Copenhell 2018: Solid symfoni savnede ekstravagancen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0b/94/8c/2018-0621-19324800-82-1529621742.jpg
21. Juni 2018    

Som debuterende hovednavn klarede finske Nightwish sig absolut til bestået. Men har man set bandet før med bedre lyd og mere engagement, var helhedsindtrykket let skuffende.

Kunstner
Dato
21-06-2018
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Nightwish var for første gang på det ekspanderende Copenhell-program. Mod slut sang det finske band med den hollandske Floor Jansen i front "We were here!", i 'The Toolmaker', der er et udsnit af den ekstravagante og lange 'The Last Show on Earth'. Og bandet var fint til stede på Helvíti som torsdagens andet band på dén scene. Det var professionelt og to the point, og det virkede, som om den københavnske festival varmede bandmedlemmernes hjerter, uden at det dog var decideret overvældende for hverken publikum eller band.

Når man tidligere på dagen havde set Parkway Drives medrivende musik på selvsamme scene, så virkede det, som om Nightwish havde lidt sværere ved på samme måde at få fat i publikum trods forførende fremfærd fra frontkvinde Floor Jansen i nittespækket kjole og trods djævelske smil fra herlige Marco Hietala med det markante tveskæg. I hvert fald skulle der store træffere i 'Wish I Had an Angel' med sit træskotrampende-Rammstein-riff og 'Amaranth' med den smukke piano- og vokalmelodi til at skabe begejstring mere end 50 meter fra scenekanten. Musikalsk er der selvfølgelig tale om en helt anden genre, for den symfoniske metal skal måske snarere bevæge en i følelselsernes vold end headbangingens ditto. Netop derfor kunne bandet måske godt have skruet mere op for det teatralske og understreget de levende billeder på bagtæppet og en musik, der generelt har højt til loftet.

Den forbudte sammenligning
Der er efterhånden gået tre år siden 'Endless Forms Most Beautiful', hvor Floor Jansen tog over efter Anette Olzon med en vokal, der i hvert fald som præsenteret på Copenhell anno 2018 var tættere på Tarja Turunens i de mere klassisk inspirerede passager sammenlignet med Anette Olzons fine vokal, som til gengæld havde et mere poppet islæt. Sammenligning er uundgåelig, men også på grænsen til det uaktuelle, for Nightwish-fans har accepteret vokalskiftene gennem tiden og har lagt historien bag sig.

På denne dag i den kølige, blæsende sommeraften leverede Floor Jansen en fin vokal, men kunne desværre ikke i netop de mere operaagtige passager, eller "klassiske", om man vil, ikke stå distancen over for den Turunen, hun vil blive målt mod. Det behøver slet ikke være et problem, men når en stor del af sættet netop har fokus på gennembruddet 'Once' og sågar lidt ældre materiale, så er det svært ikke at sammenligne. Og i toppen af registeret trængte Floor Jansens charme mere igennem end de vokale evner.

På lydsiden var bunden lidt drilsk, og den fik lov til at fylde for meget i forhold til melodierne fra bandstifer Tuomas Holopainens keypoard eller krydderierne fra Emppu Vuorinens guitar. Til gengæld var der masser af fløjte og sækkepibe fra Troy Donockley klart igennem PA'et til glædelig fællesdans på pladsen foran scenen.  Det var en lidt rodet lyd, men heldigvis stod Floor Jansens vokal tilstrækkeligt igennem til at sangenes melodier kunne leve og nå fra scenekanten og ud til de mere afslappede koncertgængere på bakken. 

Nightwish leverede en god koncert, som nok kun skuffede de mest indædte fans, der har oplevet bandet bedre. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at bandet trods en formstærk, professionel indsats både har leveret og kan levere bedre. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her