Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”

Populær
Updated
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”
“Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”

Humøret og luftfugtigheden var høj i Den Grå Hal den forgangne onsdag, da Los Angeles-baserede NOFX fyrede op under en velspillet, hyggelig og lettere fjollet punkrockkoncert.

Kunstner
Titel
+ Night Fever
Spillested
Dato
15-06-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

En anekdotisk ligegyldighed
Indledningsvis bør jeg forklare anmeldelsens titel, der bygger på en i bund og grund ligegyldig anekdote, min gode, gamle gymnasiekammerat fortalte, da vi sad i hans forældres kælder og hamrede Krudtugler fra Aldi og spiste hotdogs med NOFX kørende i baggrunden. Han havde efter sigende været på besøg hos sin britiske tante, hvor en nyindkøbt NOFX-plade lå fremme på køkkenbordet. Hun studerede nysgerrigt coveret og stillede efter en rum betænkningstid spørgsmålet “Nofsk?! Who the hell is Nofsk?”. Uinteressant historie? Bestemt! Men det er ofte sådanne ligegyldigheder, der bider sig hårdest fast og har i dette tilfælde gjort, at jeg ikke kan se bandets navn uden at tænke på den.

Sniksnak
Nok om det. NOFX var tilbage i Den Grå Hal efter 16 år (lod jeg mig fortælle), og eftersom koncerten var udsolgt, kunne det tyde på, at det danske punkrockpublikum hungrede efter en klubkoncert med Fat Mike & co. De satte stemningen allerede fra start, hvor der inden første nummer blev ført en hyggelig indbyrdes samtale, og publikum blev takket for “the free weed”. Så kunne koncerten reelt starte med ’60%’.

Fat Mike bekendtgjorde herefter, at de nu ville spille hele to sange i træk. Men de var vel overstået i løbet af et par minutter. Så var det tid til mere snak, men okay, hvis ens numre i gennemsnit kun varer halvandet minut, skal der mange til at fylde scenetiden ud. Alligevel nåede vi op i omegnen af 30 numre denne onsdag. Snakken syntes med andre ord at være en essentiel del af opsætningen, og den var uden tvivl medvirkende til den muntre energi, der fyldte det smukke koncertrum.

De spiller jo tight
Musikalsk er NOFX bestemt ikke udfordrende. De bevæger sig derimod inden for det, man kunne kalde easy listening punkrock, til tider a la Blink 182, dog med en mere kant samt en del ska-sange og -elementer med trompet. Samtidig var samspillet nærmest for godt, i hvert fald i i forhold til deres tidlige udgivelser, hvor de ikke rigtig kunne enes om at tælle til fire. Man kunne imidlertid hverken pille ved underholdningsværdien eller det gode humør, musikken fremprovokerede. Det var en fornøjelig oplevelse. Dog mistede de mig hen mod slutningen af hovedsættet, men fangede mig igen med yndlingssangen ‘Kill All the White Man’ og frem til afslutningen, hvor guitarist Eric Melvin iklædte sig en harmonika.

Til slut bør NOFX hyldes for deres prægtige “bagtæppe”, der mest af alt lignede to sammenklistrede A3-ark med kartoffeltryk, og så var det tilmed placeret helt oppe under loftet. Herligt underspillet.

Stadig et stærkt up and coming-kort
Grundet gæstelisteforvirring nåede jeg kun at opleve sidste halvdel af Night Fevers sæt, der som sædvanlig var af høj kvalitet, og som nok en gang viste sig som et af landets bedste inden for genren. Jeg kunne ikke lade være at tænke, at det ikke er nok at være verdensberømt i Danmark. Night Fever fortjener at blive set og hørt af endnu flere ude i den store, vide verden, og der er kun én vej frem: turné, turné, turné! Derudover var Night Fever enten sygdomsramte eller havde gennemgået et par medlemsudskiftninger. I hvert fald var der nye ansigter i flokken, men det gik som bemærket på ingen måde ud over kvaliteten.

Efterskrift
Desværre fik denne koncert et forfærdelig trist eftermæle. 20-årige Samuel slog sit hoved under koncerten. Han blev noget svimmel og besluttede sig for at tage hjem og sove. Han vågnede aldrig op igen. Her på redaktionen kender vi ikke detaljerne, men det tyder på en hjernerystelse og det påvirker naturligvis os alle sammen. For om vi er musikere, tilskuere, anmeldere, fotografer eller arbejder bag scenen på spillestederne, så er vi alle én stor familie. Vi er der for det samme. Kærligheden til musikken. Det gør ondt og vores tanker går til Samuels familie i disse dage. Et frygteligt tab. Og pas nu på hinanden derude. Det må være det, vi tager med fra det her.

Hvil i fred, Samuel.