What a Shane! Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a5/0f/81/-DSF3774-23-1493681681.jpg
30. April 2017    

Det var en af de bedre og mere interessante bandpakker, der ramte Amager Bio tirsdag, da Napalm Death leverede et formidabelt show. Bassist Shane Embury havde i den grad travlt, for han spillede også i to af de tre supportbands.

Kunstner
Titel
+ Lock Up + Power Trip + Brujeria
Spillested
Dato
24-04-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Når en tourpakke med fire bands rammer et koncertsted, og første band er Lock Up, så bør det varsle, at man har en fed aften i vente. For når man kan lægge ud med denne grindcore-suppergruppe, hvad har man så ikke i vente? Bandet tæller, udover over aftenens hovedperson bassist Shane Embury, blandt andet Nicholas Barker, der tidligere har spillet trommer i Cradle of Filth og Dimmu Borgir. Vokalen har tidligere været på svenske hænder, først Peter Tägtgren (Hypocrisy, Pain m.fl.) og Tomas Lindberg (At the Gates, Disfear m.fl.), men lige nu er det Kevin Sharp fra Brutal Truth.

Og at dømme efter koncerten i Amager Bio var det faktisk slet ikke så dumt med amerikaneren i bare tæer og cowboyhat. For det klædte den energiske musik med Sharps mere afdæmpede, cool optræden og ikke mindst den dybere vokal end Tomas Lindbergs hysteriske (men også fede, bevares) vokal. Det gav på en eller anden måde bedre plads til instrumenterne, så de mange fede riffs kunne nydes. De bare tæer blev i øvrigt forklaret med, at da Sharp startede sin musikalske løbebane, var der ikke rigtigt monitors, og så hjalp de bare tæer ham til at følge rytmen ud fra stortrommens rystelser i gulvet.

Der blev leveret et veloplagt sæt, og det var allerede her en fornøjelse at se Shane Embury og hans interessante teknik på bassen. Ofte spillede han riffene på samme måde som guitarist Anton Reisenegger (Criminal, Pentagram), men han fik det til at se ud, som om han spillede dem dobbelt så hurtigt. En interessant kombination mellem Reiseneggers rolige, træfsikre guitarspil og en Embury, der er ret punket i sin stil.

Forudgående lovprisning holdt stik
Power Trip var blevet anbefalet af Devilution-kollegaen Emil Hansen, der anmeldte bandets seneste skive. Bandet havde med en vægt på thrash og lidt hardcore en noget anden musikalsk indgangsvinkel end aftenens andre bands, og pladsen som nummer to i perlerækken af bands denne aften fungerede godt. Med en massiv lyd og et utroligt tight spil kom amerikanerne godt ud over scenekanten fra start. Flere numre havde tunge introer, og her kunne tankerne kortvarigt ledes hen på Obituary, men så stak bandet ellers ofte af i klassisk mosh-indbydende thrash metal, hvor Exodus, Slayer og Megadeth i fin forening med Agnostic Front i stedet tog over, når man skal pege på musikkens fundament.

Chris Whetzels vokal var fremragende, og det tighte spil over hele linjen fremhævede det ene fede riff efter andet. Ja, det kan godt være, at essensen syntes hørt før, men Power Trip udnyttede at have læst op på lektien og leverede et show, hvor man på intet tidspunkt kedede sig. Power Trip må helt klart opleves igen.

Spændende, men holdt ikke hele vejen
Lock Up er ikke et band, der er på konstant turné, og det samme må siges om Brujeria, der på samme vis er et band bestående af diverse prominente musikere fra den ekstreme del af metalscenen, selvom bandet til en vis grad forsøger at skjule det med optræden under pseudonymer. Det var også tydeligt, at Amager Bios publikum med spænding så frem mod bandets optræden, men det var samtidig også ret sigende, at en del folk begyndte at diffundere ud i baren eller rygeområderne som koncerten nåede ud over de 30 minutter.

