Når Hetfield krakelerer – og publikum kræver mere!? Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f0/e0/db/-DSF7626-98-1486203538.jpg
04. Februar 2017    

Den royale arena skulle åbnes, og til opgaven havde man hyret metallens konger. Det blev dog ikke den succes, det kunne have været. I stedet blev det som en landskamp, hvor angriberen spiller med brækket ben. Det koster kampen, hvis man skal halte sig igennem.

Kunstner
Spillested
Dato
03-02-2017
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

"Kongerne".

Den ultimative betegnelse for et riges herskere er blevet brugt flittigt om Metallica af de danske kritikere, siden Lars Ulrich for første gang vendte hjem til Danmark i 1984 og beviste, hvad han kunne, med sit nyskabende band fra den amerikanske vestkyst.

De introducerede thrash metal for verden og danskerne og har lige siden været de største. Ikke bare inden for genren, men generelt været det mest populære og kommercielt største heavy metal-band i musikhistorien.

Især i Danmark – hvor det kommercielle gennembrud fra 1991, 'The Black Album', med knap 250.000 solgte enheder har slået alle rekorder i forhold til, hvor mange kopier af et album der kunne sælges per indbygger i et land.

24 koncerter har de spillet her. Metallica i Danmark. Næsten altid i et nyt format. Fra stadions og pløjemarker til de mange ture i Forum. Fra fremragende shows til veritable fusere – uundgåeligt efter tre årtier på toppen.  Når det ikke har været formen, der fejlede, har det været de ydre omstændigheder; som den elendige lyd i Parken i 2004 eller som i Århus 2007, hvor strømmen røg.

Ved åbningen af Royal Arena var det så James Hetfields stemme, der røg.

Efter en halv time, der i forvejen var præget af en lyd så buldrende, at selv mastodonten 'For Whom the Bell Tolls' kom kravlende på krykker i stedet med vanlig og voldsom kraft.

Metallica arbejdede ellers hårdt for at holde braget i gang.  De var uden tvivl kommet for at træde ind i paladset som de konger, de nu engang er.

Men blot for at krakelere på tronen. Forvirrede, frustrerede og i tvivl. Det kunne ses på dem. Det kunne høres på dem. Og det lød ikke som en koncert, 16.000 mennesker havde betalt 750 kroner for, da Hetfields stemme sejlede rundt i 'The Unforgiven' for derefter helt at give op i 'Now That We're Dead'.

Frontmanden var da også selv klar til at give op. Men en vaks Lars Ulrich var hurtig til kalde i samråd – på scenen.

Metallica var ikke kommet for at give op. Hetfield lod det være op til publikum, der forståeligt ikke ville sige farvel til deres koncert og i stedet forlangte fuld fest og valuta for pengene.

Det fik de, men til en noget lavere kurs. Metallica kortede sætlisten af med et par numre. 'Sad But True' kunne pludselig undværes. 'One' og 'Master of Puppets' kunne ikke. Eller 'Fade to Black'. Desværre, da Kirk Hammett koksede rundt i klassikeren.

Bedre gik det i 'Nothing Else Matters' hvor Kirk igen kunne ramme strengene, og Hetfields luftveje havde fået bedre hul igennem. Hul igennem havde Metallica også til det tændte publikum, der skrålede hele vejen igennem 'Enter Sandman', der lukkede en ærgerlig aften.

For da lyden kom i top, viste Royal Arena sig som et spillested med format. Det lød sgu, som det skulle, i perlerne 'Harvester of Sorrow' og 'Seek & Destroy', der kom højt og tungt rundt i hele arenaen.

Men luften fes unægteligt ud af triumftogets hjul, da Hetfields hals punkterede. Den danske kulde kan sikkert udråbes som synderen, hvis noget skal have skylden. Selv rockstjerner bliver syge. Vi kan kun acceptere det. Men ikke nødvendigvis anerkende det som "nå-ja-pyt-det-var-fedt-for-helvede-alligevel".

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her