Copenhell '17: Et fix til Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e4/93/f8/-XTJ5062-88-1498209901.jpg
23. Juni 2017    

Man skal aldrig stole på en junkie. Heller ikke på Al Jourgensen, men så kan man lade sig positivt overraske over, hvor solidt et show han kan lave med Ministry.

Kunstner
Dato
22-06-2017
Koncertarrangør
Karakter
4

Trump er en gave til alle amerikanske musikere, der gerne vil markere, at de står i opposition til etablissementet. Man kunne dårligt ønske sig en præsident, der bedre forener sine modstandere i et rasende had til hans person og alt, hvad han står for. Der er hurtige point at score i at sige “fuck Trump”, fordi der virkelig ikke er særligt mange mennesker, specielt ikke i Europa, der nærer varme følelser for ham.

Det er en klassiker i amerikansk rockmusik at opponere mod den siddende præsident, specielt hvis det er en republikaner. Fra Nixon over Reagan til begge Busherne har de været oplagte at rette musikernes retfærdige harme imod, hvor det straks har været sværere at opbyde helt den samme brede modstand mod demokratiske præsidenter, selvom de ikke nødvendigvis har været meget bedre. Simpelthen fordi det kunne få nogen til at tro, at man så ville foretrække en republikaner.

Den slags tvivl er der ikke plads til i den populære protestkultur. Det er sort/hvidt, og den til enhver tid siddende republikanske præsident er ond og latterlig. Så når Ministry i 2017 spiller ‘Punch in the Face’ er det ledsaget af en grafik på skærmen bag dem, hvor en animeret Donald Trump modtager alle de slag, som Al Jourgensen hvæser, at han har lyst til at give den person, der ellers oprindeligt var unavngiven. Og når Ministry spiller ‘Señor Peligro’, der handler om George W. Bush Jr.'s engagement i latinamerikansk politik, ledsages den elleve år gamle sang af citater af Venezuelas Hugo Chävez og hans efterfølger Nicolás Maduro. Så kan det godt være, at de fleste på venstrefløjen efterhånden har erkendt, at Chávez’ projekt ikke havde meget mere respekt for demokratiet, end Bush havde det, og at landet under Maduro er havnet i en voldsom krise: hvis de er imod den amerikanske regering, må de være på Ministrys side. Al Jourgensens fjenders fjender er tilsyneladende hans venner.

Slå-på-tæven-romantik
Men nu skal man selvfølgelig, som forfatteren William S. Burroughs siger det i starten af Ministrys sang ‘Just One Fix’, aldrig stole på en junkie. Det har Al Jourgensen aldrig lagt skjul på, at han kender alt til. Og når Al Jourgensen i spidsen for Ministry breder sin politik ud i den nye slagsang ‘Antifa’, er det ikke helt til at være sikker på, om det faktisk er en sang, der hylder Antifa-bevægelsen for at bekæmpe fascismen, om den kritiserer Antifa for dens voldelige metoder, eller om den, jævnfør sangen ‘Punch in the Face’, bifalder bevægelsen netop på grund af dens voldelighed, som så desuden går ud over dem, Al Jourgensen selv er imod. 

Selv når Ministry er mest bastante, er der altid plads til en lille rest tvivl om, hvorvidt de faktisk mener det, de synger, og det, de spiller, eller om de tager pis på os alle sammen. det crossover, Ministry lavede over i metal på ‘Psalm 69’ i 1992, var jo på en gang et opgør med en industrialscene, der så sig selv for fin til at befitte sig med noget jævnt som metal, og en metalscene, der sværgede til håndspillede instrumenter og havde mere end almindeligt svært ved at acceptere, at pladen var stykket sammen af samples, snarere end af langhårede musikere.

Den sidste udfordring har Ministry ikke længere: siden de tog på tour med ‘Psalm 69’, har det været som klassisk metalband med guitar, bas og trommer, bare tilføjet backing track, videokollager, synth og ekstra trommerytmer. Så igen: på den ene side, på den anden side overhovedet ikke. Men når Ministry kan lukke den første aften på en metalfestival som Copenhell, og når de kan gøre det så effektivt, som de gør det på Hades-scenen, er det, fordi deres musik er så absurd og overgearet metallisk, at det ikke kunne være mere perfekt. Bare åbneren, ‘Psalm 69’, er symfonisk med samplet kor, vækkelsesprædikanter og et monstrøst stærkt riff. Og derfra går det for fuld udblæsning med hårdt pumpende samplermetal af en slags, som egentlig godt kan virke temmelig bedaget, men som bliver leveret med så megen energi, så megen attitude og så gode riffs, at det bliver uvedkommende, om den er det. 

Ministry er heller ikke uvedkommende endnu. Al Jourgensen påpeger det selv i  et nyt mellemspil i ‘New World Order’, som oprindelig blev skrevet om George Bush Sr.’s invasion af Kuwait og Irak: Et kvart århundrede senere er sangen stadig aktuel, fordi der stadig sidder en præsident, som træffer beslutninger, der virker hvinende forrykte på Al Jourgensen.

Der er stadig en grund til Ministry. Det er godt nok uklart, præcis hvad den er, men imens kan vi have en fest med at være imod alt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her