RMF '18: Årets bedste koncert

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f4/1e/14/-XTD6095-60-1523466779.jpg
10. April 2018    

De kom, de spillede, de sejrede. Australske Ne Obliviscaris gav en kraftpræstation uden sammenligning, der fik festivalens øvrige bands til at virke som amatører.

Spillested
Dato
07-04-2018
Trackliste
1. Libera (Part I): Saturnine Spheres
2. And Plague Flowers the Kaleidoscope
3. Intra Venus
4. Urn (Part II): As Embers Dance in Our Eyes
5. Devour Me, Colossus (Part I): Black Holes
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Det er sjældent, at man som rutineret og hyppig koncertgænger bliver decideret overvældet af en koncert, fordi den er af unik kvalitet – og endnu sjældnere er det, når følelsen stadig sidder i kroppen flere dage efter. Ikke desto mindre er det, hvad Ne Obliviscaris gjorde for undertegnede og mange andre Royal Metal Fest-gæster, da de besøgte Aarhus under deres Europatour i forbindelse med deres sidste og i øvrigt fremragende plade 'Urn'.

Til trods for at bandet blev dannet for godt og vel 15 år siden, har deres karriere først for alvor taget fat siden udgivelsen af det anmelderroste album 'Citadel' fra 2014, der sikrede dem international anerkendelse. Foruden deres yderst interessante og fængende kompositioner skyldes en stor del af successen deres imponerende livekundskaber, hvor musikken udføres med enorm præcision og med en indlevende energi uden lige, hvilket lige præcis var dét, publikummet denne aften fik serveret.

Da trommeslageren Dan Presland, guitaristerne Matt Klavins og Benjamin Baret samt bandets nyeste medlem, den italienske bassist Martino Garattoni, indtog scenen og spillede introen til åbningsnummeret fra 'Urn', 'Libera (Part I): Saturnine Spheres', var det fra start med så stor en overbevisning, at alene sangens første toner gjorde publikum euroforisk. Da violinist og clean-vokalist Tim Charles efterfulgt af growlvokalisten Xenoyr efterfølgende gik på, og orkestret var samlet, voksede deres symbiose med publikum så eksplosivt, at Voxhall syntes uden rammer.

Energien havde ingen højder og kulminerede under hitsne 'And Plague Flowers the Kaleidoscope' og 'Intra Venus', hvor særligt kontrasten mellem de to vokalisters udstråling og ikke mindst sangstil udgjorde en interessant og unik dynamik, som salen åd råt. Derudover forstod de to forsangere at henlede fokus til resten af bandet og give dem plads til udfoldelse; Tim Charles ved at trække sig tilbage fra front med sin violin, når den var til stede i musikken, og den majæstetiske Xenoyr ved helt at forlade scenen uder koncertens længerevarende instrumentale stykker.

For Ne Obliviscaris er musikken i fokus og det altafgørende ikke de enkelte medlemmer – deres forskelligheder udgør en fælles styrke og substans, der udfolder sig i detaljen, og som dermed bevirker til en en solid og kolossal helhed. Det er et band med klare visioner, og de ved præcis, hvordan de skal opnås.

Det er gruppens hvilen i sig selv og hinanden, der for alvor bliver det overbevisende i deres liveshows. Deres udstråling er ikke til at tage fejl af, og som publikum kan man øjeblikkeligt fornemme, at de er et band, der mener det, de gør: Musikken er ægtheden selv, og koncertoplevelsen forbliver storladen hele vejen igennem uden nogen som helst svage punkter.

Det var derfor som at vågne op fra en drøm, da bandet forlod scenen til lyden af rungende klapsalver efter blot en time, da der skulle gøres plads til Ensiferum – jovist, et band der af navn er større end australierne, men efter kvaliteten at dømme ville Royal Metal Fest være meget bedre tjent med Ne Obliviscaris som afsluttende act. De ville have garanteret, at festivalen sluttede på sit absolutte højdepunkt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her