Roskilde '17: Det kunne have været så godt Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4c/96/1e/Oathbreaker-R7A3377-Edit-copy-92-1499244041.jpg
03. Juli 2017    

Festivalgæsterne var altødelæggende for Oathbreakers forsøg på en ellers fremragende koncert. De ville have haft gavn af et klubshow, hvor både lyd og publikum kan kontrolleres.

Kunstner
Dato
29-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

De er fra Belgien, har eksisteret i ti år og udgivet tre fuldlængdealbum, hvor særligt den seneste udgivelse ‘Rheia’ fra 2016 har fået stor ros hos det internationale presse og var med til at hive det hidtil forholdsvis ukendte band op fra undergrunden.

Med deres blanding af post-black metal og -hardcore, og ikke mindst i kraft af deres talentfulde forsangerinde og frontfigur, Caro Tanghe, der både mestrer den fineste fesang og dybeste growl, har Oathbreaker umiddelbart oddsene med sig. Alligevel viste det sig torsdag aften på Pavilion, at bandets musik lige så meget er deres velsignelse som deres forbandelse. Der ligger simpelthen for meget i detaljen til, at et fuldkomment lydbillede kan trænge igennem festivalers ringe vilkår.

En gang imellem lykkedes det dog bandet at bryde igennem med deres sublime og skrøbelige udtryk, hvor tingene for alvor blev rigtig gode. De få åndedræt, man hist og pist fik af Oathbreakers druknende lyd, var intet mindre end perfekte og veludførte. Der er ingen tvivl om, at gruppens medlemmer er dygtige musikere, der bare lige skal have helt styr på det med lyden – og investere i egen lydmand. Egen lydmand kan umuligt været blevet brugt under denne koncert.

Og så skal der vist heller ikke lyde mere kritik, i hvert fald ikke af bandet og deres helt store force og trækplaster, føromtalte vokalist. Foruden sine enorme tekniske kundskaber var hun en ganske fortryllende karakter på scenen. Tanghe er det uerstattelige i Oathbreaker. Med sit lange, mørke, fyldige, krøllede og skinnende hår, der på forunderlig vis hele tiden skjulte hendes ansigt, den sorte, munkedragtslignende kjole, hun bar, og ikke mindst det krogede og kryptiske kropssprog, skabte hun en musikunderstøttende mystik, der gav hele showet kant og indlevelse.

Desværre var det kun den hårde kerne af publikummer, der stod tætpakket foran scenens midte, der var klar på en vaske ægte Oathbreaker-oplevelse og tog imod bandets stærke indsats. Resten af koncertpublikummet virkede som tilfældige turister, der var kommet nysgerrigt til festivalens mindste scene uden at give sig selv chancen for at blive fænget, og de hellere ville tale om de vilde drukture, de kommende dage ville byde på. Den sidste tredjedel var det ufejlbarlige metalpublikum, der var kommet for at “høre noget fee’ tråd og hamre bajere!” som opvarmning til High on Fire senere på natten, og som ligesom føromtalte publikumsgruppe netop hellere ville snakke om øl. Og faktisk blev snakken til tider så høj under bandets stille passager, at det gik hen og overdøvede musikken. Det er utaknemmeligt over for musikerne og ikke mindst det publikum, der rent faktisk tager på festival for at høre musik.

Vil man holde en stærkt alkoholpåvirket snakkeklub, må man tage andre steder hen, for det hører ikke til under en koncert.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her