Napalm på dybt vand Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/06/4e/a0/24297-e2p5021-1397722517-9-1401117881.jpg
11. April 2014    

Et interessant og vovet forsøg fra grind-pionererne Napalm Death endte på Roadburn som en mislykket seance med et band, der virkede ude af deres element i eget materiale.

Kunstner
Spillested
Dato
10-04-2014
Trackliste
1. Harmony Corruption
2. Contemptuous
3. Evolved as One
4. Cold Forgiveness
5. The Lifeless Alarm
6. Our Pain Is Their Power
7. Persona Non Grata/Smear Campaign
8. Self Betrayal
9. Dear Slum Landlord (NY)
10. Atheist Runt
11. Morale
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

At sætte grindcore-pionererne Napalm Death på programmet til den doom- og eksperimentaltunge Roadburn Festival virker måske ikke som det allermest logiske træk fra festivalarrangørernes side. Men selvom det ikke virker åbenlyst, når de engelsk-mexi-amerikanske veteraner tordner en af deres korte og eksplosive koncerter af, så har de faktisk flirtet en del med både post-punk, noise og no wave.

I oplægget til gruppens koncert på Roadburn var det blevet annonceret, at sættet ville blive sat sammen af de langsommere, smertefulde og dystre sager fra kvartettens katalog, efter Barney Greenways udsagn inspireret af navne som Swans, Coil og sågar shoegazerne My Bloody Valentine. Alt sammen desuden med visuelt akkompagnement til hver sang signeret den rumænske kunstner Costin Chioreanu, der har designet covers for blandt andre Grave, Arch Enemy og Aura Noir samt årets Roadburn-plakat, og desuden selv er musiker og har samarbejdet med Mirai Kawashima (Sigh), Attila Csihar (kendt fra bl.a. Mayhem og Tormentor), Rune "Blasphemer" Eriksen (bl.a. ex-Mayhem og Aura Noir) og David Tibet (fra snart Danmarks-aktuelle Current 93).

Og som prikken over i’et udkom også en speciel ep eksklusivt på festivalen, ’Our Pain Is Their Power’, indeholdende udvalgte "anderledes" Napalm Death-sange. Kort sagt var der lagt op til en særlig aften med bandet, der dog lovede, at der trods alt også ville være gjort plads til et par af de kendetegnende grind-eksplosioner. Men det var der rent faktisk intet af i den korte og usikre koncert, d'herrer diskede op med på Roadburns hovedscene, tidligt torsdag aften.

Fucking langsomt

"Vi er ikke vant til at spille så fucking langsomt så længe ad gangen", sagde Greenway flere gange undervejs. Og det fornemmede man udmærket på det meget usikkert spillende band, der flere steder lød, som om de ikke helt havde haft tiden til at øve op til de obskure numre, der primært var hentet fra de skumlere hjørner af 90'er-diskografien. Swans-sammenligningen gav især mening i den åbnende spoken word-sag 'Harmony Corruption' – hvor Greenway messede "One temptation, infinite penetration" foran en lettere måbende sal – og industrial-stampende 'Contemptuous'.

Og sådan svævede koncertens første del af sted, inklusive en overraskende 'Evolved as One', hvor Greenway forsøgte sig som Lee Dorian med blandede resultater. Generelt var det tydeligt, at Napalm Death slet ikke er vant til det stenede industrial-format og de indlagte kunstpauser til guitarstøj, eller pauserne, hvor bandmedlemmerne indbyrdes skulle finde ud af, hvordan de nu skulle angribe den næste gang, fungerede langt fra optimalt. Især Shane Embury og Danny Herrera virkede udfordrede, mens guitarist Mitch Harris til gengæld så begejstret ud over at have muligheden for at udfolde sig lidt på guitaren.

Ude af deres element

Ingen tvivl om, at det var en unik fornøjelse at opleve Napalm Death på denne måde, i dette tempo. Men Greenways sædvanlige Jello Biafra-spjæt/slamdance så komisk ud i slow motion, og set i retrospekt afspejlede flere af de "specielle" sange bare den tid, de er skrevet i, om det så var post-Voivod-tech-metal som i 'Cold Forgiveness' eller cyber/industrial-metal a la Fear Factory i 'The Lifeless Alarm' og 'Self Betrayal', mens 'Atheist Runt' fik de aldrende lømler til at minde om landsmændene i Killing Joke.

Mod slut i det blot tre kvarter korte, rodede og usikre sæt havde Napalm Death premiere på en ny sang, de arbejder på, 'Dear Slum Landlord'. Også den kørte i et langsommere Voivod- og Killing Joke-agtigt spor, og lad det bare være sagt, at det godt kunne høres, at det var et nummer under udarbejdelse. Alt i alt hatten af for at Greenway og co. stiller op på Roadburn og lever op til festivalens ry om at præsentere noget anderledes og specielt, men at resultatet så også nemt kan blive derefter, dét understregede denne skuffende koncert med fire musikere, der virkede ude af deres element.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her