkert skidestrengt fordi det er lyden på filmen der er noget galt med, men hvad fanden laver Lars på Enter Sandman introen? Spiller jazz? Den hh skal straffes!! :)

Nå. Interessant i hvert fald at høre din mening Kent, for der har satme været mange, og både anmeldere og publikum har været ved at rive hovedet af hinanden på diverse webaviser. De gange jeg har debatteret det, trods jeg ikke var til koncerten, ender jeg altid op med det facit at hvis nogen synes det var verdens bedste koncert, så er det jo som det skal være. For nogle vil det være deres første koncert og de vil blive begejstrede for at høre Nothing Else Matters uanset fremførelsen og de mere trænede ører vil nok have en mere berettiget kritik parat.

Personligt synes jeg det er ved at være en anelse trist at se og høre på, men jeg skulle nok få møffet mig op foran alligevel og være tudeagtig til et nummer eller to hvis jeg havde været der. Alle har vel deres Metallica historie og på den måde vil de altid være ikoner, men de skal nok overveje om det er værd at vride mere saftevand ud af svampen.

...

Hahahah....Det er sikkert skidestrengt fordi det er lyden på filmen der er noget galt med, men hvad fanden laver Lars på Enter Sandman introen? Spiller jazz? Den hh skal straffes!! :)

Nå. Interessant i hvert fald at høre din mening Kent, for der har satme været mange, og både anmeldere og publikum har været ved at rive hovedet af hinanden på diverse webaviser. De gange jeg har debatteret det, trods jeg ikke var til koncerten, ender jeg altid op med det facit at hvis nogen synes det var verdens bedste koncert, så er det jo som det skal være. For nogle vil det være deres første koncert og de vil blive begejstrede for at høre Nothing Else Matters uanset fremførelsen og de mere trænede ører vil nok have en mere berettiget kritik parat.

Personligt synes jeg det er ved at være en anelse trist at se og høre på, men jeg skulle nok få møffet mig op foran alligevel og være tudeagtig til et nummer eller to hvis jeg havde været der. Alle har vel deres Metallica historie og på den måde vil de altid være ikoner, men de skal nok overveje om det er værd at vride mere saftevand ud af svampen.