Overdådig exces i formelle rammer
Populær
Bevæbnet med ikke mindre end tre trommeslagere spillede King Crimson fredag aften deres første koncert i Danmark i 13 år. Det blev en tre timer lang forestilling, som var både højtidelig, overdådig og for meget af det gode.
Larks' Tongues in Aspic, Part One
Pictures of a City
The Court of the Crimson King
Fracture
Cirkus
Interlude
The Letters
Sailor's Tale
The Talking Drum
Larks' Tongues in Aspic, Part Two
-
Devil Dogs of Tessellation Row
Suitable Grounds for the Blues
Lizard (Dawn Song)
Level Five
Epitaph
Meltdown
Easy Money
Red
Starless
-
Banshee Legs Bell Hassle
21st Century Schizoid Man
Denne anmeldelse af fredagskoncerten med King Crimson kan ses som et supplement til Devilutions anmeldelse af lørdagskoncerten.
At man i år 2016 får chancen for at opleve King Crimson, et af den progressive rocks vigtigste og vægtigste bands overhovedet, er intet mindre end fabelagtigt. 47 år er der gået siden udgivelsen af det klassiske debutalbum ’In the Court of the Crimson King’ fra 1969, som gav prog rocken sin første (og måske også største) hymne i ’21st Century Schizoid Man’.
Siden har et hav af medlemmer været inde over bandet, som er gået i opløsning og blevet gendannet et utal af gange.
Sidst King Crimson spillede i Danmark var i Cirkusbygningen i 2003 på turnéen efter deres seneste album, ’The Power to Believe’. Herefter gik bandet i hi indtil en turné i 2009, der fejrede 40-årsjubilæet for debutalbummet.
Nu er Robert Fripp, bandets rygrad og eneste konstante medlem, fyldt 70 år. I 2012 meddelte han egentlig, at han trak sig tilbage fra musikindustrien. Men der skulle kun gå et år, før han annoncerede sin tilbagevenden med King Crimson. Som den gamle kyniker selv sagde om beslutningen: ”I was becoming too happy”.
Selv med udsigt til pensionen ønsker Fripp tydeligvis ikke at spille den sikkert. Ambitionsniveauet er stadig højt. Andet ville sådan set også være mærkeligt, for King Crimson har altid været ambitiøse. Den progressive rock, som den udfoldede sig i 1960’erne og 1970’erne, dækkede en mangfoldighed af udtryk, men King Crimson lå modsat mange af samtidens bands altid længere mod den eksperimenterende jazz, mod avantgarden og mod kunstmusikken. I en forstand var de tættere på fusionsnavne som The Mahavishnu Orchestra og Frank Zappa, men samtidig var der i eksperimenterne også præg af klassisk musik og dens modernistiske strømninger, af lydkunst og tidlig elektronisk musik.
Formelle rammer
Setuppet var da også meget klassisk fredag aften i Falconer Salen. Nogle vil måske sige kunstigt og stift. Det var en siddende koncert, hvor alle de 2100 siddepladser var solgt ud. Fotografering og videooptagelse var forbudt, hvilket først stod nævnt på standere på scenen før koncertstart, men også blev meddelt over speakeranlægget. Meddelelsen kom på både dansk og engelsk, og med beskeden fulgte en meget udførlig instruktion om, at man først måtte tage sin mobiltelefon eller sit kamera frem efter aftenens sidste nummer, når bandets bassist, Tony Levin, gjorde det samme. Der og kun der var det godkendt at tage billeder. Andet kunne medføre bortvisning.
I den nuværende konstellation udgøres King Crimson af syv mennesker, hvoraf hele tre spiller trommer. De tre trommeslagere (amerikaneren Pat Mastelotto, der har været fast medlem siden 1994, Porcupine Tree-trommeslageren Gavin Harrison og det nye medlem Jeremy Stacey) var placeret forrest på scenen. De fire øvrige musikere (saxofonist og fløjtist Mel Collins, bassist Tony Levin, guitarist og sanger Jakko Jakszyk og Fripp selv) var hævet op på et højt podie bag – klædt i matchende hvide skjorter og sorte veste.
