Delvis forløsning

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d0/cb/81/-XTD9296-67-1527010820.jpg
22. Maj 2018    

Det var en meget veloplagt Dave Wyndorf, der var i front for et massivt velspillende Monster Magnet i et halvtomt Pumpehuset mandag aften. Desværre stillede de ikke med det bedste materiale.

Titel
+ Table Scraps + ¡Pendejo!
Spillested
Dato
21-05-2018
Genre
Trackliste
Dopes to Infinity
Rocket Freak
Soul
Mindfucker
Radiation Day
Look to Your Orb for the Warning
Dinosaur Vacume
When the Hammer Comes Down
Negasonic Teenage Warhead
Space Lord
-
Ejection
End of Time
Powertrip
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Der er langt fra bagkatalogets rockende storhed til den middelmådige garagerock, som Dave Wyndorf og resten af Monster Magnet praktiserer på bandets tiende album, ’Mindfucker’, der udkom for to måneder siden. Om det er en forklaring på fremmødet i Pumpehuset mandag aften, hvor den store sal var blot halvt fyldt op vides ikke, men som jeg husker det, var det en del færre, end da bandet besøgte nøjagtig samme sted for to år siden og spillede et brag af en koncert.

Måske pinse og protometal bare kolliderede for det publikum, der udeblev, eller måske Monster Magnet har tabt status, selvom de (for det meste) har været stabile og leveringsdygtige i tung stoner igennem snart 30 år. Måske det var den kommende arbejdsdag og hverdagens forpligtelser, der kaldte.

Nuancer af tungrock
Ikke desto mindre var der god grund til at klemme sig forbi indre Københavns Royal Run-vejafspærringer for en gang rockeskapisme, men først skulle vi trakteres af to lettere stilforvirrede opvarmningsacts, delvist kurateret af Wyndorf himself.

Selvom de er fra Amsterdam, var ¡Pendejo! med deres spansksprogede doomrock, som inkluderede en trombone og en forsanger, hvis growl-råb lejlighedsvist blev tilsidesat for trompetspil, et spændende bekendtskab. Der blev alluderet til mexicanske mariachibands, og det klædte faktisk deres doomrock ret godt; det var bare en skam, at hverken guitar eller horn for alvor kunne trænge igennem den mur af lyd, der kom fra bassisten, ligesom forsanger El Pastuso skulle bruge pauserne imellem numrene til at fortælle dårlige jokes og blandt andet introducere et nummer med et ”gruppeknallaaaaa!”-udråb. Den ellers interessante udfordring af rockkonventionerne blev afsporet af bøvet og præmatur øllethed.

Anderledes var det med Table Scraps, en powertrio fra metallens arnested Birmingham. De fortabte sig ikke i stage banter, men brugte deres tre kvarter på at give et showcase af hele deres spekter. Blandt bandets tilhængere skulle ikke bare være Dave Wyndorf, der personligt kontaktede bandet for at høre om supporttjansen, men også selveste 80’er-ikonet Grace Jones! Og der er da også noget appellerende ved Table Scraps’ retrorockede b-films-æstetik, der inkluderer en forvrænget lo-fi-vokal og et stift og tight trommespil, hvis økonomiserende stil står i kontrast til frontmandens løse guitarspil og udprægede brug af feedback og string harmonics. Deres udtryk er dog stadig for flagrende til, at det helt giver mening: Med største selvfølgelighed bevæger de sig fra protopunket garagerock over ren ørkenrock og stoner til at slutte af i et spacerocket krautinferno. Undervejs kaster det så tilpas forskellige associationer som Uncle Acid and the Deadbeats, The White Stripes, The Clash og Neu! af sig, men der mangler noget til at binde det sammen, og bassistens højtsiddende kasket og burger-t-shirt med den ironiske skrift ”burger” kommunikerer ikke ligefrem det ”pure fuckin’ rock”-slogan, der pryder frontmand Scott Vincent Abbotts ditto.

Syretrip og garagerock i ujævn forening
Nuvel, det var jo også Monster Magnet, vi var her for at se, og det var en tydeligt glad og veloplagt Dave Wyndorf, der trådte ind på scenen lidt over ti og som det første satte syretrippet i gang med ’Dopes to Infinity’ fra pladen af samme navn. Wyndorf, der så mere buff og veltrænet ud end længe, og hvis brystparti blev prydet af Funkadelics ’Maggot Brain’-cover, var i sit es, men desværre blev den klassisk inklinerede start afbrudt af en stribe af nye ’Mindfucker’-numre, der er langt fra samme niveau.

Sådan er det jo oftest, når gamle bands tager på tour med nye plader: De nye numre skal selvfølgelig luftes, men som publikum kan man godt savne en vis sans for proportioner og kvalitet i udvalget: Det er trættende at skulle stå igennem ørkenvandringer af nyt materiale, når det tydeligvis ikke er det, der rykker. Da Monster Magnet for fire år siden besøgte Lille Vega og spillede den på det tidspunkt nyligt udgivede ’Last Patrol’ fra start til slut gav det mening, da netop det album velsagtens var det stærkeste siden ’Powertrip’ (1998).

Det samme kan ikke siges om ’Mindfucker’, og selvom ’When the Hammer Comes Down’ var et af de bedre valg fra den plade, så var det først, da der blev kigget tilbage, at det for alvor løftede sig. ’Radiation Day’ fra ’Monolithic, Baby!’-albummet var en lille glædelig overraskelse, da den også understreger parallellen mellem den nye plade og de ligeledes mere garagerockede udspil fra midten af nullerne. ’Look to Your Orb for the Warning’, der blev leveret tungt og overbevisende, og ’Dinosaur Vacume’, der fræsede derudaf, var bare niveauer over. Begge fik et ekstra nøk opad med forlængede codaer, der byggede eksplosivt op, hvor både trommeslager Bob Pantella og bassist Chris Kosnik beviste præcist hvor sammenspillede og groovende, de egentlig er. De obligatoriske hits ’Negasonic Teenage Warhead’ og ’Space Lord’, der i en forlænget version strakte sig op mod ti minutter, viste bandet i deres es, for trods 20 år på bagen er det stadig svært uimodståelige numre, og særligt ’Space Lord’s opbygning og pludselige eksplosion er en garant for både spænding og forløsning hver gang.

Med et encore bestående af ’Ejection’, et covernummer af Robert Calvert (fra Hawkwind), og ’End of Time’ (fra førnævnte ’Last Patrol’), kom det generisk garagerockede og protopunkede i højsædet igen, desværre også på sin mest ensformige vis.

Når Monster Magnet er bedst, er de karismatisk rockende, almægtigt trippede og brillant velspillede. Når de er værst, er de middelmådige, formulariske og klichéramte. Denne aften var leveringen primært det første, men foruden de oligatoriske hits bar sætlistens materiale desværre for meget præg af det andet, og man savnede eksempelvis et nummer eller to fra den fænomenale debutklassiker 'Spine of God'. Men selv ujævnt materiale forhindrede ikke bandet i at spille med en vælde, som var det et stadion, der skulle erobres i stedet for et halvtomt Pumpehuset. Wyndorfs testostorondrevne rockeskapisme består, og med den afsluttende ’Powertrip’s magiske refræn ”I’m never gonna work another day in my life / The gods told me to relax, they said I’m gonna be fixed up right” i baghovedet kunne man tage senere hjem end regnet – givetvis for at gå på arbejde næste dag, men en hel del mere forløst end ellers.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her