Nostalgisk genaktivering
Populær
Dizzy Mizz Lizzy spillede suverænt sammen i Forum. Og trioen er netop klart bedst, når de rocker hårdt igennem og folder sig ud i fri leg, end når de ømme hits skal serveres på obligatorisk vis.
2. I Would if I Could But I Can't
3. Glory
4. Barbedwired Baby's Dream
5. Run
6. Love Is a Loser's Game
7. Fly Above the Radar
8. Made to Believe
9. ...And So Did I
10. Rotator
11. Hidden War
12. 11:07 PM
13. Mother Nature's Recipe
14. 67 Seas in Your Eyes
15. Love Me a Little
16. Waterline
Ekstra:
17. Thorn in My Pride
18. Wishing Well
19. Silverflame
”Vi vil gerne spille titelnummeret fra vores nyeste plade – den er 19 år gammel!”
Humøret kunne næppe have været bedre hos Tim Christensen, da han, sammen bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis, stod i spidsen for lørdagens største folkefest i Danmark. 10.000 billetter solgt på en time til et publikum, der åbenlyst have glædet sig længe til at nå til krydset i kalenderen.
Det er muligt, at Volbeat er blevet de største, Gasolin' de vigtigste, D.A.D. de bedste, men intet hjemligt rocknavn har skrevet sig så massivt ind i en hel generation af danskeres kollektive bevidsthed, som Dizzy Mizz Lizzy har. Imponerende på baggrund af én plade. Det selvbetitlede album, der udkom året efter den purunge trio bragede igennem lydmuren og vandt DM i rock i 1993, er stadig den mest solgte rockplade i Danmark.
Spillede næsten hele debutpladen
Nostalgien ramte da også med en tsunamis styrke i stort set alle de 100 minutter, Dizzy Mizz Lizzy i suverænt sammenspil styrede publikum overlegent gennem oplevelsen. For helvede, hvor spiller de godt sammen de tre musikere.
Næsten samtlige numre blev det til fra den berømte debutplade, hvortil der blev hoppet højt under ’Glory’, dyrket fællessang til ’Love Is a Loser’s Game’ og kysset inderligt blandt de mange kærestepar til lukkeren ’Silverflame’. Meget sigende for musikken, der for så mange mennesker er soundtracket til gode minder – fra drengedruk til spirende kærlighed.
Sidst, Dizzy Mizz Lizzy stod i hovedstaden og tog folket en tur med ned ad memory lane, var for fem år siden på deres kortvarige gendannelse og farvelturné.
”Men vi vidste jo godt, det ikke ville ende der”, lød det fra Christensen, der pointerede, at der denne gang ikke er tale om en gendannelse, men en genaktivering af band, der er kommet for at blive og lave ny musik.
Nostalgiens forbandelse
Og nye numre fik vi. Fra de allerede udsendte ’I Would If I Could but I Can’t’ og ’Made to Believe’ til det seneste, ’Fly Above the Radar’, der i alt sin ukendthed sænkede pulsen hos publikummet. Stabilt og fængende lød det dog. Det bliver spændende at høre hvad trioen sammen med producer Jacob Hansen samlet byder på, når den kommende plade er færdig.
Men uanset hvad, kommer nostalgiens forbandelse til at hænge tungt over gruppen.
Egentlig har Tim Christensen slet ikke lyst til at spille ’Silverflame’, sagde han i et nyligt interview. Men med mindre Christensen vil jages gennem byen med høtyve, er det for fredens skyld næppe nogensinde muligt at gennemføre en koncert uden.
Og det virkede faktisk ganske sigende i Forum, at der på scenen stod en trio, der havde det bedst med at jamme og rocke tungt igennem frem for at føje massernes forventninger til sangene.
’Love Me a Little’ er ikke just blevet mindre irriterende med årene. Ditto er hverken ’Hidden War’ og ’Silverflame’ blevet mindre ømme at stå igennem eller ’11:07 PM’ fra den såkaldte "nyeste plade".
Bedst som hårdt rockband
Titelnummeret fra det 19 år gamle album var der til gengæld pondus i, lige så vel som dens åbner ’Thorn in My Pride’, der kom som aftenens første ekstra nummer, og virkelig blev serveret med power.
Bedst blev det under ’ ...And So Did I’ – bandfavoritten, som Christensen kaldte den – der har guitariffs, som kunne høre hjemme på en plade med Megadeth, hvis de da ikke allerede gør det. Og ikke mindst et tungt medley af den sjældent spillede ’Mother Nature’s Recipe’ og ’67 Seas in Your Eyes’, hvor en fornøjelig og udsyret version af White Stripes’ ’Seven Nation Army’ sneg sig ind midt under opvisningen af de forrygende evner på instrumenterne.
En sublim guitarsolo i ’Wishing Well’ gjorde på ingen måde niveauet mindre. For igen: For helvede, hvor spiller de godt sammen Christensen, Nielsen og Friis. Og så skal man sgu være et skarn for ikke at suge energien i numre som ’Waterline’ og ’Barbedwired Baby’s Dream’ til sig.
Især på en sjælden dag i Forum, hvor lyden helt uhørt var perfekt og med så tung bund i trommerne og bassen, at Dizzy Mizz Lizzy ingen tvivl efterlod om, at de er bedst som et hårdt rockband og ikke som sing along-snaveorkester.
Men hey, det kommer såmænd heller ikke som en overraskelse fra et band, der spiller Ozzy og W.A.S.P. på anlægget, før de går på scenen.