Det var i den forstand en meget formel setting, der dannede ramme om bandets eksperimenterende og progressive udskejelser. Den klassiske ramme blev yderligere tydeliggjort, da bandet klokken lidt over otte indtog scenen til lyden af bløde strygere. Og lige som man troede, de skulle til at starte, blev baggrundssporet erstattet af lyden af et symfoniorkester, der stemte deres instrumenter.
Det fungerede både som en selvironisk kommentar til koncertrammen og som anerkendende nik til de skarpe kendere af bandets bagkatalog: For egentlig var det blot outroen fra nummeret ’Islands’ fra albummet af samme navn.
Vigtigst af alt viste det, at bandet ikke er uden humor. For den højtidelige insisteren på, at musikken altså også er kunst, kan i en modsatrettet bevægelse også være med til at dræbe kunsten. Når vi snakker rockmusik, vel at mærke.
Uforudsigelig utilgængelighed
De tre trommeslagere skulle vise sig at dominere hele koncerten igennem. De åbnede med synkront spil i en for Crimson sædvanligt skæv taktart, og der blev ikke lagt et slag forkert undervejs. Det var imponerende at se tre mennesker spille så skarpt og tight, som det var tilfældet her.
Herfra blev der dykket dybt i bagkataloget. Det samlede band lagde ud med ’Larks’ Tongues in Aspic, Part One’ fra 1973 (hvor Mel Collins fik tryllet en bid af 'Der er et yndigt land' ind i sin fløjtesolo), bevægede sig over den groovy, saxofondominerede og næsten show band-agtige ’Pictures of a City’ fra 1970 og helt tilbage til start med nummeret ’In the Court of the Crimson King’ fra debuten.
Lyden var overraskende skarp. Man kan forestille sig, at det må være en svær opgave at få alle nuancerne med i lydbilledet, når man har at gøre med syv mennesker, som spiller på op til flere instrumenter hver, og som oven i købet laver kompleks musik i kompliceret sammenspil. Men det lykkedes i det store hele denne aften.
Temaet fra ’Larks’ Tongues in Aspic’ var med til at binde aftenens første sæt sammen. Nummeret (eller numrene) er blevet genfortolket og viderebygget i fire dele over tre album spredt ud over 27 år, og denne aften fik vi ’Part One’ og ’Part Two’ serveret ved siden af den reprise-agtige genbrug af hovedriffet fra 'Part Two' i nummeret ’Fracture’.
Kompositionens historie siger en del om bandets kompositionsproces og inspirationskilder: Som i jazzens improvisationer og den klassiske musiks variationer over et tema er kompositionen sjældent en færdig enhed hos King Crimson. Den udvikler sig, transformeres, skitseres, improviseres og nuanceres.
Det fik vi at mærke i de eksperimenterende indslag 'The Letters', ’Sailor’s Tale’ og ’The Talking Drum’. Bandet viste et imponerende sammenspil, og der var en stor mængde flot soloarbejde, men det var også et langt, sejt træk af den mere utilgængelige del af repertoiret, og det var med til at trække luften ud af koncerten.
Efter 1 time og 20 minutter var første sæt slut, hvorefter en pause på 20 minutter var indlagt. Andet sæt skulle dog vise sig at være dér, hvor bandet for alvor hev de store klassikere op af hatten.
Klassikerrække
Her fik vi ’Easy Money’, ’Epitaph’, ’Red’ og ’Starless’ fra bandets bedste plader, men desværre var der også lidt knas i dynamikken. ’Epitaph’s subtile storladenhed blev flot eksekveret af den florlette mellotron og Jakko Jakszyks pæne vokal, der lægger sig rimelig tæt op ad Greg Lakes, bandets første forsanger. Men den luftighed, som løfter det nummer, druknede desværre under Gavin Harrisons og Pat Mastelottos mange fills og driblerier. Eminemt spillet var det ganske vist, men det tog suset ud af nummerets afslutning.
