Copenhell 2018: Dødstrippet

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2b/6f/9b/35847122-10155383316166671-3327331874543501312-n-16-1529535531.jpg
21. Juni 2018    

Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.

Kunstner
Dato
20-06-2018
Genre
Trackliste
Given to the Rising
End of the Harvest
A Shadow Memory
Burn
Reach
Through Silver in Blood
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Der er ikke noget sjov ved Neurosis. Der er ingen ironi, ingen distance, og der er slet, slet ingen fest. Sludgepionererne fra Oakland er indbegrebet af alvorstunge – og -tyngede – partypoopers, og da de gik på Pandæmonium-scenen som sidste rigtige navn på Copenhells warm-up-dag, stod de både som antitesen til alt, hvad vi tidligere på dagen havde bevidnet; som antitesen til en temmelig stor del af Copenhell som sådan og som selve grunden til, at metal bliver ved med at være vigtigt for nogle af os.

Uomgængeligt endda: For når Turnstile, der ellers spillede en glimrende åbningskoncert, laver breakdowns, så slammer publikum løs. Når Neurosis’ sange bryder sammen omkring dem selv og vælter ned over publikum, så skriger vi. I katarsisk ekstase. Når Mustasch metal-riffer, ryger næverne i vejret; når Neurosis gør det, skriger vi. Når L7 er sloppy og punkede, smiler publikum og skåler; når Neurosis er punkede – ikke sloppy, aldrig sloppy – går der frydefulde skælv gennem publikum. Og så skriger vi.

Det har altid været intentionen, at Neurosis’ koncerter snarere skulle tage form af et ritual, en seance, end af blot et show. Det er voldsomt selvhøjtideligt, og det er langt fra altid, de har kunnet bære det, men deres musik har altid båret potentialet i sig til at transportere publikum langt væk fra de mondæne omgivelser, de befandt sig i.

Det er svært at finde noget mere mondænt end Copenhells øllede folkefest, og så meget desto større virkning har det, når intentionen lykkes for Neurosis. At de tager det alvorligt, står klart, allerede inden de går på. Der er ingen kæk introduktion til Neurosis fra konferenciererne, for hvordan skulle de kunne forberede publikum på, hvad der venter dem? I stedet er der en servicemeddelelse om, at Red Warszawa kommer og laver sjov senere, og så går de igen. Så tuder det horn, der i år gør det ud for den notoriske flammekanon, som er bandlyst på grund af tørken og den følgende brandfare, og så sker der igen ingenting.

Spændt ud
Ud af ingenting kommer Neurosis og fylder det med en fortættet version af alting. Når ‘Given to the Rising’ sætter i gang med sit episke stonerrock-riff, går der et sug gennem publikum. Det er sådan set en fin nok sang på pladen, og den har åbnet de fleste af Neurosis’ koncerter de sidste godt ti år, men alligevel er det, som om der er en ekstra tyngde i den i aften. Som om det hele er spændt lidt mere ud, som om hver tone er en kraftanstrengelse. De tre sangere, Scott Kelly, Steve Von Till og bassisten Dave Edwardson med et growl helt nede fra dybet, bærer hinanden oppe og lyder hele tiden, som om de er ved at kollapse. Det står tydeligt i den opfølgende ‘End of the Harvest’ fra mesterværket ‘Times of Grace’, som får lov at strække sig helt ud og fylde alt det, den skal.

Neurosis spiller ellers et afkortet festivalsæt denne aften, men det betyder ikke, at de japper sig gennem sangene for at nå så mange hits som muligt. Neurosis er alt andet lige ikke noget hit-band: De er et band, der laver stemninger. Knugende, dragende og væmmelige stemninger. Det er et dødstrip, hvor den klarhed, der gennemstrømmer sangene, den afklarethed og overenskomst med det uomgængelige, konstante kaos, virker frigørende. Det tætteste, Neurosis kommer på noget, der lyder som et hit, i løbet af koncerten, er ‘Reach’ fra sidste års ‘Fires Within Fires’, hvor spændstigheden for alvor kommer til sin ret i en sang, der trækker tråde tilbage til det Joy Division, som keyboardspilleren Noah Landis bærer en T-shirt med.

Da den sang er slut, kigger jeg på mit ur og konstaterer, at der på en eller anden måde er gået tre kvarter allerede, og nu indvarsler trommerne allerede ‘Through Silver in Blood’, der har været Neurosis’ trumfkort som afsluttende sang i årtier snart. Men bare fordi den er brugt, betyder det ikke, at den ikke kan føles som en ny oplevelse. Alle detaljerne forsvinder i flutter og banken, men så begynder de fordrejede lyde fra Noah Landis at dukke op, og det går op for en, at det, man troede var rent kaos og fuldstændig opløsning, er holdt under skarp kontrol. Det er et ritual, alligevel. Næsten fuldstændig kontrolleret: Dave Edwardson sprænger en basstreng under sangen, det er det.

Rundt om os danser og skriger folk. Der er ingen fest længere, der er et mørkt dødstrip omkring os, hvor alt kan ske. Så opløser Neurosis det, og vi står tilbage, rensede. Taknemmelige for at have fået lov at bevidne det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her