Nosser af cement
Populær
Trods trommeslagerskift leverede Danmarks-aktuelle Sleep en ultratung metallisk, hashpsykedelisk og selvmodsigende vækkelse af en koncert, der formodentlig var den bedste på dette års Roadburn.
2. Holy Mountain
3. Dragonaut
4. Sonic Titan
5. Antarcticus Thawed
6. Aquarian
7. From Beyond
8. Dopesmoker (Segment)
Der er almindelig konsensus om, at californiske Sleep er det ultimative stoner/doom-band. Trods en kort levetid og blot to reelle albums i begyndelsen af 90’erne, har trioen opnået legendestatus – ikke mindst på baggrund af den sagnomspundne knap 64 minutter lange ambitiøse monolit af et frådende stykke uslebent metal kaldet ’Dopesmoker’.
Det var pladeselskabets uvilje mod at udgive nummeret i dets fulde og oprindelige 1-spors længde, der i sidste ende medførte til Sleeps opløsning, som heldigvis affødte de nye projekter, High on Fire og Om, fra gruppens tre medlemmer. Men ’Dopesmoker’ har altid spøgt i baggrunden som doom/sludge/stener-metallens mest ambitiøse eksperiment.
Tøndebaskeren leverer
Et eksperiment, der fortjente at blive vækket til live, og som blev det, da Sleep i 2009 blev gendannet og gav to koncerter på Englands ATP-festival. Mere blev det ikke til før Sleep et år senere drog på USA-tour; men da var det uden trommeslager Chris Hakius og i stedet med Neurosis’ Jason Roeder bag tønderne.
Kunne han så leve op til Hakius, Jason Roeder? Ja, han kunne sgu! Og mere til! Sleep havde skruet op for den onde, øverdøvende metal i Roadburns anledning, og det var et helt andet perverst tungt groovende band, der stod på scenen denne aften, end det undertegnede havde smugkigget på hjemmefra på youtube.
Vi fik en øredøvende sonisk røvfuld på næsten to timer, som blev åbnet af ’Dopesmoker’, der hele tiden tittede frem i brudstykker undervejs i koncerten mellem sangene fra ’Holy Mountain’, der udgjorde resten af spilletiden. Spøjst spillede Sleep intet fra debutpladen ’Volume One’.
Blæst omkuld
Men altså, de her sange fra ’Holy Mountain’; de fik albumversionerne til at lyde direkte vimsede! Om det så var ’The Druid’, en modbydeligt slæbende version af ’Aquarian’ eller klassikeren ’Dragonaut’ for den sags skyld. Man stod bare dér og tog imod. Med glæde.
Sleeps cementtunge nosser af en rytmeduo, bassist Al Cisneros og førnævnte Roeder, spillede uvirkeligt godt sammen og må have flyttet en anseelig mængde luft med det baspumpede lydtryk. Og så var der Matt Pike, der har drukket sig en 10-20 kilo tung alkoholikerdunk på inden for det seneste års tid. Måske vil han bare være tung for at spille tung musik?
Det var i hvert fald lidt sørgeligt at se metalhelten i så usund tilstand, selvom man må tage hatten af over, at han i hvert fald selv sked på det hele og stadig spillede i bar mave, som kendetegnet dikterer det – overvægt eller ej. I sidste ende var det ligegyldigt, for uanset hvad blev man blæst omkuld af koncerten.
Nærmest overjordisk
Den ”glemte” sang, ’Antarcticus Thawed’, stod som brutalt monument midtvejs, men det var det afsluttende segment af ’Dopesmoker’, som sendte denne lytter helt til vejrs – inden koncerten blev der da også vist med videoklip med kultastronomen Carl Sagan og undervejs filmklip fra rummet!
Hvorfor så ikke karakteren ”666”? Jo, simpelthen fordi Al Cisneros' brutale ulvebrøl ærgerligt forsvandt i mixet, og hermed også den udødelige kultlinie ”Proceeds the Weedian, Nazareth”.
Får Sleep styr på dét inden koncerten i Amager Bio, Store Bededag, bliver det en overjordisk oplevelse! Så er det sagt.