For selvom der var fede ting i flere af sangene fra det maskerede band, hvor det dog på ingen måde kunne skjules, at bassist Hongo naturligvis er Shane Embury, så blev det også lidt ensformigt med de to lhardcore-agtige vokaler i front. Mellem numrene flød ord som om "puta", og for en ikke-spanskkyndig lød det mere som en parodi på spansk end egentlig spansk, men det vil jeg ikke spekulere mere i. Showet havde sine underholdende peaks, som for eksempel den uskønne dans, der mest af alt mindede om en børnehaves forsøg på en koreograferet "bro-bro-brille", mens kendere dog sagde, at der blev danset "The Macarena". Det var ganske underholdende med kontrasten til musikken in mente, men også kendetegnende for et show, hvor musikken desværre indimellem var lidt tynd i det.

Men skulle man tro, at det skyldes, at bandet på sin vis har nået, hvad nås kan med deres indædte anti-USA-budskab (koncertens gentagne kor af "Fuck Donald Trump" krævede ikke spanskkundskaber at forstå), så krævede det blot et af de mere tunge numre fra bandets seneste album at forstå, at der stadig kan skydes med skarpt.

Alle gode gange tre
Og så til hovednavnet, Napalm Death, hvor Shane Embury havde trukket i sin tredje T-shirt inden for få timer og igen så frisk og oplagt ud. Englænderne har spillet mange gange i Danmark før, og for denne anmelders vedkommende har det aldrig skuffet. Men der var alligevel noget særligt over denne aftens show. Måske var det, fordi det var tourstart, og batterierne i den grad var friske, eller også var det bare den superseje opvarmningspakke, for selvom Brujeria måske ikke faldt i helt samme gode jord som de andre bands, målt på publikums reaktion, så var det stadig spændende at se dem og altså stadig en virkelig fed pakke.

Barney Greenway i front var som altid snakkesalig og selvom det gik stærkt, så gik pointerne rent ind. Musikken var vigtigst, men der gik absolut ikke momentum af koncerten, når hans monologer tog fart mellem numrene.

ADND
Greenway var som altid lettere manisk i sin performance frem og tilbage og fra side til side, som en Jim Carrey i en sine mere vanvittige roller. Men hans øjne var lige så skarpe som hans tunge, og det hele var blot udtryk for en vanvittig stærk indlevelse i musikken og showet. Vokalen var også skarp, og i den gode lyd i Amager Bios sal kunne man høre, hvor stor variation, der egentlig er i den. Fra snerrende ordstrømme i hektisk tempo til ondt growl og noget, der mindede om ren vokal og messen.

Det er samtidig forfriskende, at Napalm Death ikke bare vil spille de samme  numre som på sidste tour. Ind blev fx hevet 'Twist the Knife (Slowly)' fra 'Fear, Emptiness, Despair', men bandet glemte naturligvis ikke vigtige faste kendinge som 'You Suffer' og 'Suffer the Children'.

På trommer er det fortsat en gåde, hvordan Danny Herrara kan spille så intenst på så ubesværet vis, at det ikke ser ud til, at der falder bare en enkelt dråbe sved fra hans pande under showet. En pragtpræstation. Selvom guitarist Mitch Harris selvfølgelig er savnet, så var standin-guitarist John Cooke nu også var en sand fornøjelse at opleve. Og Shane Embury? Som allerede indikeret var han lige så sej og energisk som nogle timer før, hvor han stod på samme plads og lirede Lock Up-numre af, eller da han kort før Napalm Deaths show morede sig med Brujeria og maske og tørklæde for ansigtet.

Napalm Death har en klassiker i 'Nazi Punks Fuck Off', som er et nummer af Dead Kennedys, og det blev selvfølgelig luftet, men mindre ventet var covers af 'Hate, Fear and Power' af Hirax og 'Face Down in the Dirt' af Offenders, som blev præsenteret som numre, som på en eller anden måde har inspireret Napalm Death gennem tiden. Numrene passede glimrende ind blandt grindcore-kongernes egne korte, kontante numre.

Koncerten gik, i hvert fald forhold til de tidsplaner, der lå i barerne, lidt over tiden, men hvert et minut i selskab med bandet var som energidrik sprøjtet ind i årerne. Energien på scenen var nemlig smittende, og konklusionen klar: formidabel koncert!

Karakterer:
Lock Up - 4
Power Trip - 4
Brujeria - 3
Napalm Death - 5

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her