Pizza og bajer til alle!

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ee/73/57/-MG-0403-26-1508874018.jpg
24. Oktober 2017    

Det er sjældent, at man virkelig får den danske rock-anmelderstab ud at danse, men udgangspunktet for det var bedre end nogensinde, da Neck Deep gæstede Danmark.

Kunstner
Spillested
Dato
21-10-2017
Distributør
Genre
Trackliste
Happy Judgement Day
Lime St.
Gold Steps
Motion Sickness
What Did You Expect?
Parachute
Kali Ma
Rock Bottom
Citizens of Earth
Don't Wait
In Bloom
December

Akustisk
Head to the Ground
Wish You Were Here
A Part of Me

Encore
Can't Kick Up the Roots
Where Do We Go When We Go
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
5

Pumpehuset er allerede tidligt fyldt med alt fra unge svenske kvinder iført band t-shirts fra Moose Blood og Knuckle Puck, da jeg ankommer. Lidt tættere på showstart ser man dem, der blev forelskede i pop punk-genren, dengang man lejede 'American Pie' i Blockbuster.

Som opvarmning har Neck Deep ikke sparet på noget. Her lægger det britiske metalcore-band Blood Youth ud med en musikalsk tvivlsom, men energisk overbevisende koncert. Vokalist Kaya Tarsus viser ikke umiddelbart et talent, der rækker videre end til en lidt kedelig metalcore-metervare, men kompenserer for det med en del hopperi og kald til moshpits. Adskillige moshpits, circlepits og deslignende sætter faktisk de førnævnte svenske piger lidt på prøve, da de forsøger at forsvare deres allerforreste pladser. Instrumentalt ligger Blood Youth dog i den skrabede ende af genren og domineres af trommeslager Sam Halletts lidt for ivrige brug af hi-hat.

Efterfølgende løftes humøret en del af endnu et britisk band, nemlig As It Is fra Brighton, der på trods af en noget dyster instrumentalside bliver meget mindre dystert, så snart vokalist Patty Walters tilføjer sit. Walters er på mange måder alt, hvad man kan forvente af en vokalist i den “nye” generation af pop punk: Han danser rundt på scenen, kaster med mikrofonen (som ellers kun Adam Lazzara fra Taking Back Sunday kan gøre det) og holder generelt god kontakt med sit publikum. Særligt under sangen ‘Pretty Little Distance’ vågner selv de forreste svenske fans op og synger med. På ‘Hey Rachel’ formår Walters at tilføje lidt dybde og skrig til en vokal, der ellers til tider godt kunne lugte lidt af et helium-overforbrug. På det sidste nummer ‘Dial Tones’ smelter de gamle røvhuller bagi salen lidt mere sammen med den energiske front og det trækker op til pop punk-fest, som ellers kun Blink-182 kunne gøre det i deres storhedstid. Der synges sporadisk med fra hele salen imens Walters øver det klassiske sakse-spring på scenen.

Det næste band, Real Friends, optræder med et meget kortere sæt. Bandet lægger ud med storhittet 'Mess' fra det seneste album 'The Home Inside My Head', men herefter falder niveauet en del. Dette bemærker publikum dog heldigvis ikke, mens de hælder øl i hinandens hår og stagediver. Forsanger Dan Lambton lader imidlertid til at have pådraget sig et tilfælde af, hvad man i musikkredse kalder for Christiania-syndromet. Særligt under de mere lavt-komponerede vers-strukturer lyder det, som om Lambton simpelthen ikke er i stand til at synge igennem. Imellem sangene snøvler han sig igennem en anekdote om engang, hvor han var ung og en “little shit”, der var i sin første moshpit til en Rancid-koncert, men aldrig kom til skade, fordi man passer på hinanden til punk-shows. Deri har han ret. Og på trods af gennemsnitsalderen på de forreste rækker, så passer folk faktisk rigtig fint på hinanden. Generelt har Real Friends under hele den korte koncert et væsentligt bedre publikum, end de fortjener.

Imellem flere af opvarmningsseancerne træder en fyr ind fra organisationen Hope for the Day, der arbejder for at forhindre unge mennesker i at begå selvmord. På mange måder understreger det fint, hvad Neck Deeps virkelige force er: Det er ikke de store tekster, der udfoldes her, måske ikke engang specielt god melodi-skrivning, der gør sig gældende. Det handler meget mere om en stemning, som er ny for mange af de unge, der er her i aften, fordi den forsvandt i det danske samfund halvvejs inde i 00’erne. Med sangene ‘Happy Judgement Day’, ‘Lime Street’ og ‘Gold Steps' starter showet med en energi, vi kender fra 00’ernes helte som Yellowcard og New Found Glory. Det oser af overskud, når vokalist Ben Barlow indimellem spørger  “Is everybody safe?” Barlow lader udover det til at have vænnet sig bedre til scenen, end da jeg så bandet til Riot Fest i Chicago for et år siden.

Bandet havde først udsolgt den nederste sal i Pumpehuset, men blev derefter flyttet op i den større Kransal. Hvor salen har været godt, men sporadisk fyldt op det meste af aftenen, er hele publikum nu rykket helt tæt på scenen. Og selvom det betyder, at salen nu er halvt tom, tilføjer det en ny dynamik, hvor både os fra den lidt ældre generation og dem fra den yngre samles i en mere homogen masse. ‘Motion Sickness’ fra den nye plade ryster endnu engang menneskeposen rundt, mens ‘What Did You Expect’, ‘Parachutes’ og ‘Rock Bottom’ danner et musikalsk lavpunkt i en ellers imponerende setliste. Men det tilgives hurtigt under ‘Citizens of Earth’, der også lige får et skud guitarlir fra Matt West. Bagefter vælger bandet at spille den seneste plades absolut bedste skæring, nemlig ‘Don’t Wait’, hvor Sam Carter fra Architects ellers medvirker. Her får bandet hjælp fra en stagehand med multi-talent. ‘In Bloom’ er bandets mest cheesy nye single, men den klarer sig fint, fordi den dog alligevel afsendes med en smule ironisk distance.

Efter ‘December’ indleder Ben Barlow en akustisk seance, hvor vi får en særlig oplevelse med den ældre ‘Head to the Ground’, der adskiller sig fra bandets standard setliste og er ønsket fra en pige i front. Det nyeste album ‘The Peace and the Panic’ adskiller sig lidt fra de tidligere udgivelser, fordi både bassist Fil Thorpe-Evans og Ben Barlow mistede deres forældre under sangskrivningen. Derfor indeholder pladen også den fantastisk triste ballade ‘Wish You Were Here’, der godt nok ikke når Pink Floyds sang af samme navn til sokkeholderne, men alligevel trækker en tåre hos selv den kasket-bærende, wife-beater-klædte afdeling af publikum. En fantastisk vellykket koncert afsluttes med et encore af ‘Can’t Kick Up the Roots’ og ‘Where Do We Go When We Go’, der begge sætter et flot punktum for et band, der synes at have lært meget på en Warped Tour i USA og har taget det bedste med hjem til Europa.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her