Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2013: Når dybet kigger tilbage

Populær
Updated
Copenhell 2013: Når dybet kigger tilbage

På en festival, der hovedsageligt fremhæver det melodiøse og festlige, var franske Celeste og deres blanding af sludge, black og postmetal et tiltrængt musikalsk indadvendt intermezzo på Copenhell.   

Kunstner
Dato
14-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Mathias Nielsen
Karakter
3

Celeste fra Lyon i Frankrig siger selv, at de ikke spiller black metal, men de fire gutter fra Sydfrankrig kan nu alligevel ikke helt løbe fra, at de ofte lyder umiskendeligt som en omgang old school-Satyricon - dog tilsat en fernis af sludge- og post metal. "Blasfemi", ville nogle med garanti sige; "forfriskende", er vi så andre, der siger. For denne skribent er det absolut alfa og omega, at Copenhell rører rundt i programmets musikalske støbeske og smider navne som Celeste, der har mulighed for få lytteren ind i en anden tilstand, end størstedelen af det resterende line-up formår, på plakaten. Fest er fint, men en tur ind i de mørkere afkroge af én selv i selskab med tung og ondsindet musik er altså nu engang dét, det bør handle om.

Differentieret og ens

Man kom muligvis aldrig helt derind, hvor det rigtig bliver godt – dertil var musikken ganske enkelt ikke helstøbt nok - men der var absolut ingen smalle steder i den præstation, som Celeste leverede. Kombinationen af forskellige musikalske genrer fik tilmed et temmelig differentieret publikum til at gå amok i fællesskab. Bandets vekslen mellem korte, aggressive numre og længere, episk opbyggende mønstre, gav desuden koncerten sit eget liv, når man som forholdsvis uindviet i Celeste blev overrasket af numrenes forskelligheder.

Minimalistisk sceneoptræden

Hvad angår bandets sceneoptræden, er disse franskmænd tydeligvis tilhængere af idéen om less is more. Det eneste scenelys, der var på Pandæmonium under koncerten med Celeste, var simple hvide lys fra bag trommesættet, der stod på gulvet og med mellemrum lyste nedefra og op. For det meste var lamperne dog helt slukkede. I stedet for lys var scenen badet i tågen fra en røgmaskine, der arbejdede på overdrive og spyttede en konstant tæt os ind på scenen. Føjer man dertil de små oplyste røde lamper, som var spændt fast i panden på bandets fire medlemmer, og man har festivalens mest koncentrerede visuelle udtryk. Bandets sceneoptræden falmer i pragt ved siden af flamboyante navne som King Diamond og Ghost, men pudsigt nok er minimalismen det, der efterfølgende står stærkest tilbage.

Både musikalsk som i forhold til deres sceneoptræden ramte Celeste less is more-formularen ganske solidt i røven og til trods for, at Celeste musikalsk set aldrig fik gjort én til fan, virkede koncerten overordnet set som et forfriskende alternativ på en ellers ganske traditionsbåret og melodiøs førstedag.