Næveværdig nostalgi
Populær
Der var muligvis ikke meget konge af råddenskab over dem, men lørdag aften leverede C.O.C. nu alligevel en velspillet, oplagt og overraskende ydmyg koncert for et lille, intimt publikum.
2. Senor Limpio
3. King of the Rotten
4. Heaven's Not Overflowing
5. Long Whip/Big America
6. Wiseblood
7. Seven Days
8. Paranoid Opioid
9. 13 Angels
10. Albatross
11. My Grain
12. Stonebreaker
13. Goodbye Windows
----------------------
14. Vote With A Bullet
15. Who's Got The Fire
16. Clean My Wounds
Det var et længe ventet band, der lørdag aften præcis kl. 23 gik på scenen på det kompakte spillested Beta ude på Amager. Eller det vil sandsynligvis være mere korrekt at skrive, at det var et længe ventet line-up, der lørdag aften gik på scenen. Man skal nemlig kun et enkelt år tilbage i koncertkalenderen for at genkalde sidste års fantastiske Loppen-koncert med Corrosion of Conformity, ligesom man blot skal yderligere et par år tilbage for også at genkalde sig en festivalkoncert på Roadburn, hvor bandets andet udspil, ’Animosity’ (1985), blev spillet i sin helhed. Disse seneste koncerter har haft præsenteret C.O.C. i deres oprindelige konstellation som trio og har derfor hovedsageligt slået ned på bandets tid i midt-80’erne, hvor det var crossover-thrash, der var på den musikalske dagsorden.
Det var dog et andet og indiskutabelt mere populært C.O.C. der lørdag aften svingede tourbussen forbi Betas enorme parkeringsplads. Dette skyldes, at bandets tre originale medlemmer, Woody Weatherman, Mike Dean og Reed Mullin, denne aften havde fået deres bluesede fjerdehjul Pepper Keenan med. En mand, som for mange formentlig står som mindst en lige så væsentlig del af C.O.C.s senere signatur som de tre øvrige medlemmer. Og denne C.O.C.-konstellation med Keenan på hhv. vokal og spade skal man bladre noget længere tilbage i koncertkalenderen for at genkalde sig at have oplevet i Danmark. Nærmere bestemt skal man bladre tilbage til november 1996: De havde netop smidt ’Wiseblood’ (1996) på gaden – deres tredje udspil med Keenan – og var i byen for at varme op for Metallica over to aftener i Forum; Hetfield joinede dem på scenen under ’Man or Ash’ (det var dengang, Hetfield brugte meget af tiden på at sige ”fuck” og ”pussy” – those were the days). Lad os bare sige, at det var en legendarisk stærk opvarmning, C.O.C. den aften leverede.
Det tunge og de vuggende grooves
19 år efter Forum stod de så Beta, og store som de er – såvel fysisk som musikalsk som semilegendariske – fyldte de det meste af spillestedets lave scene ud med lige dele muskler, oversize tøj og masser af baggear. Som en form for reminder om aftenens særstatus blev der åbnet med en kronologisk trio bestående af ’These Shrouded Temples’, 'Senor Limpio’ og ’King of the Rotten’, med hver titel hentet fra diskografiens tre første plader, som Keenan var med på, ’Blind’ (1991), ’Deliverance’ (1994) samt førnævnte ’Wiseblood’. Og en bedre trio skal man fandeme lede længe efter: fra det demonstrativt tunge i førstnævnte skæring, over bandets signaturstærke vuggende groove, til den Metallica-inspirerede 90’er-thrash, som 'King of the Rotten’ står for. Den fuldblodsstærke åbning blev tynget af en dårlig lyd under koncertens begyndelse, som der blev rettet op på forholdsvis hurtigt.
En hyggeligt rockhjørne af København
Når bandet efter 19 år endelig besluttede sig for at vende tilbage også med Pepper Keenan i folden, da havde man ærligt talt ikke forestillet sig, at bookingen ville gå til Beta, der vist ikke huser mange flere publikummer end 150. Billetterne blev da også revet væk, da de i sin tid blev sat til salg, men selvom man egentlig godt kunne have tænkt sig at se de herligt bbq-fedtede, motorglade, nedstemte musikere på et spillested, der lugtede lidt mere af træ, og som rent æstetisk ville have egnet sig bedre til bandets saftige guitarlyd af lige dele Iommi og Hendrix, så viste Beta sig nu igen at være et hyggeligt hjørne af den københavnske rockscene. Personligt er jeg virkelig ikke glad for de slemt iøjefaldende diodelamper, der gør scenen en smule irriterende for et koncertpublikum at stå og stirre på, og på den måde tog C.O.C. sig langt bedre ud på Loppen sidste år. Her faldt de simpelthen bedre ind. Men det er petitesser, og man skulle være noget af et skarn, hvis man decideret brokkede sig over de betingelser, som Beta giver sit publikum.
Ydmyg liderlighed
Men tilbage til C.O.C. På Beta blev der fokuseret udelukkende på sangmateriale hentet fra bandets diskografi 1991-2005, hvilket vil sige materiale, der blev indspillet, mens Keenan var med i bandet. Selvom de efter den sidste plade, som Keenan var med på, ’In the Arms of God’ (2005), havde en længere pause, har de som trio dog så sent som inden for de sidste par år udgivet to nye studieplader, der muligvis ikke har fået meget opmærksomhed, men som helt sikkert fortjener at få det. Det var imidlertid ikke nye sange, bandet var taget på vejen for at promovere. I stedet leverede de en stram liste af skråsikre, fuldfede rocknumre , der stort set alle blev listet af med en form for ydmyg showcase-agtig indfølelse. Det var tydeligt, de ikke har fundet sammen igen, firkløveret, for at give sig selv en undskyldning for at drikke en håndfuld bajere sammen og recall the good old days. Noget siger én, at de har fundet sammen med Keenan igen for at gøre mere ud af det end ”blot” en kort turné. Jo, jo, godt nok virkede det også oprigtigt, da Keenan hen imod slutningen af koncerten dedikerede ’Who’s Got the Fire’ til ”the ladies in the house”, så måske de har fundet sammen for også på dén måde at være rigtige rockstjerner igen. Det manglede vel i så fald også bare.
Tight!
Ikke at C.O.C. ikke er rigtige rockstjerner, også uden rockstjernens kvindetække. Tværtimod, det ville være en underdrivelse at sige, at bandet spilede sammen på den fede måde denne aften. Ligesom det tog lidt tid for lydmændene at finde frem til det sonisk stramme, tog det muligvis også bandet en kortere stund at finde frem til formen, så at sige. Men da først ’Heaven’s Not Overflowing’ kickstartede, da forenede Weathermans riff og publikums fællessang sig til et fast greb, som klemte til, der hvor det på én gang gør ondt og godt, og i fællesskab blev koncerten løftet op ved nosserne. Overraskende nok faldt niveauet en smule, når der blev spillet numre fra ’Wiseblood’, ligesom ’13 Angels’ fra den personlige perle ’America’s Volume Dealer’ (2000) mere eller faldt helt til jorden. Helt drastisk blev det dog aldrig, og selv når niveauet faldt, forblev man egentlig interesseret i bandets måde at gribe materialet an på.
Noget siger mig, at C.O.C. er kommet for at blive.