Helt modsat var det på den fantastiske ’Starless’ fra albummet ’Red’. Opbygningen var suveræn, men den store afslutning kunne til gengæld godt have brugt mere tyngde fra Harrison & co. På albumindspilningen er de sidste minutter dér, hvor det hele kulminerer. Ikke bare nummerets egen komposition, men også bandets evner udi sangskrivning, dynamik og sammenspil. Og det var, som om Tony Levins bas ikke kunne fylde det rum ud selv, men at han manglede opbakning fra trommeslagerne for at få løftet Fripps og Collins’ temaer helt op.
Flot var det ikke desto mindre stadig, og ganske symbolsk blev scenen badet i rødt lys under sangens sidste minutter.
Til stor applaus gik bandet ud for så at komme ind igen – for til sidst (selvfølgelig) at levere ’21st Century Schizoid Man’. Nummeret, der startede karrieren, og som i dag står som en af prog rockens kronjuveler. Et nummer, der trods sine 47 år på bagen stadig er mindblowing i sin kombination af det slæbende, mastodontiske riff, de hurtige jazzrock-passager, de præcise breaks og det svimlende sammenspil.
Her skulle bandet også undvige formlen, som publikum kender den fra pladen. Robert Fripps guitarsolo blev kortet af og erstattet med saxofon-blær fra Mel Collins, før nummeret blev brudt helt ned i en trommesolo af Gavin Harrison, der blandt andet inkluderede klokkespil fra elektroniske drumpads placeret på hver sin side af trommesættet, inden det hele endte i det monumentale riff til sidst.
Progressionens indre modsætninger
Sammenlagt fik vi i løbet af aftenen lidt under tre timers musik fra et af prog rockens mest betydningsfulde bands.
Det var overvældende og overdådigt, men også for meget af det gode. At have tre eminent spillende og ekvilibristiske trommeslagere fylde så meget i løbet af så lang tid tager simpelthen pusten fra en, ligesom de mange ekskursioner ud i jazzede, ambiente, eksperimenterende forløb til tider blev noget langstrakte.
Men sådan er King Crimson. De går ikke på kompromis med deres vision. Man får ikke rocken uden jazzen eller riffene uden improvisationerne. I overensstemmelse med prog rockens oprindelige ambition (hvis man overhovedet kan tale om en sådan) bryder de med rammen og kører den musikalske grænsebrydning ud i vilde excesser.
Det var stort at være vidne til live. Og det var imponerende at iagttage et så suverænt sammenspillet band. King Crimson og Robert Fripp satte et værdigt (foreløbigt) punktum med både ambitionsniveau og kunstnerisk integritet intakt. Det er værd at holde fast i.
Men koncerten illustrerede også, hvor gammel og konservativ prog rocken efterhånden er, trods dens så progressive og fremskridtsvenlige udgangspunkt.
Efter den store afslutning rejste hele salen sig (med rette) op for at give den sidste applaus. Tony Levin tog sit kamera op, hvilket fik publikum til at gøre det samme. Heri lå den eneste interaktion med publikum i løbet af aftenen. Store smil, et par buk og knips med kameraet og et vink. Ikke et ord blev ytret.
Sådan må det også gerne være. Og bands må gerne stille krav til deres publikum. Men det kræver, at man accepterer præmissen: at King Crimsons musik mere er noget, man sidder ned til end står op til. At det mere er noget, man sidder stille til end bevæger sig til. At det mere er en kunstforestilling end en traditionel rockkoncert.
Det er en præmis, jeg gerne accepterer. For musikken kan i sig selv godt holde til, at man fokuserer intenst på den gennem en hel koncert. Prog rock er højstemt og højtidelig, og derfor kan rammen omkring den også godt være det. Men det er en kamp med nogle indre modsætninger, som alle bands inden for genren kæmper med.
For iveren efter at bryde med rammen forsvinder ikke.
Det står King Crimsons koncert fredag aften som et lysende klart eksempel på. Musikken er fri, eksperimenterende og grænsenedbrydende. Men rammen for dens udfoldelse er klassisk, kontrolleret og yderst formel.