WOA'13: Overskægget stritter igen
Populær
Mustasch leverede en høj og tung koncert, der giver håb for et band, der ellers har haft deres problemer.
Lad os være ærlige og sige det, som det er: De svenske stonerrockere i Mustasch har haft deres hyr med at overbevise om eksistensberettigelsen de seneste år. Engang for ikke så forfærdeligt mange år siden var det et megafedt orkester, der kunne lave nogle ganske enkle, men slående effektive rocknumre. Riffmæssigt lå det nemlig ikke så milevidt fra Black Sabbath, men det var stadig deres helt egne sange – det var man aldrig i tvivl om. Hvad der så skete er ikke helt til at sige. Bandmedlemmer blev udskiftet, og noget kunne tyde på, at frontmand Ralf Gyllenhammar ikke længere fik det modspil, han åbenbart havde haft godt af i gamle dage. Kvaliteten dalede i hvert fald noget. Både i studiet og på scenen.
Skal man dømme efter bandets Wackenoptræden er den dog på vej op igen, kvaliteten. Energien var helt, som den skulle være: Pågående og tung på den der nærmest skræmmende måde, som rockmusik kan være. Samtidig var lyden meget høj og skramlet, hvilket var med til at gøre koncerten farlig og dermed med til at give bandets sange den benzininsprøjtning, som de har savnet live i flere år. Dog var det til tider næsten for meget af det gode. Sine steder gav det indtrykket af et band, der kæmpede lidt for meget for det, men det vil nok være for uretfærdigt at lægge for meget vægt på den slags – især når Mustasch gjorde sig sådan en umage, som de ikke har gjort i mange år.
Ralf Gyllenhammar er kendt for at være i sit es på en scene, og han interagerede da også hyppigt med publikum – og det endda på tysk. Kvaliteten af det tyske skal denne anmelder ikke kunne sige noget om, men det virkede, som det skulle. Folk levede meget med og var med til at løfte koncertens energi, så det var lidt ærgerligt, at den ikke varede længere. Men sådan er vilkårene nu engang på festivaler. Så alt i alt må konklusionen være, at Mustasch kan endnu. Gudskelov.